AU – skab et alternativt univers!

af , torsdag 27. april, 2017
5 Likes
AU – skab et alternativt univers!

Et dyk ned i en af fanfictions subgenrer

Lær om de forskellige typer AU-fanfiction!

Siden 1960’erne, hvor Star Trek peakede, er fanfiction blevet mere og mere udbredt. Med dens fremgang har genren også udviklet sig enormt meget. Der er kommet flere forskellige typer fanfiction, herunder de såkaldte crossovers, songfics og ikke mindst AU-historier.

I denne blog skal vi dykke ned i AU-undergenren, og hvad det egentlig vil sige at skrive en AU-fanfiction. Helt banalt kan vi starte med at definere begrebet AU, som står for alternate universe (alternativt univers). Det kommer af den kendte multiversteori om, at der findes flere forskellige såkaldte parallelle universer – dvs. at mens vi sidder foran vores computer med en dampende kop te i hånden, kan der i et andet univers sidde en version af os selv, der er helt identisk med den i dette, bortset fra at koppens indhold er kaffe.

Mere specifikt er undergenren udsprunget af en masse ”hvad nu hvis”-øjeblikke, hvor man som forfatter stiller spørgsmålstegn ved, hvad der ville ske, hvis man ændrede en enkelt ting ved det originale fiktionsunivers. Som eksempel kunne man spørge: ”Hvad ville der ske, hvis X person ikke kom ud for Y begivenhed?” Dette afviger altså fra den typiske fanfiction ved, at man frem for at blive i rammerne, som den oprindelige forfatter har sat op, beskæftiger sig med forandringer i karakterernes baggrund, motiver eller omgivelser.

 

Forneden er nogle af de mest udbredte former for AU-fanfiction:

  1. Det, vi oftest støder på her på Movellas, er den, der tager udgangspunkt i en sanger i et univers, hvor han/hun ikke er kendt. Historien udspiller sig således som en helt almindelig fiktionshistorie med den ene undtagelse, at en af karaktererne fx er Justin Bieber eller Harry Styles.
  2. Tv-seriers modsvar på ovenstående AU-fanfiction er den, der er kendetegnet ved, at alle karaktererne optræder, men at den ligeså foregår i et andet univers – altså kan der være tale om et andet miljø eller en helt anden tid. Disse kan findes i billedformat såvel som skrevne.
  3. Den tredje slags AU-fanfiction følger universets begivenheder til punkt og prikke på nær en enkelt begivenhed, hvor forfatteren så vælger at lave noget om for at udforske, hvad der ellers ville være sket. Hvis vi snakker om den kendte kærlighedstragedie Romeo og Julie, kunne man fx skrive om, hvad der var sket, hvis Julie var vågnet op i tide til at stoppe Romeos selvmord.
  4. I forlængelse af typen foroven kan man også oprette en ny karakter og sætte ham/hende ind i alle begivenheder på en måde, hvor plottet stadig følges, men at han/hun således er flettet ind i det hele. Et meget populært eksempel kan igen ses i tv-serien Teen Wolf, hvor flere fans har kreeret karakteren Stella Argent, portrætteret af Selena Gomez.

I dette billede af hometodystopia på Tumblr ser vi karaktererne
fra Teen Wolf i et 1920’er-miljø.

 

 

Hvad skal der så til?

Ikke særlig meget! Først og fremmest bør du identificere, om du har lyst til at kaste dig ud i en fanfiction om kendte mennesker eller en, der tager udgangspunkt i en tv-serie. Vælger du at skrive om en kendt, er det forholdsvis let at komme i gang, og vælger du en tv-serie, kan du tage et kig på nogle af de muligheder, der er foroven.

 

Interesseret i at prøve dine kræfter af med AU? Så hold øje med konkurrencesiden de næste kommende uger!

 

Tak til selenagomesh på Instagram for de superfine billeder til banneret.

Loading ...