Som altid sidder jeg allende ved mit bor. Jeg har været her i et år eller to, men alligevel sidder jeg stadig allende. Alle dem der er startet i denne klasse, i de her et til to år, har de altid bedt læren om at give dem en ny plads. Det er ikke fordi jeg har gjordt dem noget, men det er alle de negative ting, som alle går rundt og siger om mig, også tror de at hvis de dropper mig, så kommer de ind i Sylvia's gruppe.. Sylvia er den populæreste pige på hele skolen. Selv om hun er meget led, så er hun smuk. Hun er høj og tynd, hun har lang mørkt hår, lidt bleg i det, men jeg vil indreømme, hun ville ikke se særlig flot ud hvis hun blev mere brun i det! Og hendes øjne er revne sorte. De for altid mine hår i nakken til at rejse sig. Hun har også to veninder, Tascha og Marika. Tascha og Marika er lige høje, men er lidt mindre end Sylvia, men lige smukke som hende. De har langt lyst hår. Tascha, øjne som havet og Marika med de flotteste nødebrune.

Da det ringer ind til første time venter jeg på min bedste veninde, som også er min eneste veninde på denne her lorte skole, skal komme ind af døren. Men da hun ikke kommer ind regner jeg med at hun er syg i dag. Jeg lukker øjenen og koncentrere mig kun om hende. Ja, jeg havde ret. Hun ligger der hjemme i sind seng og brækker sig i en skål, som står lige ved siden af sengen.

Jeg har nogen kræfter ingen mennesker har. Jeg er selv på en måde et menneske, men ikke rigtig. Jeg er udødelig og derfor har jeg fået nogle kræfter, som kun udødelige har. Fx kan jeg se hvor folk er og hvad de laver og jeg kan også høre jeg alles tanker. Jeg kan også 'mærke' hvis jeg er på vej ind i noget, eller nogen stiller noget foran mig så jeg skal snuple, eller sådan noget. Jeg kan 'mærke' energir fra alt! Og lige så snart jeg rør ved noget for jeg indholdet, eller en person's historie. Jeg kan også se ud i fremtiden, men det er kun når jeg sover ...  

''Jasmin!'' råber Gustav og ser på mig. ''Høre du overhovedet efter!?'' spørg Gustav og med et glor hele klassen på mig. Jeg rømmer mig og svar: ''Ja, Gustav.'' 'Haha! Så kan du lære det, din freake!' Jeg rettede blikket hen på Sylvia, som har fundet sit ondskabsfulde smil frem. ''Okay. sig mig, så, Jasmin. Hvor er vi henne i historie bogen? Find det sted hvor Marika stoppede med at læsse.'' Jeg rettede hurtigt blikket tilbage på Gustav og hørte hvor vi var kommet til, via hans tanker.  ''I de fleste af de østeuropæiske lande fortsatte en række ikke-kommunistiske partier deres eksistens, men inden for rammerne af særlige nationale fronter og underlagt de kommunistiske partier.''  ''Tak, Jasim. Hvem vil så læse videre?'' spurgte Gustav inden det bankede på døren. Jeg viste allerede inden skoleinspektøren kom ind i klasse, at han havde en, ny, men total lækker, fyr med ind. ''Hej, elever. Det her er Mikkel, som skal starte her i jeres klasse.'' Jeg kiggede ikke op for at tjekke den  nye fyr ud, lige som Sylvia og hendes to venidner. 'kæft, hvor er han lækker! Ham MÅ jeg have!' Jeg ville helst ha' været fri fra den tanke, men Sylvia's tanker er meget tydelige! ''Velkommen til, Mikkel. Jeg er Gustav, din historie lære. Du kan sætte dig ned ved siden af Jasmin. Hun vil sikkert også gerne vise dig rundt, ikke Jasmin?'' Sylvia vente sig om og så surt på mig. Jeg viste hun ville hade mig mere end hun gør i forvejen hvis jeg siger ja, men jeg tager chancen og kigger op; ''Selfølgelig vil jeg det, Gustav.'' sagde jeg med et smil og nikkede til Mikkel. 'Den dumme freake skal ikke tro at hun er noget' tænkte Sylvia. Det var helt tydeligt at hun var jaloux. Jeg kiggede fra Sylvia og op på Mikkel, som var på vej ned mod mig og det var lige før min underkæbe ramte bordet. Så havde pigerne ikke over drevet med alle de tanker!

Da Mikkel havde sat sig ned, gik Tascha igang med at læse videre. ''Hej, Jasmin.'' hviskede Mikkel ved siden af mig. ''Hej.'' hviskede jeg igen og kiggede direkte ind i hans flotte, glitrende, brunlig-grønne øjne. ''Kunne det tænkes at du ville dele din historie bog med mig? Bare lige indtil jeg for min..'' Spurgte Mikkel vendligt og smilte det smukkeste, skindene hvide smil jeg nogen sinde har set. Hvor perfekt var han lige!? ''Ja, selvfølgelig'' hviskede jeg til ham og skubbede min historie bog lidt, så han også kunne se. Jeg kunne se at han ikke helt kunne finde hvor vi var, så jeg pegede på det sted hvor vi vare og lod min fingernegl glider hen over sætningen, indtil vi kom til et punktum. Han vente ansigtet mod mig, studerede mig fra top til tå og smillede så. ''Tak.'' smilede han. ''Så lidt.'' Smilede jeg tilbage.