5 tips til at skrive spænding!

af , lørdag 21. oktober, 2017
14 Likes
5 tips til at skrive spænding!

Vil du lære at skrive hæsblæsende historier?

Så læs med her

 

Lige nu kan du vinde Ilttyv af Nicole Boyle Rødtnes og tilmed få feedback på din historie af forfatteren! Ilttyv er en hæsblæsende dystopian fuld af spænding, der handler om at overleve stor modstand – selv når man knap nok har råd til ilt.

 

Derfor tænkte jeg, det ville være oplagt at skrive en lille guide til at skrive spændende tekster, der helt sikkert får dine læsere til at sætte sig helt ud på kanten af sædet og spurte gennem siderne – inspireret af Nicoles fantastisk medrivende måde at skrive på.

Husk at efterlade en kommentar med dit bedste tip til at skrive spænding!

 

1. Skriv i nutid

Dette er selvfølgeligt ikke et must, men nutid skaber helt sikkert en følelse af, at handlingen sker lige nu og her, hvilket endvidere skaber en fornemmelse af usikkerhed. Især hvis man har at gøre med en jeg-fortæller, som Ilttyv har. Ingen, ikke engang fortælleren, ved hvordan hver scene ender – for den sker jo først nu! Desuden tillader det også dig som forfatter at have et mere umiddelbart, nærmest improviseret sprog, som Nicole Boyle Rødtnes bruger i første kapitel af Ilttyv. Dette kan skabe samme desorientering og rapide tankestrøm hos læseren, som karakteren føler:

”Pis. Blev jeg ramt? Nej. Jeg blokerede med handskerne, så hvor er jeg så svimmel? Hvad sker der?”

 

2. Korte sætninger

Lange, smukke, beskrivende sætninger kan være rigtigt gode. Men hvis du er midt i action-scene kan de godt bidrage til at lette trykket og dermed fjerne følelsen af fare fra læseren. Korte sætninger er ikke kun nemme at læse (så det helt lavpraktisk går hurtigere), de får det også til at føles, som om tiden går hurtigere. Nicole Boyle Rødtnes skriver generelt korte, tydelige sætning – især under action-scener, og det fungerer. Bare se i dette eksempel, der også kommer fra første kapitel af Ilttyv:

”Han kommer på benene. Laver et par hurtige, forvirrede slag. De første to rammer ikke.”

 

3. Simpel sætningskonstruktion

I tråd med de korte sætninger, kan det også være fordelagtigt at lave simple sætninger. Når jeg siger ”simpel sætningskonstruktion”, mener jeg simpelthen, at sætningen er opbygget meget ligefremt: Subjekt, verballed, objekt. I overstående eksempel er sætningen, ”Han kommer på benene,” opbygget sådan. Man kan sige, at det er den nemmeste måde at sige det vigtigste. Hvem gør hvad? Dette gør sætningen letlæselig (hvilket igen gør, at den læses hurtigere og skaber dermed et godt tempo). Derudover kan det også betyde, at sætningen føles vigtig. Der er ikke tid til at beskrive, hvordan han kommer på benene, eller hvordan omgivelserne reagerer på, at han kommer på benene, eller hvad fortælleren tænker, imens han kommer på benene. Der er kun lige nu og her, og handlingen er i centrum.

 

4. Noget mystisk …

For nu at gå fra sprog til plot, kan man sige, at en af de mest simple måder at skabe spænding hos læsere er ved at inddrage et mysterium – eller sagt på en anden måde – noget der skal forstås, udredes, løses eller opklares.

 

Et mysterium behøver ikke at være et mord eller noget andet taget ud af en krimi. Det mystiske kan sagtens ligge på et teknisk, videnskabeligt, socialt eller psykologisk plan. Bare tænk på John Green. Der er altid mysterier i hans romaner – hvad skete der med Alaska i Looking for Alaska? Hvor er Margo i Papertowns? Mysterier får læseren til ikke at kunne lægge bogen fra sig: Selv når hovedpersonerne ikke er i livsfare eller historien går lidt ned i tempo.

 

Ilttyv er fuld af mysterier. Uden at spoile for meget, kan jeg afsløre at romanen starter med, hvad der præsenteres som en ulykke, sandsynligvis er et dobbeltmord og en hel underverden af slørede motiver. For slet ikke at nævne hovedpersonernes mor, hvis nærværende ikke-tilstedeværelse er et mysterium i sig selv.

 

5. Umulige valg

Hvis du virkeligt vil løfte din historie til et niveau, hvor du ikke kun får din læsers hjerte til at banke, men også deres hoved til at knage, så kan du med fordel introducere dilemmaer og svære valg. Hvor længe du vil trække dilemmaet er helt op til dig: Måske er det en røde tråd gennem hele din historie, eller måske er det en scene i klimakset?

 

I Ilttyv står begge hovedpersoner overfor umulige valg med uoverskuelige konsekvenser. Som læser er det næsten umuligt at tænke sig ud af den kattepine, de havner i, og når det så lykkes for forfatteren elegant af manøvrere – ja, så er det jo helt fantastisk!

 

Valg og dilemmaer aktiverer læseren, og ingen læser er ligeså interesseret i historien, som den der føler sig inddraget i fortællingen!

 

 

Husk at skrive dit bedste tip som en kommentar!


Og deltag i Ilttyv-konkurrencen for en chance for at møde Nicole Boyle Rødtnes, få feedback på din egen historie og vinde Ilttyv!


Held og lykke!

 

Loading ...