”Taebaby! Minnie! Taeminnie! Maknae!”

Det var få af de navne, mine hyungs altid havde kaldt mig. De havde den vane, at de tit ville ugle mit hår, eller hive mig i kinderne imens de sagde hvor nuttet og bedårende jeg var! Imens de lavede små babylyde af mig. Jeg plejede altid at smile igen, men sandheden var…

Jeg hadede når de kaldte mig nuttet.

Jeg hadede især, når Key opførte sig som min mor. Jeg kunne godt lide, at han bekymrede sig for mig, men ikke i offentligheden. Den ting jeg hadede allermest var, at Jonghyun hele tiden kaldte mig for ”Lille uskyldige Taebaby”.

Jonghyun hyung, hvis jeg virkelig er så uskyldig, hvorfor er du så hele tiden i mine drømme? Hvad er det for en mærkelig følelse du hele tiden giver mig, når vi er sammen? Du giver mig følelsen af, at jeg har lyst til at mærke din varme, bare røre ved dig. Være sammen med dig.

Den følelse der gør, at jeg savner dig hvert sekund du er væk. Den følelse der gør, at jeg tjekker min mobil hvert andet minut, for at se om jeg har fået en sms fra dig.

Jonghyun hyung, jeg er træt af, at være uskyldig. Hvis du kunne se mine drømme, så ville du tro mig når jeg sagde, at jeg var ved at blive voksen.

En ”baby” ville i hvert fald ikke have sin hyung, ligesom jeg vil have dig…