Min dag, mit liv, mit sted.

af , lørdag 25. marts, 2017
1 Like
Min dag, mit liv, mit sted.

Min dag, Mit liv, Mit sted

Det er svært sommetider, men jeg kæmper mig stærk hver dag.

Hej alle sammen, og velkommen til:)

Mit navn er Emma, jeg er 20 år gammel og kommer fra en lille sommerby ved navn Gilleleje som ligger på sjælland. 

Det her er mit første blog indlæg nogensinde :) og jeg vil egenlig bare gerne dele lidt af mit liv med jer.

Jeg er født med en autistisk diagnose som jeg fik konstanteret da jeg var 14 år gammel. Jeg blev sat igennem flere tests, og samtaler - og til at starte med jeg faktisk diagnosen "ADD" som en voksen mandlig pyskolog mente var det, det hele handlede om. Min mor var rasende, for intet af det han nævnte om hvordan jeg var, passede overhovede ikke. Da vi var på vej hjem i bilen, var der meget stille. Og jeg var selv meget rystet også fordi at selve situationen havde været hård og ubehagelig for mig- så det første jeg sagde til min mor efter lidt tid var: " Jeg vil aldrig tilbage til den mand igen!"..min mor kiggede på mig og så sagde hun, " Det skal du godt nok heller ikke lille skat!". Noget tid efter fandt vi det her center ved navn "Heimdahl". På "Heimdahl" kom jeg igennem en lille snak, og skulle udfører nogle tests og små lege. Herudfra kom det konklusion fik jeg konstanteret "Aspergers Syndrom". Det slog mig som et chok, både fordi jeg var så utryg ved sitauationen om at være anderledes, det var egenlig min største frygt, og jeg var også anset som underlig og anderledes i min skole. Jeg blev holdt udenfor, og mobbet dte meste af min skolegang, og havde derfor også meget svært ved at holde af mig selv, og føle at jeg passede ind. Ingen gad mig helt og jeg var egenlig bare den stille pige der sad henne i hjørnet i sin egen verden, og så på mens de andre hyggede sig. 

De første flere uger og måneder ville jeg egenlig ikke snakke om det, jeg vil endda slet ikke høre om det, jeg stirrede bare ud i luften og prøvede at lukke alt ude min mor prøvede at fortælle mig. Jeg gjorde den process meget svær for mig selv, men også for min familie. Når jeg sidder og tænker tilbage idag, så tænker jeg meget på hvor brag en kamp de har kæmpet for at hjælpe og støtte mig. 

Idag er jeg som sagt 20 år, og jeg har opnået så sindsygt meget siden jeg var de små 14 år. 

Da jeg var 16 år flyttede jeg på efterskole i Vordingborg, hvor jeg allerede udviklede mig helt igennem fantastisk. Jeg lærte at få venner, som faktisk gerne ville mig og som accepterede mig. Jeg fik min allerførste kæreste, som var en af de største ting, og som jeg aldrig vil glemme. Ens første kærlighed er noget man aldrig glemmer. Jeg udfrodrede mine grænser og blev stærkere. 

Jeg strækker mine grænser hver eneste dag, og det gør mig stærkere end nogensinde før. 

Idag er jeg 20 år, og jeg kæmper stadig- for at være ærlig har jeg faktisk svært ved at huske hvordan jeg var som person da jeg var 14-16 år gammel... dem der husker mig bedst fra dengang er min familie. Jeg bøvler stadig med ting og sager- og forhelvede mand LIFE REALLY SUCKS SOMETIMES!! Jeg hader det virkelig engang imellem, jeg kan sidde og drømme mig langt væk til tider og ville ønske at jeg bare kunne alt hvad alle andre kunne, men det KAN jeg bare ikke- og så kan jeg godt blive trist engang imellem. Men samtidig tænker jeg lidt at, så er der så mange andre ting jeg er god til, og som andre måske ikke kan. Jeg har fordele og ulemper- det har alle mennesker i deres liv-- det der er med os autister er bare at vores føelser og vores kampe er stærkere end andres... de er fordoblet !! så meget mere fordoblet end man lige går og tror !!.. vi er ET stort vrag af føelser og kampe!!! Vi er dem som ikke kan give slip når det kommer til kærlighed, vi er dem som taler og taler uden at kunne stoppe, vi er dem der kan se detaljer i ALT og alle, vi er dem som er fandens følsomme, og vi er dem som husker ting som ingen andre kan huske, og har glemt for længst. Vi er DET KREATIVE SIND. 

 

Ingen er ens, men jeg spejler mig i de fleste mennesker. Jeg spejler mig i det smukke. Jeg samler på smukke ting, jeg samler på smukke mennesker, og det smukke i dem. Jeg kæmper for mit liv, og jeg kæmper for den person jeg er. Jeg har gået det meste af mit liv, uden helt at vide hvem jeg var. Hvordan jeg var som menneske, og hvordan jeg kunne finde frem til mig selv. Og jeg føler endelig at jeg har fundet frem til den virkelige mig. Hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil finde mig i, og hvad jeg ikke vil.

Hver dag for mig er en kamp, men det er også et nyt kapitel til et nyt eventyr. En ny tid, en ny dag. Hvis noget er svært for mig spørger jeg mig selv: " Hvordan kan jeg komme i gennem det sværre, når det ser allermest sort ud?" -

det jeg gør er at jeg trækker vejret dybt og så siger jeg :" Det er de små skridt der tæller. jo flere små skridt du tager, jo større skridt kan du tage med tiden".... og sådan er det med alt...

vi skal øve os på de ting der er sværre for os... jo mere man øver sig jo bedre bliver man til det :) 

det er min livs filosofi :) 

 

så hvor svært du end syntes det er, så skal du nok komme igennem det lige meget hvad. Du vil altid nå lyset på den anden side af tunnellen.

 

og hvis ikke du tror på dig selv- så skal du vide at JEG tror på dig.. for jeg ved du kan klare det.

DU KAN ALT !

 

Emma-

 

ps: hvis i vil læse mere om mig, så har min mor "Inger Petersen" skrevet en bog om mig. Bogen hedder "EMMA- et pigeliv med apserger syndrom"

den står lige nu til 89 kr.

 

Loading ...