Sommer 2016

af , mandag 3. april, 2017
 Sommer 2016

Type your subtitle here

Sommer 2016

2016

 

Vi indsnuser duften af kolonihave, mens vi synker sidste slurk af morgenkaffen. Børnene leger på græsplænen. 

Du fylder bilen for at køre til genbrugspladsen med haveaffaldet og kysser mig farvel. 

 

Alligevel ringer du til mig kort efter. 

 

Hej skat, svarer jeg, men hører kun din gråd. En kold, kroget hånd omslutter mine indvolde og jeg ser billeder af døde børn i kuldsejlede biler. 

 

Min mor er død, råber du gennem gråden. 
Hun har taget sit eget liv.

 

Kort efter pakker vi bilen og pløjer os gennem sommerregnen. Børnene græder på bagsædet og jeg prøver at ringe til alle dem, der skal have besked.

 

 

                        ————

 

 

Det var Pia, der fandt hende. 

 

Der var størknet næseblod på dynen, og hendes hænder og fødder var blå. De halvt opløste panodiler blandede sig med billig pap-vin i det indtørrede opkast. 

 

Undskyld, men jeg kan ikke mere, stod der på sedlen på natbordet med rystet skrift.

Politiet kom hurtigt og indhyllede huset i rød-hvide plast-strimler, mens Pia kastede op i en busk.

Tænkte på alle de gange, hun og hendes fire søskende gik fra bodega til bodega for at finde deres mor.

 

Når moren i aftenens brandert løb op ad trappen og råbte, at det hele kunne være ligemeget, hun ville ikke mere. 

Nej, nej, mor, lad lad være, vi elsker dig, råbte børnene. De løb efter hende og lagde hende i seng, før hun nåede at falde og slå sig.

 

Nætter, hvor sengen flød af tis og bræk. De trak hende ud på badeværelset, vaskede hende og skiftede sengetøjet. Om morgenen lod alle som ingenting. Mor stod tidligt op og hentede morgenbrød. De spiste morgenmad sammen og lignede en helt almindelig familie. 

 

I må ikke se hende, vil I ikke nok lade være, trygler Bentes bror Bjarne , da vi står udenfor kapellet. 

Hun er helt sort, det er pillerne, der har fået hende til at se sådan ud. Det er bedre, I husker hende, som hun var.

Bjarne gemmer hovedet i hænderne og gråden sender krampetrækninger gennem hans krop.

 

Der er køligt inde i kapellet. Vi lægger børnenes tegninger på kisten. 5 børn, 13 børnebørn. Ikke nok til at vælge livet? Jeg opgiver at forstå. Kigger på min mand. Hans store krop ryster af gråd. Det var vist ham, der lagde hende i seng de fleste gange. Han er den ældste af dem alle.

 

Lillesøster Louise lægger sig ind over kisten med sin store baby-mave og hulker stille. 

Hvorfor, mor, græder hun. 

Om 2 måneder kommer babyen, barnebarn nummer 13, som Bente aldrig får at se. Mismodet og tungsindet vandt en torsdag nat, hvor hun tømte glasset med piller og skrev et hurtigt farvel på memo-blokken på natbordet. Vi fik aldrig spurgt hende hvorfor, og nu er det for sent.

 

Pia ankommer sidst af alle til kapellet. Det hvide i hendes øjne er gult. Huden i ansigtet er rød og svampet og hun har blå mærker på armene. Kæresten Peter lægger armen omkring hende. Store, barkede hænder, der vist også kan slå hårdt. Siger de ude i byen. 

 

Præsten fortæller om Bentes mange år som selvstændig frisør. Om succes, hårdt arbejde og lange køer af kunder. Rejserne til Italien for at lære nye trends og teknikker. Rejserne med børnene og børnebørnene.

 

Om aftenen værkede kroppen med gigt efter mange års hårdt arbejde, og flaskerne på natbordet hobede sig op. Om fredagen blev der handlet stort ind og der var altid fest. Lidt for meget fest.

 

Det fortæller præsten ikke om. 

 

“Om lidt bli’r her stille”, synger Kim Larsen, mens kirken bæres ud og køres væk til kremering. Børnebørnene står tæt i en klynge udenfor kapellet og græder stille. 

 

 

                        ————

 

 

Et par uger senere sidder vi igen i bilen med børnene. Min svoger fylder fyrre og vi stopper udenfor min søns lejlighed for at tage ham med til festen. 

 

Den kolde, krogede hånd snører sig atter rundt om min hals. Jeg ringer på døren og banker derefter på, hårdt og længe.

 

Endelig åbnes døren og han kigger ud gennem dørsprækken med rødsprængte øjne og ribben, der stikker faretruende frem under den grå-blege hud. Inde i lejligheden er luften tung, og dynger af snavs, affald, vasketøj, opvask og joints spærrer for sommerlysets vej gennem vinduerne.

 

Jeg har grædt, tryglet og råbt så mange gange før. Det gør jeg ikke mere. Nu krammer jeg bare min voksne søn, der står her foran mig, kun iført underbukser. Jeg krammer ham længe, indtil han giver efter og lægger armene om mig. Hans hulken vandrer op gennem struben og ud til mig.

 

Jeg kan ikke tage med, mor, græder han.
Jeg kan ikke se folk i øjnene, min angst, mit misbrug, mor, jeg har røget det hele væk…

 

Tag med, siger jeg bare. 
Vi elsker dig. Det er bare en familiefest. Ingen spørgsmål. Bare smil og smalltalk. Du skal bare være der.

 

Han slipper mig og kigger længe på mig. 

Ok, så.

Han lader en sweater glide ned over kroppen og trækker et par slidte jeans på. 

 

Der er kolde øl på terrassen og helstegt pattegris på spid.

Dejligt at se dig, råber Palle, min søsters svigerfar, da han ser min søn.
Længe siden! Kan du huske, da du var en lille dreng, der besøgte os og ventede utålmodigt på din slikpose?

Min søn smiler. Den løse sweater dækker næsten hans ribben.

 

2017

Det er blevet forår igen. Min søn og jeg kigger ud over Søerne, mens vi spiser gulerodskage og drikker kaffe på Den Franske Café. Den tynde skelet-dreng har fået runde kinder og drømme om fremtiden. Hans grå-blå øjne smiler. Vi snakker om Beethoven og døden. Men mest om livet. 

 

Er det ok, jeg ryger en smøg, før vi går tilbage til bilen?, spørger han retorisk. 

Ja, svarer jeg med et glimt i øjet. 
Så længe, det kun er tobak. 
Bare rolig, mor, svarer han. 
Aldrig mere. Det andet bliver min død. Nu vil jeg vælge livet.

 

Jeg nikker. Solen spejler sig i Søerne. 

 

En tidlig søndag morgen roede de fem søskende ud på havet og strøede Bentes aske ud over vandet. Bagefter spiste de frokost sammen. Der var ikke flere tårer tilbage dén dag.

 

Ja. Aldrig mere. Jeg kigger på min søn og håber, denne gang er lykkens gang.

Loading ...