Skriveråd fra Kim Leine

af , fredag 26. maj, 2017
10 Likes
Skriveråd fra Kim Leine

Hvordan bliver man egentligt en professionel, prisvindende forfatter?

Læse højdepunkterne fra Kim Leines oplæg i Frøslevlejren!

 

Som du nok helt sikkert ved, hvis bare du følger os på Facebook, Instagram eller har set noget som helst til Skriv dig gennem historien-konkurrencen (som du stadig kan nå at deltage i), så ved du nok, at den første af tre nætter i historien forløb i sidste weekend. Du ved måske, at Nat i historien er anden fase af Skriv dig gennem historien-konkurrencen, hvor du kan vinde en nat i historien (som titlen indikerer), hvilket er en overnatning sammen med 9 andre movellister et historisk sted i Danmark, hvor der vil være mulighed for at researche lige netop den historiske periode up close and personal, samt få lidt skriveundervisning af en dygtig forfatter. Er du blandt de tre bedste af de ti udvalgte, vinder du endda at blive udgivet i en antologi af Dansklærerforeningens forlag!

 

I weekenden var det Frøslevlejren, besættelse og Kim Leine, det handlede om, hvordan vores oplevelse var med de to første kan du læse her.

 

Men fordi Kim Leines oplæg var så godt besluttede jeg (med hans godkendelse), at lave det om til en blog helt for sig selv. Jeg håber, jeg kan fange bare lidt af hans væsen, så I kan blive inspirerede, ligesom vi blev.

 

Jeg vil ikke give jer hele Leines biografi og en liste af alle hans bøger og litteraturpriser, for den kan I meget nemmere finde her. Til gengæld vil jeg hoppe direkte til rådene.

 

Om uforståelig litteratur

Mit bud på uforståelig litteratur, der er værd at læseLeine lagde ud med at fortælle, hvad han læser lige nu. Det gjorde han, fordi det at læse i hans optik er en vigtig og kort og godt sagt uundværlig del af at være forfatter.

Han gjorde det også for at understrege, hvor vigtigt det er at læse forskellig litteratur. Man kan læse god litteratur, som er nem at forstå. Det er ret fedt, fordi man både bliver oplyst, og man er helt med. Men han fremhævede også, hvordan man skal turde læse uforståelig litteratur, og at man ikke skal kræve af sig selv, at man forstår det.

 

Det lyder måske lidt tosset, men faktum er, at livet og mennesket er så kompliceret, at der er nogle oplevelser og tanker, selv dygtige forfattere ikke kan formulere skarpt. Derfor findes der utrolig litteratur, der selv for den trænede læser må erkendes at være næsten volapyk. Men det er okay. Jeg synes, det var sådan et vigtigt råd at have med, for det er noget, jeg personligt først lærte for et par uger siden (bogstaveligt talt), og det har ændret min måde at læse på fuldstændigt. Kort sagt: Læs uforståelig litteratur og hav det okay med, at du ikke forstår det.

 

Om nødvendighed

Leine fik sit gennembrud med at skrive en selvbiografisk roman. Den handlede om nogle af de hårdeste oplevelser i hans liv – samt noget af den tid, han skammede sig mest over. Dette fik ham til at indse nødvendigheden i at skrive noget, der føltes nødvendigt. Noget der har en nerve.

 

Leines råd til, hvordan man skriver fiktion, der har netop dette, er at finde ud af, hvad i ens liv, der har gjort mest ondt, hvad man skammer sig over, og hvad man gemmer for sig selv. Det betyder ikke, at du skal skrive autofiktion. Det handler bare om at finde frem til smertepunktet.

 

Dette betyder naturligvis heller ikke, at du skal have levet et helt sindssygt liv. Alle oplever smerte og drama i deres liv, og det handler om at trække på de øjeblikke, hvor du virkeligt følte noget og oversætte dem til litteratur.

 

Samtidig rådede Leine også forfatterspirerne til dog at leve livet lidt. Det kommer man længst med som forfatter.

 

Apropos autofiktion, så er en del af Leines litteratur blevet omtalt som netop dette. Men det bryder han sig ikke om. Det begreb bør være forbeholdt litterater og ikke forfattere: En forfatter skriver ikke autofiktion, sagde han. En forfatter skriver af nødvendighed.

 

At være forfatter handler altså ikke om at skrive et budskab eller en bestemt genre eller appellere til en bestemt anmelder. At være forfatter handler om at føle en tekst i hele sin krop og være nødsaget til at skrive sin historie.

 

Om det kolde øje

Når Leine skriver sine tekster, bruger han det, han kalder for det kolde øje. Det kolde øje var noget, han tillærte sig dengang, han var sygeplejer. Det bestod af at bevare det kølige overblik, selv når folk var døende og blod sprøjtede ud. På samme måde forsøger han som forfatter at betragte sin historie med ro og objektivitet: Selv når den er på sit mest dramatiske.

 

Han lærte som sygeplejer, at det var vigtigt at balancere nøgternt mellem underdrivelse og overdrivelse, når han skulle beskrive en patients tilstand: Underdrev han for meget, kunne han risikere, at patienten ikke fik den rette behandling, men overdrev han, risikerede han ikke at blive taget ligeså alvorligt en anden gang. Det samme gælder, når man skriver.

 

Det kolde øje handler først og fremmest om at ramme præcist. At nå ind til kernen af, hvad der foregår og udfolde det for læseren med overblik. Dermed ikke sagt, at man ikke kan skrive noget kaotisk.

 

Om en god skriveøvelse

Med udspring i de sidste to punkter, får du her en god, lille skriveøvelse, der skal hjælpe dig med at finde frem til nerven og tonen i dig. Denne skriveøvelse er ikke noget, du behøver vise andre nogensinde, men er kun til for at åbne noget op i dig. Det starter med, at du finder et minde. Det skal ikke bare være hvilket som helst minde. Nej, det skal være det mest smertelige, det ondeste et menneske nogensinde har gjort mod dig. Det værste du har oplevet. Og så skal du skrive om det.

 

Første gang skal du skrive det, som du føler det, med al sin sorg og vrede og grufulde detaljer.

Anden gang skal du skriver det fra ”den onde”s synsvinkel. Du skal forsøge at nuancere handlingen. Måske endda forstå den.

Tredje og sidste gang skal du beskrive hændelsen fuldstændigt nøgternt og objektivt. Du skal ikke bruge metaforer eller alt for mange adjektiver.

 

Når du har skrevet den samme hændelse fra de tre perspektiver, vil du med garanti have opdaget et og andet, om hvordan man balancerer en tekst mellem følelse, objektivitet, nuancering og så videre.

 

Om et farverigt sprog

Dette er et kort punkt, men jeg fornemmede, at det gjorde et stort indtryk på mange af movellisterne til stede, så nu vil jeg bringe det her ligeså.

 

Når man skriver noget intenst, skal man passe på med at bruge med at bruge et storladent og farvestrålende sprog. Det er lidt idéen om at minus-minus giver plus: En dramatisk handling kombineret med et dramatisk sprog udsletter hinanden.

 

Det bedste eksempel stammer nok fra Albert Camus’ roman, Den fremmede, hvis første sætning er: ”I dag døde mor”. Mere simpelt og nøgternt, bliver det næppe og på en eller anden måde, gør de sætningen endnu mere kraftfuld, end hvis romanen var begyndt med en halv sides klagesang.

 

Man skal være opmærksom på, at et farverigt sprog ikke beskriver det beskrevne, men derimod beskriveren.

 

Om magikere og magistre

Det her forholder sig særligt godt til når, man skriver historisk fiktion, men kan egentligt bruges i den meste skrivning. Det er også helt subjektivt, om det her fungerer for en eller ej, men det er bare Leines metode, og jeg syntes, den var spændende og inspirerende at have med.

 

Når han skriver, har han det nemlig som om han har en figur på hver skulder: Den ene er magister, og den anden er magiker. Når han begynder en roman, så har han altid en grundidé om, hvor romanen skal hen (og om den historiske periode, hvis det er en historisk roman), men han forsøger ikke at lade sig begrænse alt for meget, for magikeren skal være fri til at trylle og fortælle sin historie. Så ved hele første gennemskrivning, får magikeren frit slag. Det er her, hvor det narrative flow etableres. Bagefter er det magisterens tur. Magisteren er kritisk og kender fakta. Det er magisterens opgave at sørge for, at det hele hænger sammen og er nogenlunde faktuelt korrekt. Det er her, hvor hele romanen arbejdes igennem igen, og fortællingen nuanceres og strammes til.

 

Om skriverutine

Til sidst fortalte Kim Leine, på efterspørgsel fra en af movellisterne, om sin skriverutine.

 

Han forklarede, hvordan han havde en rimelig rigid arbejdsdisciplin, og at det er vigtigt, hvis man nogensinde vil få skrevet for alvor. For ham er det jo et arbejde, så han kan sætte et kontor og en hel arbejdsdag af til at skrive og læse, men det behøver man ikke at kunne for at indarbejde skemalagt skrivning i sin hverdag. Leines forslag var som følger: I en måned laver du et tidsrum, hvor du skriver hver dag. Det kan være en time til halvanden, hvis det er, hvad du kan nå. Det kan være på alle tider af døgnet, hvor du er frisk og oplagt.

 

Men det handler også om, at få skabt et rum, hvor du har lyst til at skrive. Leine understregede, at det skal være hyggeligt, og man skal slappe af. Han starter hver dag med at sige positive ting til sig selv, mens han løsner op i fingrene og hjernen. I stedet for at presse sig selv med ting som: ”Nu skal jeg bare få skrevet,” eller ”Jeg har kun en time, så nu skal det virkeligt være godt,” fokuserer han på at sige opmuntrende ting til sig selv, for derved at skabe en skrivekultur for sig selv, hvor han er oplagt og positiv.

 

Men det betyder ikke, at man ikke kommer i tvivl og er usikker. Det er nok desværre et vilkår ved at være en dygtig forfatter. Man skal kunne se kritisk på verden og derved også sig selv, og det man skriver.

 

Kim Leine startede oplægget med at sige dette, men jeg vil slutte bloggen med det:

 

At være romanforfatter er at stå op hver morgen og gøre noget, man ikke kan.

 

 

Hvis du også vil opleve en nat i historien og et fantastisk forfatteroplæg, kan du sagtens nå det. Du skal bare deltage i Skriv dig gennem historien. Dit bidrag behøver ikke at være færdigt, og du har til og med mandag, så du kan sagtens nå det! 

Loading ...