The life no one knows.

af , torsdag 27. juli, 2017
The life no one knows.

min start.

mit navn er Stephanie.

Stephanie Andreasen. jeg er 15 år gammel, jeg blev født den 17 marts 2002.

Jeg har 7 søskende kun en af dem af en dreng. jeg er den 3 yngste så har altid haft den svært med at passe ind i familien.  jeg havde det generalt meget svært løbet af årene.

Da jeg var imellem 6-7 år gammel flyttede min ældste søster hjem til sin far i brønderslev og det var meget svært for mig for jeg holdte vildt meget af hende. Lige pludselig så man hende i fjernsynet og hun ringede og snakkede med min mor selvom de ikke havde snakket sammen rigtigt i flere år, men det fandt jeg hurtigt ud af hvorfor. det hele var fordi hun var blevet mishandlet af sin far. hun blev slået vildt meget, blev tvunget til alt muligt, hun blev f.eks. tvunget til at skovle sne hver eneste dag kun med træsko.

Men hun kom endelig hjem, men det værste var at da hun endelig kom hjem kunne jeg ikke kende hende, jeg stod bare der og stirrede på hende. Jeg kunne ikke kende hende fordi hun var gennem banket og havde koldbrand i fødderne.

Men det blev hurtigt noget andet hun begyndte at betyde meget mere for mig igennem årene.

Jeg har heller aldrig haft det nemt med skoler. Jeg går nu på min 5 skole og jeg er stortset blevet mobbet ud af hver og en skole. jegt har det stadig ikke godt på min nye skole selv om alle sagde at det ville blive godt for mig hvis jeg endnu en gang skiftede skole for så startede jeg jo bare på ny igen, men nej det gjorde det faktisk værre.

Jeg har næsten altid gået i skole i ringsted men jeg ville så gerne væk så vi fandt en skole i fensmark, for vi alle vidste at det var slut med min gamle skole da jeg lige pludselig blev fysisk syg af at være i skole for det er sku ikke normalt overhovedet. Jeg dukkede ikke op i skole i over et halvt år.

Så skiftede jeg skole og startede på en skole i fensmark og i starten var det helt fint for jeg kendte jo ikke en eneste af dem der gik der og de alle sammen var vildt flinke over for mig, men alle ved vel at det er ikke sådan det bliver ved med at være og det var det skam heller ikke for så begyndte jeg at være ligesom alle andre og det var en kæmpe fejltagelse.

Det var kun fordi jeg snakkede med de mest populære på min skole men jeg droppede det og begyndte at snakke med den person der aldrig snakkede og det blev bedre for da jeg ikke snakkede med de andre kom de selv hen til mig hvis de ville noget.

Jeg har det igen meget svært med at gå på min skole for jeg føler ikke at jeg passer ind for alle er ligeglade med hinanden, det tager næsten alle sammen stoffer og drikker alkohol hver dag og sådan er jeg jo ikke. De alle sammen kender hinaninden og det har de gjort længe og så kommer jeg lige pludselig som en fremmede og prøver at passe ind, men det har jo aldrig lige været mig hverken der hjemme i familien eller nogen af de skoler jeg har gået på.

Det kan godt værre at jeg fik det dårligt med min skole, men det var endnu værre med familien alle begyndte at være ligeglade med mig, der var ingen der kunne snakke med mig eller se foreskellen hvis der var sket noget. jeg fik det så dårligt med mig selv og mine omgivelser at jeg begyndte at skære mig selv i armene, men det var der selvfølgelig ingen der lagde mærke til i starten og så, så min mor det men hun var kun lidt bekymret i starten, men min ældste søster hun tog det meget alvorligt og hun har virkelig været der for mig siden.

Når jeg blev sur over at jeg var der men ingen så mig eller når jeg var sur over mig selv begyndte jeg at smadre min hånd ind i vægge og gulve og stoppede ikke før nogen lagde mærke til det. jeg har mindst fået forstuvet min hånd 2 eller 3 gange fordi jeg har gjort det. men det var de jo også ligegalde med og mine søskende begyndte at sige til hinanden at de bare skulle være ligeglade med alt det jeg gør for jeg gør det jo bare for sjov eller gør det for at få opmærksomhed, men hvem fanden gør sådan noget sygt for sjov og for opmærksomhedens skyld??

jeg syntes selv at mit liv har været lidt svært og jeg har prøvet at udtrykke mig meget for at bare nogen kun lægge mærke til det, men det er svære end man tror.

Jeg har flere gange siddet her hjemme og haft det vildt dårligt og bare ville have at alt og alle skulle forsvinde, men det gør det ikke ligefrem bedre af at være i samme hus som ens søskende når de alle sidder og køre ned på en eller når ens søster truer en og når de en gang immelm slå en i gulvet og så syntes folk det er mærkeligt at jeg gør så meget skade på mig selv og virkelig bare ikke føler for andet end bare at dø.

Jeg har godt nok prøvet at fortælle min søster det men det forstår hun jo ikke for hun har ikke været igennem det på samme måde. Så nu er jeg bare stoppet med at forsøge at forklare folk det for jeg kan ikke selv holde ud og forklare det.

Min mor snakker jeg helst ikke med mere for hun er begyndt at gøre alt muligt som vi alle sammen er så trætte af. hun skriver med folk fra andre lande, tror på alt de skriver til hende og ender med at blive forelsket i tanken om at der findes sådan nogle personer men  nej det hele er bare løgn men alligevel sender hun ham jo penge.

Og det ødelægger mig så helt når jeg den anden dag stod og snakkede med min søster og hun så fortæller mig at da hun for første gang blev slået ned af sin far, så ringede hun faktisk hjem til min mor og fortalte hende det og sagde at hun skulle skynde sig hen og hente hende, men min mor svare selvfølgelig bare så ånsvagt " men jeg har ingen bil og jeg kan ikke komme nu" men hvem fanden lader sin datter være hos en mand der slå en ned og mishandler en. jeg har virkelig ikke kunne se på min mor på samme måde siden hun fortalte mig det.

Så ja mit liv det er helt fucked op.

 

Loading ...