Hvordan undgår man at romantisere?

af , torsdag 18. maj, 2017
7 Likes
Hvordan undgår man at romantisere?

Om at skrive om alvorlige emner uden at romantisere noget

Hvad synes du? 

 

Som du måske har set, har vi lige nu gang i en konkurrence inspireret af Døde piger lyver ikke/13 Reasons Why, hvor du kan vinde bogen bag Netflix-serien.

 

I den kontekst lægger vi op til, at du kan skrive om og diskutere nogle i sandhed alvorlige, men vigtige emner, ligesom både bogen og serien gør.

 

Men historien har også være underlagt kritik for at ”romantisere” selvmord. Der er også mange, der har rost den for netop ikke at glamourisere, hverken depression, selvmord, mobning, sexchikane eller seksuelt overgreb, men derimod italesætte det på en seriøs måde i øjenhøjde med teenagere. Der er ikke noget rigtig eller forkert svar på denne front, selvom vi selvfølgeligt synes, at den gør det virkeligt godt – ellers havde vi ikke lavet det til en konkurrence.

 

Men det har i hvert fald inspireret mig til at lave en blog, der netop handler om, hvordan man undgår at romantisere eller glamourisere de alvorlige emner, som Jay Asher tager op i Døde piger lyver ikke, og som I kan tage op i denne konkurrence eller andre historier.

 

Hvad er at ”romantisere”?

Romantisere – eller glamourisere – er kort sagt at få noget til at fremstå (for sig selv eller andre) som smukt, heroisk eller ideelt på en urealistisk måde. Med hjælp Fra Merriam-Webster kan man definere det at romantisere eller glamourisere som at: ”treat as idealized or heroic” eller ”to look upon or depict as glamorous”.

 

Det er altså ikke bare at se det smukke i noget grimt eller finde det bedste i en dårlig situation, men tværtimod at se denne grimme, dårlige eller smertefulde situation som den ideelle eller foretrukne situation.

 

Hvorfor kan det være et problem?

 

Når vi snakker om at romantisere, og hvordan det kan være problematisk, er det virkeligt vigtigt at skelne mellem typer af fiktion. På den ene side har vi Litteratur (ja, med stort L), som er denne her skræmmende, akademiske størrelse, som jeg beskæftiger mig med på studiet, og som bestemt ikke har til opgave at opdrage nogen eller være politisk korrekte. Men så har vi også den anden litteratur (lille l), som vi kan kalde for popfiktion: Det er krimier, kærlighedsromaner, fantasy, Young Adult og alt det andet, der mest er underholdende, men også er en del af den almene kultur og popkulturen.

 

Popfiktionen, især YA, kan have en helt specielt indflydelse på læseren, fordi man netop læser med hjertet og følelserne og ikke hjernen og logikken. Den kan dermed flytte læserens holdninger, følelser og syn på andre mennesker. Derfor kan det være vigtigt, at popfiktionen – og især den til unge, mindre rodfæstet mennesker – er opmærksom på, hvordan den portrætterer visse ting.

 

Hvordan romantiserer YA-romaner?

Mange YA-romaner beskyldes for at romantisere mange diverse emner: Handicap, dødelig sygdom og fysisk sygdom lader dog til at være blandt de mest populære, sammen med ulykkelig/svær kærlighed – og ofte er de jo kombineret.

 

Det er dog vigtigt, synes jeg, ikke blot at hoppe på vognen, der råber ”Du romantiserer X!”, hver gang nogen fortæller en positiv, kærlig eller lignende historie, mens et alvorligt emne behandles. Det handler nemlig ikke om hvad, men hvordan.

 

Her kan det være interessant at kigge på det selvmodsigende forfatterskab, der er John Green (undskyld, jeg altid nævner dig, John).

 

John Green står på begge sider af denne sag: Som person har han på Tumblr, Twitter, Youtube og lignende raset imod romantisering af sygdomme: Fysisk og psykisk. Som forfatter er han gang på gang blevet beskyldt for selv at romantisere. Jeg bestemt ikke, at man kan sige, at han generelt romantiserer noget som helst. Paper Towns var en helt bog imod idealisering af kvinder og en ”fiktionalisering” af andre menneske, mens The Fault in Our Stars bestemt ikke fik kræft til at fremstå som behagelig, glamourøs eller smuk. Men så er der Looking for Alaska…

 

Hvis du elsker Looking for Alaska, må du endeligt ikke blive fornærmet. Det er en spændende bog, som jeg læste i ét stræk, mens jeg burde have skrevet DHO. Men den bruger et (muligt) selvmord som et plot device til at drive romanens mysterium. Alaska forbliver en idé: En mystisk Marilyn Monroe, en karakter, men ikke en person. Al hendes forstyrrede opførsel bliver sporet tilbage til én traumatiserende begivenhed, hvilket er banalt for at sige det mildt.

 

The Fault in Our Stars er anderledes. Den har også sine problemer, det er jeg helt med på, og da jeg aldrig har haft kræft eller været pårørende til en person under 50 med kræft, er jeg helt sikkert ikke den rigtige til at afgøre, om denne roman er problematisk. Men trods hvor meget, den er kritiseret for at være sicklit, der romantiserer at være dødelig syg, så er den grusom i sin portrættering. Og det er nok meget fair, for kræft er en grusom sygdom. Jeg havde aldrig tænkt over, hvordan kræft i hjernen angriber et menneskes personlighed, før jeg læste denne bog. Jeg havde aldrig rigtigt mærket mine egne lunger eller set på dem som noget, der en dag kunne svigte mig. The Fault in Our Stars er romantisk og sød, ja, men den er også kropslig, vel researchet og sindssyg konkret, modsat Looking for Alaska. Hvor psykisk sygdom/traume/selvmord/død bruges som intet andet end et virkemiddel til at drive historien frem i Looking for Alaska, er spørgsmålet om at leve og især at leve med døden et tema The Fault in Our Stars. Det onde/grimme i The Fault in Our Stars er nærværende, konkret og uhyggeligt, hvor det i Looking for Alaska er abstrakt: Alaskas død er en eksplosion, det er flammer og nat, ikke noget uhyggeligt, klaustrofobisk eller nærværende.

 

Hvordan undgår man selv at romantisere?

Så nu er vi nået til the billion dollar question: Hvordan undgår man selv at romantisere? Jeg har nogle bud, men jeg ville elske, hvis I ville bidrage med endnu flere i kommentarerne! Det er nemlig en virkelig stor udfordring.

 

Tema eller virkemiddel?

Det første punkt er meget det, jeg lige diskuterede. Det handler nemlig om at spørge sig selv, om man bruger det alvorlige emne, man skriver om som et tema eller omdrejningspunkt for historien, eller om man bare bruger det som et plot device eller virkemiddel.

 

Er din kvindelige hovedperson f.eks. deprimeret, fordi du gerne vil skrive en dybdegående fortælling om at prøve at elske andre, mens man lider af depression eller bruger du depressionen til at skabe konflikt mellem hende og hendes kærlighedsinteresse?

 

Vag eller konkret?

Det her er endnu et fingerpeg til dig selv, om du skriver om et alvorligt emne, fordi du synes det er et spændende og vigtigt tema, eller fordi du bruger det som et dramatisk virkemiddel til at fange læseren: Det handler nemlig om, du er vag eller konkret om de alvorlige omstændigheder. Hvis du er vag kunne meget nemlig tyde på, at du ikke behandler det alvorlige emne med den seriøsitet, som det fortjener, men mere bare bruger det som en ”nem løsning”.

 

Et eksempel på vaghed kunne være, at din hovedperson bare er ”en psykisk syg pige” a la Alaska, uden du har nogen reel diagnose til eller baggrund for hende og hendes ”sindssygdom”. En konkret behandling af alvorlige emner finder man netop i The Fault in Our Stars, der går i detaljen med og har en enorm forståelse for sine karakterers sygdom.

 

Smuk eller grim?

For at bygge yderligere videre på overstående pointe, så er denne nok noget nær det mest centrale i forhold til at undgå at romantisere, og den er: Død er ikke smukt. Psykisk sygdom er ikke smukt. Fysisk sygdom er ikke smukt. Usunde forhold er ikke smukke. Det er helt fint at have selvskade, psykisk sygdom, død eller noget andet frygteligt med i sin historie, men det er også vigtigt at kende det for, hvad det er.

 

Hele tropen med en smukke, anorektiske pige, der ser sig selv i spejlet og ser en tyk pige er f.eks. overbrugt og færdig. Der er intet smukt ved spiseforstyrrelser, ved fedtet hår, grålig hud eller at være nødt til at få mad gennem en sonde. Der er intet smukt ved selvmord og ved at dø, hvor hele din krop giver op og alt, hvad der var i den, forlader den (ja, jeg snakker om tis, blandt andet). Alvorligt psykisk syge mennesker sidder ikke med perfekt hud, i hvide kjoler og stirrer på månen, mens tårer blidt glider ned af deres kinder. Nej, de snotter udover det hele, lader beskidte tallerkner stå i dagevis uden at vaske dem op og går ikke i bad (altså, ikke alle psykisk syge, men nogle når de har det værst).

 

Det var noget af det, jeg elskede ved Døde piger lyver ikke-serien: SPOILER Selvom selvmordsscenen var skrækkelig (og jeg kiggede væk), så var den præcis så ulækker, uhyggelig og frygtelig, som selvmord er i virkeligheden. I Looking for Alaska sker dødsfaldet netop off-stage, og i All the Bright Places SPOILER er selvmordet ligeledes fremstillet som mystisk, nærmest overnaturligt og romantisk.

 

Idé eller person?

Og sidst men ikke mindst: Dine karakterer bør ikke være stand ins for en sygdom eller et koncept. De bør være karakterer med fortid, drømme, familie og hele molevitten. Så længe dine karakterer ikke er endimensionelle kan det aldrig gå helt galt.

 

Sidst men ikke mindst, tror jeg, det er vigtigt at understrege: Mennesker er smukke. Sorg er ikke.

TL;DR Du kan sagtens have en charmerende, sød, klog, morsom og smuk karakter, der er ødelagt (som alle mennesker kan være), syg eller går igennem en hård tid. Det er bare ikke den hårde tid, der er smuk.

 

Hvad er jeres bedste bud på, hvordan man undgår at romantisere det, der ikke skal romantiseres? Smid en kommentar, og hvis der kommer nogle rigtigt gode bud, deler jeg dem på de sociale medier, de næste par dage! 

Loading ...