Cover image of story 'Liget i åen' of category 'Krimi & spænding '
+ Tilføj favoritter + Bliv fan af forfatter

Liget i åen

af
Line.T
+ like 39
  • Publiceret:
    28 aug 10
  • På 7 favoritlister
  • 1581 visninger
Resumé Amanda/Amalie (bestem selv?) von Haas er en stor beundrer af selv livet, dog er der andre som ikke er af helt samme mening. Under en spadseretur nede ved åen, bliver hun kvalt og dræbt. Kriminalkommissær Peter Pfefferberg bliver straks sat på sagen. Der ligger et mystisk motiv i det hele, og til sidst finder Pfefferberg ud af, at den skyldige morder har stået indenfor rækkevidde hele tiden...
Plot nøgleord:
krimi
Kategori:
Krimi & spænding

Liget i åen

x
Skriftstørrelse
Åbn i Reader
Hent som e-bog

1. Sensommeraftenen

Nürnberg, Tyskland d. 27. august 1971

Det var den første og eneste sensommeraften i august måned, dette år. Og selvfølgelig skulle det opleves, som enhver anden aften skulle. Dagen i dag, er den eneste i resten af dit liv. Og dét ordsprog, havde den livsglade Amanda von Haas, ikke tænkt sig at lade gå til spilde. Hun elskede livet. Hun elskede dets værdier. Dets værdier, og dets smukke muligheder. Hvis man kiggede ud over horisonten i vest, ville man få øje på de smukke orangerøde farver, som bedst kendetegnede solnedgangen her i slutningen af sommeren i Nürnberg. Nürnberg lå i den sydligste del af Tyskland, i den tyske delstat, Bayern. Dets hovedstad var München. Amanda gik hen af stien som førte ned til åen, med den høje hat sat lidt på skrå, som fremhævede hendes overdrevet store ører. Over skulderen hang hendes kendetegnende postkasserøde taske, imens hunden logrede ved siden af hende. Den lange og sorte nederdel blafrede om hendes ben. De lysebrune strømpebukser sad stramt om de fedtbelagte ben, og de bæbrune ekko joggingsko sad stramt om hendes ankler. Amanda var en meget åben kvinde. Hun elskede og møde nye mennesker, men når det så var sagt, jagede hun dem også væk igen, lige så hurtigt som hun havde fået øje på dem. Hun led ofte af det, som man kunne kalde angstudfald. Hun flippede ud over ingenting, og når det gik helt galt for sig, så smed hun også rundt med diverse ejendele. Sådan havde det stået til i mange år. Lige siden hendes mand døde, faktisk. Han var businessman og rejste meget. En dag ligesom alle andre, kørte han i sin hvide og rustende Toyota, på vej hjem fra et møde i Berlin. Berlin lå langt fra Nürnberg, men det var hvad der nogle gange skulle til, når man havde et job i dén branche, som lige netop Jörn havde haft. På den sydlige motorvej imod Bayern, gik det galt. Ingen vidste rigtig hvordan det gik til. Pludselig lå den hvide Toyota bare ude i autoværnet. Amanda gik både fysisk og psykisk ned.. Hun var blevet førtidspensioneret på grund af alle de sygdomme hun havde pådraget sig, efter ulykken. Sammen med Jörn, havde Amanda en søn. Han hed Heinz, og var femogtyve år gammel. En ganske almindelig knægt, der til dagligt gik på et fint og veluddannet universitet. I fritiden gik han ud med vennerne, på diverse kroer og diskoteker. Lige ud over, når han skulle passe sin mor. Heinz boede nemlig hjemme ved Amanda, uanset om han kunne lide det eller ej. Familien von Haas var nemlig meget troende, og gik meget op i kristendommen. Og som ét af de 10 bud lyder, så skal man ære sin far og mor. Hvis ikke, ville Gud ikke være med dig længere. Amanda var den mest troende af dem alle. Uanset hvad der end havde ført med i fortiden, havde hun aldrig tvivlet på, om der overhovedet fandtes en Gud. Selvom hun blot var 51 år gammel, havde hun været igennem mange ting i sit liv. Hun havde blandt andet mistet en storesøster i en alder af blot elleve år, og derudover havde hun også mistet et barn under sin anden graviditet. Hendes mand var død, og for hver dag der gik, frygtede hun at der skulle ske noget med Heinz. Han passede på hende, og gjorde alt hvad hun bad om. Hendes frygt var ikke direkte indstillet på at miste sin søn, men frygten for at være alene. Heinz var hendes eneste familie.

Da Amanda nåede ned til åen, satte hun sig i det fugtige grønne græs. Hun slap hunden fri, og lod den løbe rundt for sig selv. Hun kørte sin hånd hen over græsset, og lod det køre ind imellem fingrene. Hun sukkede af tilfredshed. Dette var endnu en oplevelse for hende. Hun nød livet fuldt ud. Når man først havde mødt Amanda, ville man aldrig glemme hende igen. Til dels for hendes udfald engang imellem, men også for hendes kærlighed til livet. Hun langede ud efter den postkasse røde skuldertaske, og fiskede en pose op med Mariekiks. Hun tog yndefuldt en ud af posen, og bed den i stykker med fortænderne. De resterende krummer smuldrede ned på hendes mormoragtige tunika, men det lod ikke til at irritere hende det mindste. Hun spiste blot videre. Kiksen sad i hendes tænder. Over det hele. Hun manglede en tand hist og her. Nogen havde hun fået trukket ud af tandlægen, andre var enten blevet sparket eller slået ud, under anden verdenskrig. En tid, hun kun tænkte tilbage på med skam. Et vindpust strøg forbi Amanda og legede med hendes skulderkorte grå hår, hvilket fik hende til at misse lyden af en gren som knækkede et sted bag hende. Hun smilte blot, da den store schæferhund gøede et sted inde bag sivene. Hun tog endnu en bid af sin kiks, og kastede resten ud mod hunden som kom løbende imod hende. Hun kom op og stå igen, dog havde hun støttet fra med sine håndoverflader. Hun vidste endnu ikke hvad der foregik omkring hende.
”Cosmo. Kom så. Vi må nok hellere se og komme hjemad, inden det bliver helt mørkt!” råbte Amanda efter den store og behårede hund, som løb vildt omkring sig, og prøvede at få kontakt til Amanda. Dog var det umuligt. Hun hørte ingenting. Først da det var for sent, vidste hun hvad der foregik. Hun vendte rundt på hælene, og var nær ved og få hjertestop da hun langt om længe opdagede dét, som Cosmo så længe havde prøvet og informere hende om. Hun nåede slet ikke og tænke klart, før noget blev bundet om hendes hals. Et reb, af en slags. Gerningsmanden havde en elefanthue over hovedet, og det var derfor umuligt for Amanda at finde ud af, hvem der dog kunne finde på og gøre noget som dette.
Cosmo stod bare og stirrede vildt for sig. Han blottede tænder af den fremmede mand, og gik så til angreb. Sprang på den sindssyge mand, og bed fat i hans ben. Dette stoppede ham dog ikke. Med ét lød det som et skud blev affyret, og manden proppede pistolen tilbage i baglommen hvor han netop havde trukket den op fra. Det hele slørede for Amandas’ blik. Det sidste hun nåede og opdage inden hun kvaltes, var, at Cosmo lå og trak sig sammen af smerte på det blodrøde græs. Amanda prøvede ikke på og græde, da hun så den lidende hund vride sig af smerte. Da vidste hun nemlig, at det hele var for sent. Der var intet at gøre længere. Livet var ovre. For dem begge to. Nok havde Amanda fået et par fjender i ny og næ, men da ikke nok til at de ville dræbe hende, og hendes hund. Det var grotesk. Det var ubarmhjertigt. Det var… menneskeligt.

Da der var gjort hvad der skulle gøres for at kvæle den livsglade og imødekomne Amanda von Haas, trak gerningsmanden en sort sæk op af sin medbringende taske. Han svøbte liget ind i sækken, og bandt en stram knude om som prikken over i’et. Han kastede liget ud i den lavvandede å, og kunne straks se til imens strømmen tog sækken med ned af åen. Han klappede selvtilfredst i hænderne, og forsvandt væk fra gerningsstedet. Der ville højst sandsynligt ikke gå særlig lang tid, før hendes søn Heinz ville opdage, at der var noget helt galt, da hun endnu ikke var vendt hjem fra sin daglige aftentur. Han grinte ondskabsfuldt. Hunden lod han ligge. Død. Også forsvandt han. Men han forlod ikke Nürnberg. Så ville det nemlig først blive mistænksomt, da stort set hele byen med knap femhundredetusind indbyggere, vidste hvem han var. Let ville det ikke blive at forholde sig i lavt gear, men han var nødt til det. Manddrab kunne nemt give op til livstid i fængsel, hvis man blev kendt skyldig af dommeren…
 

Kommentarer (86)

Log ind for at skrive en kommentar