Hvordan kan en simpel troldkvinde nogensinde opnå en nobel prins’ kærlighed? Hvordan skal jeg dog nogensinde kunne leve resten af mit liv uden dig? Din berøring, som sender tusindvis af gnister af sted, din varme som jeg aldrig kunne få nok af, eller din uendelige kærlighed til mig. Det var kærlighed ved første blik, måske ikke fra din side, men fra min. Jeg vidste fra det øjeblik jeg blev fanget af dine mørke, mystiske øjne, var jeg solgt. Jeg vidste at jeg umuligt kunne blive lykkelig sammen med en anden mand. Selvom jeg prøvede at bilde mig selv ind at jeg ikke elskede dig, at du ikke var det værd, vidste jeg at det øjeblik jeg så dig, ville al min indbildning forsvinde, som om den aldrig fandt sted. Hvordan kan noget levende være så smukt? Det tænkte jeg hver gang jeg så dig, og gør det stadig på trods af alt du har udsat mig for. Selvom jeg ikke kunne få mig selv til at glemme dig, kunne jeg heller ikke opgive håbet om at du muligvis en dag ville blive min. Jeg elsker dig, mere end du nogensinde kunne elskede mig. Men han var imod vores kærlighed, at en ædel, nobel, galant prins skulle synke så dybt, og forelske sig i en troldkvinde, det var uhørt og kunne ikke accepteres. Jeg opgav aldrig håbet, men det gjorde du, du lod ham ødelægge alt hvad vi nogensinde havde. Hver en drøm, hvert et ønske, alt hvad vi nogensinde ønskede os, lod du ham tage fra os.  Din kærlighed til mig har aldrig været stærk nok til at overvinde dette helvede han udsatte os for. De sidste ord du sagde til mig var ”Det er ikke din skyld, men min. Hvis jeg ikke havde været den person jeg er, ville vores kærlighed måske have sejret”.  Dette var de sidste ord jeg nogensinde skulle hør fra dine læber, på trods af at jeg endnu ikke har opgivet håbet.  

Hvorfor skal livet være så besværligt? Hvorfor skal alt det du længes efter, være så forbandet uopnåeligt? Hvorfor skal dine familieforbindelser altid hindre din lykke?