Jeg har tænkt over det længe, omkring et år faktisk, lige siden den gang jeg fik det anbefalet af min kontaktperson. "Skriv historien om dit liv Lærke, jeg kender til sager, hvor det har hjulpet, det er tit nemmere at skrive om det, end at tale om." Sagde hun. Men hvad hvis jeg ikke ville skrive om det, ej hellere tale? Sådan tænkte jeg for et år siden, men jeg er vokset siden, jeg er nået til et punkt, hvor jeg har brug for at skrive det hele ned, jeg har brug for at bearbejde det på den måde.

Så jeg vil skrive hele min livshistorie, eller i det mindste alt det jeg husker, for mit liv er fyldt med huller, store sorte hukommelses tab, det er billeder og minder der ikke vil frem, indtil jeg en dag ser noget velkendt, eller høre noget lignende, så husker jeg, og tit så ser jeg også, hvorfor jeg til at starte med glemte.

jeg har desuden også ændret navnende på personerne i min fortælling´, med henblik på at de dog vil være 100 % på det er dem der bliver snakket om, hvis de nogensinde læser min historie, jeg har ladet 3 navne blive ved deres, hvis og hvorfors ønsker jeg ikke at fortælle.

så jeg kan konkludere allerede nu, min historie vil måske til tider virke forvirende pga. manglende hukommelse, den vil måske for nogen også virke uvirkelig, og nogen vil måske tro det er en stor løgn. Men en ting vil jeg love, for første gang i mit liv vil jeg fortælle sandheden og kun sandheden.