Hjerteknuser eller knust hjerte

af , mandag 24. juli, 2017
2 Likes

Drengelus og knuste hjerter

Okay - er jeg den eneste der bare ikke har held i kærlighed? Og hvem fanden er det, som har sagt at kærlighed ikke er det samme i alle aldre?

Jeg kan umuligt være den eneste teenager, som går rundt med den tanke i hovedet... Jeg ser lykkelige par i alle aldre omkring mig, imens jeg selv holder kramp agtigt fast i ham jeg elsker af hele mit hjerte, samtidig med at alle modstandende vokser os langt over hovederne.

_____________________________________

Jeg husker engang, at mine forældre sagde til mig at kærlighed i ens teenageår ikke er den samme som når man er voksen.

Det kan godt være jeg kun er 16 år, men jeg er ret sikker på at kærlighed er kærlighed, uanset nationalitet, sexualitet, alder og køn. Eller er det bare min naive teenage hjerne, der ikke kan kapere tanken om, at kærlighed intet skulle betyde i en alder af 16? 

Da vi var små, drillede vi den person vi kunne lide, fordi vi ikke kunne finde ud af, at søge verbal kontakt på andre måder... Det ændrer sig jo ikke en skid med årene. Det eneste der har ændret sig, er at forventningerne til os er blevet større og at vi samtidig, skal kæmpe med ting som vi ikke kan forstå eller rumme i vore hoveder. 

Jeg har en kæreste, i dette øjeblik jeg skriver dette. Han skal rejse i 3 måneder. I mit hoved er det 3 måneder for meget og bekymringer, bobler mig langt over hovedet og jeg kan ikke overskue, det savn jeg vil have til ham samtidig med at mit liv bare skal fortsætte sin gang, herhjemme i Danmark.

Er det ikke kærlighed? Er kærlighed ikke, at man kommer til at savne sin kæreste ikke pga. fysisk kontakt - men bare hans blotte tilstedeværelse. 

''Hvad ved du om det Anne-Sofie? Du ved jo ikke hvad tiden vil bringe!''

Nej, det ved Gud jeg ikke gør... Men jeg skaber problemer i mit hoved, fordi jeg ikke er så dum og naiv, som mange voksne enten håber eller tror at jeg er. 

Mine forældre kender ikke engang drengen, alligevel er deres tanker om hvorvidt vores forhold kan klare en 3 måneders seperations periode - lige så markante som mine egne holdninger til, hvorvidt de blander sig for meget i mit liv. Til orintering så er min mening om dette, MEGET markant. 

Mine veninder forstår mig - siger de, men gør de nu det? For deres løsning er bare at komme vidre, til den næste dreng så hurtigt som muligt.

Hvad nu hvis jeg ikke vil det? Hvad nu hvis jeg håber på, at vores forhold er stærkt nok?

Jeg tror der er mange piger, såvel som drenge i dette øjeblik står i en lign. situation fordi deres kæreste, skal være udvekslingstuderende eller som skal bare ud og opleve verden.

Jeg prøver ikke at være selvisk, jeg er glad på hans vegne at han får muligheden for at rejse ud og prøve kræfter med den verden, som jeg ikke selv har oplevet.

Alligevel ville jeg have ønsket, at han havde kunne få sig selv til at sige det i bedre tid, så jeg kunne have værdsat den tid jeg havde med ham bedre, end jeg har gjort.

Jeg ved hvad I tænker - I tænker, at jeg skulle have værdsat tiden alligevel... Det gjorde jeg skam også, men ikke nok. Jeg tror ikke på, at man ser hvor meget man skal værdsætte noget, før man er tæt på at miste det.

Men hvad hulen gør man så? 

Jeg føler faktisk at mit hjerte er blevet knust på forhånd. Drengen er 17 år gammel, hvordan skal han kunne stå imod livets fristelser på samme måde som - hvordan kan jeg?

Jeg elsker ham og han er ikke engang klar over hvor meget, fordi han tror næppe på mig de gange jeg kigger ham, i hans brune øjne og lader de 3 hellige ord, undslippe mine læber:

''Jeg elsker dig''

Han svarer altid:

''Og jeg elsker dig''

Men vi er unge. Jeg ved godt at statestikerne siger, at vi ikke vil klare den fordi vi er unge og hormonelle. 

Men hvad nu hvis, vi kunne være den lille procentdel, der fucker med statestikerne og gør som det passer os? Hvad nu hvis, vi kunne overleve alt og vi var stærke nok, til at gå igennem ild og vand, såvel som modgang og medgang.

Jeg har lyst til at give op... Jeg har brug for ham. 

Han holder så meget af mig, at han ryster på hovedet af mig, når jeg gør noget jeg ikke må samtidig med, at han er klar med kram og kys når hele min verden styrter sammen...

Men han forstår jo ikke, han er jo forfanden hele mine verden...

Gid jeg kunne komme tilbage til de år, hvor drenge stadig havde drengelus.

Det ville gøre alt, så meget nemmere. 

 

Slutningen på historien blev simpel:

Vi slog op og nu ønsker jeg mig virkelig tilbage, til den tid med drengelus.

Loading ...