Drunker jeg?

af , fredag 2. juni, 2017
1 Like
Drunker jeg?

Drunker jeg? 

Jeg kender ikke rigtig til følelsen af at drunke, men alligevel føltes det som. 

 

Her i dag har jeg værte oppe til eksamen, som så mange andre har. Jeg havde haft 24 timer til at øve mig, og jeg syntes da, som altid, at jeg har brugt for mange timer på det, men alligevel nok til at vide, hvad min tekst handler. 

Hele året har jeg taget tysk B, så jeg kunne komme på universitetet, hvor jeg ville læse Litteraturvidenskab. 

 

Hele mit liv havde jeg gået og sagt, at jeg aldrig nogensiden skulle på universitetet, for "hvem gider at gå i skole i 3 eller 5 år mere friviligt, i hvert fald ikke mig". Jeg var aldrig den type, der ville gå mere i skole end nødvendigt, indtil jeg opdagede, hvad jeg ville. Først var det Musikvidenskab, hvorefter det blev til Litteraturvidenskab. Jeg skiftede retning, fordi jeg så, hvor svær optagelsesprøven til Musikvidenskab var, den var så svær, at jeg ikke engang ville prøve, så det blev til Litteraturvidenskab, da der var en masse forskellige ting, man kunne arbejde med efterfølgende. 

 

Jeg har det, som om, at mit liv er stoppet. Er det gået i stå? Eller er det bare et af disse "bump" på vejen, de voksne snakker om? Jeg har ikke brug for flere bump i mit liv, i sær ikke omkring min uddannelse, for hvad skal jeg nu? 

 

Jeg dumpede min tysk eksamen, som faktisk var det eneste krav, jeg manglede for at komme ind på universitetet. Der var en fra min klasse, der sagde: "Hvis han består, så består vi alle," men uheldigvis bestod han ikke, og det samme skete for mig. 

Da han sagde, at jeg bestod, var det eneste jeg tænkte: "Ikke græd! Vær stærk!" og heldigvis har jeg ikke fældet nogle tårer, men det med, at jeg ikke bestod den eksamen, som jeg har brugt hele året på, og det var det fag, jeg skulle bestå for at komme videre, det kunne jeg ikke tage. Jeg håbede bare, at der ikke var nogen, der spurgte mig, hvordan det var gået, for så var jeg brudt sammen, men heldigivs ikke. 

Jeg var stærk og skrev med en af mine rigtig gode venner, om hvor skidt jeg havde det. Om jeg kunne få et fuldtidsjob på Mac Donalds i Vejle nu (jeg er ikke sikker om, det var i Vejle eller ej), men han var sikker på, at jeg kunne andet. Det var som om, at det hjalp at skrive med ham om det, som om jeg på en måde fik det accepteret, selvom jeg helst gerne ville have bestået. 

 

Jeg har i næsten et år ledt efter et job, men der er ingen der vil have mig, fordi jeg lige er fyldt 20 år. Jeg havde et job som livredder i tre måneder, men blev fyret, fordi jeg dumpede livredderprøven. 

(Det eneste jeg ikke er blevet dumpet af endnu, er fyre, haha) 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tage mig til. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med mit liv. Det føltes som om, at jeg slet ikke ved, hvad jeg vil nu, eftersom jeg er dumpet. Jeg har mest af alt bare lyst til at ligge under min dyne og se den ene serie efter den anden, eller læse den ene bog efter den anden. 

 

Jeg skriver ikke dette her, for at få melidenhed, jeg skriver det, fordi jeg gerne vil ud med det. Jeg vil gerne fortælle folk, at alle kan dumpe en eksamen. Det er ikke et tabu, hvis man dumper en eksamen, men man vil selvfølgelig ikke fortælle folk som det første, at de har dumpet eksamen. 

Man skal først selv acceptere det, før andre kan acceptere det. 

Jeg var fx bange for, at min mor ville blive skuffet over mig, fordi hun gerne vil have, at jeg kommer mere ud af huset. Hun vil gerne have, at jeg laver noget, jeg kan lide. Og alligevel da jeg kom hjem og fortalte hende det, var hun selvfølgelig chokeret, fordi hun syntes det lød godt, men jeg fik et kram, fordi jeg gjorde hvad jeg kan. 

Hvis man gør sit bedste, og sadig dumper, er det også okay. 

Det er ikke alt man kan være god til, og i dette tilfælde er jeg overhovedet ikke god til tysk. Jeg holder mig gerne fra tysk, hvilket også har gjort til, at jeg dumpede. 

 

// Mathildeblicher

Loading ...