Udgivet movellist: Interview med Sofie Riis Endahl, forfatteren bag Sindstequila

Udgivet movellist: Interview med Sofie Riis Endahl

Sofie Riis Endahl udgav som 17-årig ungdomsromanen Sindstequila. Vi har interviewet hende her!

 

Movellas er et sted, hvor man kan vokse og blive bedre som forfatter - og netop dette har den 17-årige movellist Sofie Riis Endahl (under navnet Sofie R. E.) gjort. Sofie startede på movellas to dage efter sin 12-års fødselsdag i november 2012 og har lige siden skrevet, fået og givet feedback og læst en masse historier!

 

Som 16-årig skrev hun under på sin første forlagskontrakt og udgav 10 dage efter sin 17-års fødselsdag ungdomsromanen Sindstequila hos Byens Forlag. Du kan vinde bogen, feedback på din tekst og en lækker brunch med forfatterinden lige her!

 

Vi har fået lov til at interviewe den unge forfatterinde - og du kan læse med lige her!

 

Hvordan fik du en forlagskontrakt?
Det har jeg faktisk skrevet en hel blog om lige her! Men for at sige det kort, så faldt jeg over Byens Forlag ved et tilfælde, da jeg havde fået en bog om (verdens bedste band) U2 udgivet af dem. Jeg undersøgte dem nærmere, og deres koncept virkede virkelig som noget for mig! BYENS er et åbent forlag, der har bogcaféer både i København og Vejle, som de bruger som deres kontorer. De gør desuden meget ud af at udbrede litteraturen på alternative måde!

Men jeg sendte så første kapitel af Sindstequila og fik svar indenfor 24 timer, at de gerne ville læse mere. Så jeg sendte dem resten af manus, tog afsted til Hong Kong på sommerferie med min familie, og så da jeg lige havde tjekket ind på hotellet modtager jeg en mail fra min forlægger, Thomas, om vi kan mødes. Og det vil jeg da gerne … men jeg var først tilbage i Danmark om fire uger. Heldigvis ville Thomas stadig gerne mødes, og han fortalte, at BYENS var interesserede i at skrive kontrakt med mig!

 

Hvad var det sværeste i udgivelsesprocessen?
Det sværeste var uden sammenligning at skrive pressemeddelsen. En pressemeddelelse er en tekst på ca 1 side, der præsenterer bogen og forhåbentligt giver pressen lyst til at skrive om bogen. Den skal være knivskarp og sælge bogen, men derudover var det også vigtigt for mig, at den ikke blev for privat.

 

Hvad er forskellen på dit liv før og efter udgivelsen?
Jeg er meget mere travl. Det var jeg også før, men en udgivelse indeholder så sindssyg meget arbejde, så man slet ikke kan forestille sig det. En ting er at skrive bogen, derudover skal den også redigeres med en redaktør, der skal skrives pressemeddelelse, aftales med journalister, skrives til biblioteker, laves events, holdes gang i de sociale medier, forberedes interviews, laves interviews, laves hjemmeside - og derudover så skriver jeg stadig 14 timer om ugen, som jeg gjorde før.


Det gør, at man nedprioterer nogle ting. For eksempel kan jeg ikke følge med, når de andre snakker om Riverdale eller en anden serie på Netflix, fordi der altid er en mail, der skal besvares eller et interview, der skal forberedes, og jeg er blevet nødt til at fravælge at være en del af musicalen på min skole.

 

Fik du selv lov til at vælge forsiden?
Det gjorde jeg faktisk! Da jeg i tidernes morgen(september 2016) skrev Sindstequila, lavede jeg en forside til den - bare som en motivation. Da forsiden så skulle laves af BYENS dygtige grafiker Rolf, sendte jeg ham den forside, jeg selv havde lavet, og Rolf rekreerede den med en masse nye billeder og tilføjede nogle små fede grafiske detaljer.

Forsiden betyder virkelig meget for en bog, og derfor er jeg meget glad for, at jeg fik lov til at have så meget medbestemmelse over den!

 

Hvordan var det, at en redaktør skulle redigere din roman?
Jeg hører tit, om forfattere, der næsten frygter deres redaktør, fordi de er så sensitive omkring deres arbejde. Jeg havde det helt modsat - jeg sætter meget stor pris på mine redaktører! En stor del af min tid som forfatterspirer har jeg tilbragt på Movellas, hvor jeg har fået massere ris og ros gennem tiden, hvilket jeg har sat stor pris på. Når man er så ung som jeg, men alligevel "kæmper" om en forlagskontrakt på lige fod med voksne på 30 år eller måske endda 70, bliver man nødt til at lære af sine fejl hele tiden for at blive bedre. Derfor har kritik aldrig skræmt mig.

Derfor blev enhver af min redaktørs kommentarer modtaget med meget kærlighed, da jeg bare ville have bogen så god som mulig, før den blev udgivet!

 

Hvad var den største udfordring ved at skrive Sindstequila?
Den største udfordring var faktisk ikke at skrive bogen, men redigeringerne. Særligt det der med at sørge for, at alle de små ting - øjenfarve, ugedage, kunstneriske valgfag osv. - stemmer overens, var en ret stor opgave - især, fordi der var en del karakterer, der skiftede navn og udseende igennem historien. Det duer ikke, at en af veninder først spiser pastasalat som madpakke, fordi hendes mor altid laver hende vildt lækre madpakker, og hun så en halv bog senere ikke spiser noget, fordi hun aldrig gider lave sin egen madpakke ;)

 

Vil du gerne leve af at være forfatter?
Det er ikke noget jeg umiddelbart går og drømmer om. Jeg elsker at skrive, men jeg er meget mere effektiv under pres og tror ikke, jeg ville få skrevet mere af at være forfatter på fuldtid. Som forfatter består ens løn består af royalties, honorarer (fra når radiokanaler fx læser op fra ens bog eller skoler kopierer fra den), legater og bibliotekspenge. Som 17-årig hjemmeboende virker det umiddelbart som ret mange penge, men i Danmark er det ikke nemt at leve af at skrive bøger.

 

Derudover har jeg allerede i forskellige sammenhænge fået en prøvesmag på, hvad det vil sige at være en del af en virksomhed, og jeg synes, det er mega fedt at være en del af noget større og samarbejde med mange forskellige mennesker, mens forfatterlivet på mange måder er meget ensomt.

 

Som de fleste andre unge har jeg ikke en idé om, hvad jeg vil læse, men lige nu studerer jeg på STX med studieretningen Musik A, Engelsk A, Matematik A og Tysk A - så der er mulighed for mange forskellige retninger ;)

 

Om Sindstequila

ANNE starter på et nyt gymnasium, men føler sig malplaceret og anderledes. I et forsøg på at passe ind ender hun til en fest i en bodytequila, og lige idet hun tror, hun kan være en del af pigernes gruppe, ramler hendes verden sammen: Et billede af hendes halvnøgne krop deles på de sociale medier, uden hun har givet lov.

 

REI er fanget i en pigegruppe, hvor hun konstant skal kæmpe for at følge i med de andres snak om sex og kærester. Og egentligt vil hun gerne være veninder med den nye pige, Anne. Men tør hun droppe sin facade og risikere at stå udenfor gruppen?

 

SINDSTEQUILA er en ungdomsroman om venskab og ensomhed, om at miste sig selv i jagten på at passe ind, og om at turde gå mod strømmen og stå ved sine grænser.

 

“De kan nå mig. Overalt. De kan altid tagge mig i noget på Facebook eller dele billedet i en gruppechat. Det føles mere som en sindstequila end som en bodytequila. Som om nogen har spredt salt ud over mit sind og er begyndt at slikke det af igen.”

 

Du kan læse det første kapitel her!

 

Q&A

Sofie vil lave en Q&A-video, så I må meget gerne stille endnu flere spørgsmål nedenunder - om alt fra hendes yndlingsbøger, til skrivetips til hendes livret eller noget fjerde helt skørt!

 

Du kan desuden læse flere svar og spørgsmål på hendes hjemmeside her!

 

Følg Sofie på Facebook og Instagram!

Loading ...