Jeg løb, så hurtigt jeg kunne.

Jeg flygtede. De var alle efter mig! Rævesæsonen var gået ind, og de var ude efter min rødlige pels.

Jeg kunne ikke dø endnu, det ville jeg ikke tillade! Jeg var så tæt på! Bare nogle få minutter mere! Om få minutter, ville jeg ikke være jaget længere. Så ville jeg være jægeren, og de ville være mit bytte. Deres geværer ville ikke kunne skade mig længere.

De uendeligt dumme mennesker, ville snart være mit bytte.

Så skete det. Min rødlige pels blev endelig snehvid. Snehvid, med et blåt skær. Et guddommeligt, blåt skær.

Endelig. Jeg havde ventet i tusinde år. Tusinde, hvor jeg havde måttet flygte fra de tåbelige mennesker, fordi jeg var deres bytte. Nu var de mit!

Den jæger, der havde fulgt efter mig på listetæer, stivnede, da han så det. Jeg stod foran ham, en smuk pige.

Det blev dog det sidste, han nogen sinde så.

"Tåbelige mennesker."

Nu kunne jeg endelig hævne mig. Jeg havde ventet i tusinde år.