Det værste var sket for mig, jeg var blevet fanget af stålkrigerne og de er ikke søde ved nogle. Jeg sad i en af deres miner og hakkede håbløst ind i en hård sten mur der ikke så ud til den ville slippe så meget som en sten fra sig. Men jeg har ikke tænkt mig at blive et minut længer, jeg skal slippe ud herfra og tilbage til mit folk hvor vi skal kæmpe mod de her kryb. Jeg så ned af mig selv, mine ankler var kædet sammen med tunge kæder, der var kun nogle centimeter mellemrum så jeg lige kunne tage et halvt skridt. Jeg så om mig, og fik øje på at nogle af de andre slaver havde længer om deres håndled. Jeg tog godt fat om øksen jeg stod med og hamrede den ned mod kæden så den knækkede, en vagt havde allerede set mig, men jeg vendte mig hurtigt og løb. Der blev støj mellem de andre fanger, alle sammen mit folk. Jeg kunne ikke hjælpe nogle uden at blive fanget igen selv, så jeg løb bare. Vagterne spærrede vejen foran mig så jeg blev nød til at lave et forsøg om at klatre op af den opret gående stenmur, men jeg gled bare ned og før jeg så mig om var jeg omringet af vagter. Jeg så ingen anden mulighed end bare at løbe lige mod dem, jeg fik skubbede en væk men blev dernæst slået i nakken, så jeg bankede ned i de kolde hårde jord. En af vagterne tog fat om min nakke med sin kæmpe hånd og trak mig op, jeg tog hurtigt fat i hans hånd og prøvede at få ham til at slip mig, jeg kunne ikke få luft de sekunder det tog ham at sætte mig på bene igen. Han skubbede mig hen på min plads igen, og smed min økse hen til mig, jeg var ved at falde bagover da det tunge værktøj ramte mit bryst. Jeg nåede lige at vende mig om inden jeg fik et piske slag i ryggen der gjorde jeg faldt sammen, han piskede mig igen og igen, til jeg rejste mig, hvilket var svært når han blev ved med at piske mig med alt hans styrke. Men jeg kom op, og det sved på min ryg. Han svingede pisken en gang til, men jeg undveg og kastede øksen mod ham, og løb igen min vej. Nu vil jeg væk herfra, hurtigt løb jeg mellem de andre fanger for at forvirre vagterne, de klodsede ind i hinanden og væltede rundt. Jeg så mit snit, en af de andre slaver havde fået hakket et stykke af væggen så jeg lige kunne hoppe op og støtte min fod der på, inden jeg sprang vider op og fik med den ene hånd grebet fat i stenmurens kant. I adranlinens hede trak jeg mig selv op, hele min kropsvægt føltes som ingenting, jeg måtte kradse mig over kanten, for der var ikke så meget som et græsstrå at holde fast i. Jeg så ned i minen, forvirrede vagter løb rundt og prøvede selv at komme op, mens mit folk jublede de vidste der nu var håb. Men ingen kan holde på mig, jeg har lært af min bedstefar at man aldrig skal give op, selv når det ser mest sort ud, er der altid lys forenden af tunnelen. Jeg trak vejret dybt med et smil og løb mod min by. Om jeg skal løbe en hel dag og en hel nat, skal jeg nok komme frem, for det ikke for min skyld jeg kæmper med mit liv, det ikke mig der skal reddes, jeg ved jeg lever i en tynd tråd. Men mit folk skal have lov at leve, vores land skal endnu en gang have lov at se lyset fra solens stråler, mærke varmen i vinden og føle vandets brusen mod kysterne. De børn der er født under krigen, skal have lov at se hvordan det så ud før krigen startede, da jeg blev født, se det med mine og de voksens øjne. Jeg kommer tilbage efter jer, mine landsmænd og kvinder, bare vent, denne gang slutter krigen en gang for alle. Nu det vores tur!