Ændringer på kontoret

af , onsdag 10. januar, 2018
11 Likes
Ændringer på kontoret

Ændringer på Movellas-kontoret

Læs hvad det kommer til at betyde her

 

Kære alle brugere: der er sket ændringer på Movellas-kontoret og i denne blog fortæller vi jer, hvad det egentlig kommer til at betyde.

 

Helena er stoppet

Vores community manager, Helena, også kendt som Lenablak, er stoppet på Movellas. Jeg har lovet at videregive denne besked fra hende:

"Fra december stoppede jeg på Movellas. Det har været (næsten) to helt igennem fantastiske år som jeres Community Manager, og jeg har nydt hvert sekund! Jeg arbejder nu for fagforeningen Kommunikation og Sprog og for Gyldendal. Så hvis I nogensinde ser mig der eller på KUA eller i verden så tøv endeligt ikke med at sige hej! Jeg vil selvfølgeligt heller ikke forlade Movellas helt. Denne side vil altid have en kæmpe plads i mit hjerte og jeg er så taknemmelig for de muligheder at arbejde her har givet mig, for de oplevelser jeg har fået - både som ansat og i sin tid som bruger, og - mere end noget andet - for de mennesker, alle jer, som jeg har mødt, snakket med, skrevet med eller læst noget af. Tak for alt. Kærlig hilsen Helena"

​Vi ønsker Helena alt det bedste og takker hende for alt det, hun har givet Movellas gennem årene. Hun har stået bag en masse fede konkurrencer og siden ville ikke have været den samme uden hende <3

 

Laura skal flytte

Den anden ændring på kontoret er, at Laura flytter til USA i næste uge for at gå på college i et semester. Denne ændringer betyder, at hun ikke får ligeså meget tid til Movellas, som hun før har haft. Den har i de seneste måneder allerede været begrænset. Den største forandring bliver, at hun ikke kommer til at stå for at få sendt præmier ud til vinderne. Hvis I vil i kontakt med Movellas-kontoret, så tag en af os på Movellas eller skriv en mail til info@movellas.com

Laura vil heller ikke stå for ligeså mange konkurrencer og blogs, som hun før har gjort, men måske laver hun et par stykker, mens hun er væk. Hun vil altså stadig være aktiv på siden og svare på spørgsmål, ligesom hun plejer, men ikke stå for de store ting. Hun kommer tilbage i juni.

 

Lisa tager over

Vi har vist aldrig officielt annonceret, at Lisa, også kendt som Adison, arbejder for os. Hun har arbejdet for os i flere måneder, men har indtil videre lavet flere opgaver, der ikke ses ud af til. Det er blandt andet hende, der svarer på alle jeres mails til info. Men fra næste uge bliver hun mere fremtrædende. Hun vil blandt andet stå for præmiedelen af konkurrencerne. Så husk I fra nu af skal tagge enten Laura eller Lisa, hvis I ser brugere spørge om noget, de ikke har fået svar på, og som I ikke kan svare på. Ellers så giv dem info-mailen. 

 

Vi håber I vil bære over med os i det næste stykke tid, da vi pt ikke er særlig mange på kontoret. Siden Lisa kommer til at stå for en del, håber vi, at I vil være åbne over for, at der går længere tid før I får svar og at der måske ikke kommer så mange blogs og konkurrencer, som der plejer. 

Loading ...