Den hvide kiste, der så fint var pyntet med syv enkle blå blomster, lå oppe ved alteret – klar til at blive båret ud. De syv blå blomster var fra hendes forældre. Syv af dem, da det betød; Jeg elsker dig. Hvor det, at de var blå betød; Jeg vil altid være ved din side. Noget jeg vidste hendes forældre fuldt ud mente. De elsker hende ligeså højt som jeg gør. At sidde her til min bedste venindes begravelse var hårdt. Nok det mest hårde jeg i mit liv har prøvet. Med tårer i øjnene, rejste jeg mig fra min plads ved siden af min mor, og gik grædende mod kisten. Den kiste jeg nu skulle bære ud, så den kunne blive begravet. Det her ville blive hårdt for mig, da jeg elsker hende af hele mit hjerte, og nu skulle bære hende ud. Bære hende ud til hendes grav, hvor hun skulle graves ned, så hun ville tage sin tur til himlen. En tur hun helt klart ikke fortjente. Hun var kun lige rundet de sytten år, og så var det åbenbart tid til, at hun skulle tage af sted. Hun havde haft sådan et langt liv foran sig, et liv jeg havde ønsket, at jeg ville være med i – hele vejen.