”Hvis jeg ikke ser dig, for den du er, så ved jeg ikke, om du viser mig den, som du virkeligt er.” Han så ind i hendes tomme, mørkeblå øjne. De havde ikke sagt ham noget i lang tid. Det var, som om de var vokset fra hinanden. Som om en stor mur havde bygget sig op mellem dem. Han kunne fornemme hendes tilstedeværelse, men hun virkede til at være et helt andet sted i sine tanker. Hun fortalte aldrig mere om sig selv. Han skulle altid føre samtalen, og han var ved at blive træt af det.

Hvad var der blevet af den glade, åbne pige, som han plejede at kende? Han forstod intet. Havde han gjort noget galt? Han havde brugt flere timer på at tænke tilbage. Var han kommet til at sige noget, hun havde misforstået? Men han kunne ikke komme på, hvad det kunne være. Hun virkede kold og afvisende, selv efter han havde sagt ordene. Han ville gerne tale med hende om det, han ville forstå hende, lade hende græde ud i hans arme og fortælle hende, at det hele nok skulle gå. Men hun var kold som is. Hun fortrak ikke en mine.

”Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der er i vejen?” Spurgte han hende. Han tog hendes hånd og knugede den hårdt i sine. Hendes ansigtsudtryk begyndte at skifte. Han kunne se på hende, at hun var forvirret og ikke vidste , hvad hun skulle sige.

”Jeg tror det er bedst vi slutter det her,” sagde hun stille. Med de ord følte han, at hun rev hans sjæl ud. Han så fortvivlet og forvirret på hende. Kunne det virkelig passe? Ville hun ham ikke mere? Men de var jo så perfekte sammen. Hvad med de løfter de gav hinanden om evig kærlighed. Var det bare børnelege som nu var slut?

”Men du kan da ikke? Nej, du må ikke gå.” Han gav hendes hånd et klem og forsøgte at hive hende ind til sig, men hun gjorde modstand.

”Hvad er i virkeligheden galt? Sig det nu? Har jeg gjort noget forkert?” Hans tårer løb allerede ned ad kinderne.

Hun så ind i de nu spejlblanke, blå øjne. Der var ikke noget andet, hun havde mere lyst til end at kaste sig i hans arme og fortælle ham sandheden, men hun kunne ikke. Det var ikke blot en hemmelighed, hun ikke kunne fortælle. Det var en skam.

”Du har ikke gjort noget galt. Jeg tror, bare jeg har brug for noget tid for mig selv,” hviskede hun. Hvert ord gjorde lige så ondt på hende som på ham, det var hun sikker på. Det var som om hun stak sig i maven med en kniv for hvert ord og løgn, som hun fik sagt til ham. Intet var sandt mere. Han var det eneste lykkelige tilbage, som hun havde i sit liv. Men hun kunne ikke lade ham vide det.

”Du kan da ikke bare gå sådan uden videre. Der må da ligge noget bag? Hvad er der sket med os? Hvad gjorde vi galt? Du må ikke gå nu! Jeg vil gøre alt!” Han tog fat om hendes nakke for at kysse hende. Hun bøjede hovedet og brast nu sammen i gråd.

”Hold nu op, det er slut. Jeg kan ikke mere! Jeg må gå.” Hun rejste sig fra hans seng og skyndte sig ud af døren. Han ville løbe efter hende, men efter hvad hun netop havde sagt, kunne han ikke. Kunne hun ikke lide ham mere? Hvordan kunne deres kærlighed stoppe så brat? Han hørte hoveddøren blive smækket, og han vidste, det ville være sidste gang, at han så hende i lang tid.