Plot twist!

af , torsdag 9. marts, 2017
11 Likes
Plot twist!

Kunsten at tage røven på sin læser

Hvordan ser et vellykket plot twist ud? 

 

 

En dag, om cirka 40 år, vil lægeverden se på vores generation og undre sig. Hvordan kan så mange ellers raske 50-60-årige have hjerter som en 100-årig? De vil ikke forstå, hvor denne slidt-hjerte-epidemi kommer fra! Og så vil vi pege på årene 2016 og 2017, og så vil alt give mening. Disse var årene for den ene chok-afslutning efter den anden. Først var der Brexit, så Trump, så Superbowl LI og sidst men ikke mindst: Og sidste søndag var der det mest uventede plot twist af dem alle:

 

 

Disse virkelighedens plot twists fik mig til at tænke på fiktionens. I virkeligheden, når vi er blevet chokerede over et udfald er noget af det første, vi gør, at prøve at finde en forklaring eller efterrationalisere. Og tit giver virkelighedens udfald også mening i retrospekt.


Det samme gør vi, når morderen på sidste side, viser sig at være den sidste vi havde forventet. Vi bladrer chokeret tilbage og leder efter alle de tegn, vi havde overset! Hvis plot twistet var godt, vil vi gå fra bogen (eller filmen) med en god følelse: En slags lettet og overrasket udrensende følelse. Et godt plot twist kan være en katharsisk oplevelse, hvorfor de fungerer så godt. Men hvad er et plot twist? Hvad er et godt plot twist? Og hvad skal man passe på med? Det vil vi berøre lidt i dag, når vi snakker om, hvordan man udfører et vellykket plot twist.

                                         

Hvad er et plot twist?

Men hvad er et plot twist? Oxford Dictionary of English, beskriver det som: “an unexpected development in a book, film, television programme, etc.” (Ed. Angus Stevenson. “plot twist”. Oxford Dictionary of English). Det er altså meget lige hen af landevejen: Når plottet i et narrativ bliver twistet.

 

Der er mange fordele ved plot twists: De kan, som sagt, føles udrensende – katharsiske – de er underholdende, de kan medvirke til at skabe buzz for et narrativt værk og det kan være en enorm interessant måde at skabe struktur på en historie eller samle alle løse tråde.

 

Men der kan også være visse udfordringer ved at skrive et vellykket plot twist. Et værk der afhænger for meget af chok-effekten ved sit plot twist kan måske føles tomt, for de som regner det ud på forhånd, og det handler om at holde tungen lige i munden, når man skriver et plot twist, hvor det er nemt at gå galt i byen og have en historie fuld af plot-huller, uforløste plots og løse ender.

 

Hvad er den største udfordring, når man skriver et plot twist?

Da jeg loyalt fulgte med i tv-serien Westworld dette efterår, var en stor del af oplevelsen for mig at følge med på det sociale medium, reddit, hvor jeg læste teorier og gættede med på, hvad der mon ville ske. Westworlds første sæson var fuld af fantastiske plot twists, men brugerne på reddit var så skarpe, at vi var mange, der havde set dem på kilometers afstand efter at have regnet dem ud i en fælles indsats. Overalt på internettet dukkede artikler op med overskrifter som The Internet Has Ruined Westworld og lignende. Overalt på Westworld-subredditet erklærede brugere at fra næste sæson ville de ikke følge med længere, for plot twistene var blevet ødelagt for dem. Mange spekulerede i, om dette mon ville blive et problem for TV i fremtiden: Er der overhovedet noget sjov ved en tv-serie, hvis folk kan regne plottet ud?

 

Hvad er min pointe med denne lille anekdote? Det er at fremhæve, noget jeg ville betegne som en af de største misforståelser i forhold til plot twists. Nemlig, at man ikke må se dem komme. Det er skønt med et plot twist, man slet ikke havde tænkt over, der virkeligt overrasker én, men det er også enormt farligt at hive et element ind helt udefra sidelinjen. Der er sjældent noget tilfredsstillende over at få svaret på noget, man ikke engang synes var et spørgsmål. Og det er decideret utilfredsstillende, når tv-serier, bøger og film skriver sig ind i et mysterium, de ikke kan skrive sig ud af. Her tænker jeg på tv-serier som Lost eller Pretty Little Liars, der er meget forskellige serier, men begge to endte et sted, hvor de hellere ville undre og overraske end have en sammenhængende historie, der giver mening for publikummet. Det bør efter min mening altså ikke være forfatterens største bekymring, hvorvidt deres plot twist kan regnes ud af skarpe læsere, men derimod om den giver mening. Det er vigtigt, som forfatter, at tage røven på sine læsere og så at røvrende dem. (Pretty Little Liars SPOILERS (sæson 6)) Da det afsløres, at Cece Drake i Pretty Little Liars skulle være Charles, som er A, er det f.eks. enormt overraskende, og noget de færreste seere, nok havde set komme: Men det er ikke fordi, det er et godt plot twist. Det er fordi, det ikke giver nogen mening og er en stor langefinger til seerne, der på det tidspunkt havde fulgt serien i seks år.

 

Én ting er at overraske og chokere første gang seeren/læseren ser serien eller filmen eller læser bogen. En anden ting er at skabe en historie med rewatch value. Altså en historie, der også er noget værd anden gang, man læser eller ser den. En film som The Sixth Sense er skøn første gang, man ser den, men anden gang, (SPOILER) hvor man ved at Bruce Willis var død hele tiden, er det endnu bedre, for man lægger mærke til alle tegnene undervejs, og ser hvordan historien går så imponerende op.

 

Foreshadowing

Jeg har allerede været lidt inde på det, men nu vil jeg gå mere i dybden med det. Nemlig foreshadowing. Foreshadowing er groft skåret op, at teksten på den ene eller den anden måde lægger op til handlingen. Foreshadowing kan gøres med eksplicit for f.eks. at vise læseren, at noget dramatisk skal til at ske, men det kan også være små hints om historiens udfald eller senere forløb, man måske sjældent lægger mærke til.

 

Foreshadowing er meget centralt i et vellykket plot twist. Foreshadowing sikrer nemlig, at læseren set i retrospekt godt kan fornemme, hvor plot twistet er kommet fra, og det får det til at føles som om, det hele tiden har eksisteret i teksten, lige under overfladen. For at bruge The Sixth Sense igen, kan man f.eks. kalde det foreshadowing, når Bruce Willis’ karakter taler til sin kone, og er frustreret over, at hun ikke svarer. I slutningen af filmen, finder vi nemlig ud af, at hun ikke kan høre ham, fordi han er i virkeligheden er død.

 

To døre

Når du skriver en historie, der indeholder et plot twist, er det vigtigt, at du selv er afklaret med, hvilken type historie, du skriver og sørger for at din foreshadowing afspejler dette. Du kan enten skrive en historie, med et eksplicit mysterium, som du gerne vil have læseren til at gætte med på, eller du kan skrive en historie, hvor læseren ikke nødvendigvis er bevidst om, at der er et plot at twiste – so to speak. De fleste krimier og mysterier hører med til første type. I en klassisk whodunnit bliver du introduceret for en forbrydelse og så en række mistænkte. At afsløre en morder er ikke i sig selv et plot twist, da det er, hvad man måtte forvente af et mordmysterium. Men film som (SPOILERS) Usual Suspects og Se7en (Kevin Spacey, heyo!) er klassiske eksempler på, at man sagtens kan dreje historien i en uventet retning. I historier, hvor læseren er beredt på et mysterium er det vigtigt at efterlade brødkrummer under hele fortællingen, ligesom det er nødvendigt at samle eventuelle løse tråde og sørge for, at det der hurtigt kan blive et kompliceret mysterium giver mening i sidste ende. Hvilker ikke engang The Usual Suspects kan leve helt op til. I den anden type er plot twists som det i The Sixth Sense, hvis egentlige plot twist ikke er noget, læseren/seeren vidste overhovedet var et mysterium, før det afsløres. Her er det særligt vigtigt at være opmærksom på at huske læseren på plottet uden at afsløre for meget. I The Sixth Sense er det f.eks. når Bruce Willis’ karakter taler til sin kone, og tror hun er sur på ham, når hun ikke svarer ham.

 

Jeg vil nu komme med to yderligere eksempler fra lidt nyere popkultur, der begge udfoldede sig inden for det sidste år, og er nogle af de mest veludførte plot twists, jeg længe har set. Der kommer her kæmpe spoilers fra Game of Thrones og Westworld, så hvis I ikke har set dem, så spring videre til næste afsnit efter dette:

 

Godt. Nu skal der nemlig snakkes døre. Westworld er en meget eksplicit mystisk serie. Lige fra starten af, bliver vi gjort opmærksom på det faktum at kameraet, karaktererne og alt i denne verden er løgn, vrangbilleder og forestilling. At det vi ser ikke nødvendigvis er sandheden, passer ikke bare godt ind i universet, fordi serien lægger så stor vægt på, at du ikke kan stole på det, du ser: Det er også en del af karakterernes oplevelse. Ingen i firmaet, Delos, kan stole på hinanden, robotterne lever i en verden, som de ikke ved er løgn og gæsterne betaler for de her hyper-realistiske skuespil. Der er mange lag af mysterier: Både fra flere tidslinjer til konspirationer til upålidelige fortællere. Hvert øjeblik på skærmen er et lille hint til den store historie og intet er tilfældigt. Selv når Theresa (der ikke ved, at Bernard er en robot), drillende kommenterer at han kommunikerer som parkens ”hosts”, er det foreshadowing for seernes skyld. Så når Theresa og Bernard er i Fords hemmelige hus, og Theresa ser døren, der leder ned til hans hemmelige værksted, som Bernard ikke må se, og Bernard svarer Theresa med: ”What door?” ville det måske ikke være et helt så afslørende øjeblik, hvis man ikke til nogen grad, havde set den komme. At plot twistet kan afsløres så elegant og underspillet, er det fordi, at foreshadowingen har været overordentligt grundig, og at historien desuden har tydeliggjort for sit publikum, at de skal gætte med. I Game of Thrones (og A Song of Ice and Fire) er vi udemærket bekendte med Hodor. Tidligt i serien og bøgerne introduceres han og hurtigt fastslås det, at han ikke kan sige andet end ”Hodor”, hvorfor han kaldes Hodor. Han kan sagtens forstå andres tale, men kan altså ikke selv respondere med andet. Seeren og læseren affejer hans manglende kommunikationsevne som et biprodukt af det mentale handicap, der gives udtryk for, at han har, og man tænker ikke nærmere over, hvor det kan være kommet fra. Alligevel er det en tydelig og markant karakteristik, som der er nem at huske. Det vil sige, det gjorde man ikke, indtil den seneste sæson introducerede flashbacks, hvor vi ser en ung Hodor – eller Wyllis, som han egentlig hedder – men her er han helt normal og kan kommunikere som alle andre. Man undrer sig over, hvad der mon er sket: Men ingen havde forestillet sig det, som det endte med at være. Jeg vil ikke bruge lang tid på at beskrive den hjerteskærende ”Hold the door”-scene, for du burde ikke have læst hertil, hvis du ikke allerede har set den. Vi har altså en meget langsom og meget underspillet optakt, hvor ikke mange brikker bliver givet til puslespillet. Men det ene, ordet, vi får fra starten er så stærkt i sidste ende, at det bliver den perfekte, røde tråd.

 

Upålidelig fortæller

Jeg nævnte kort den upålidelige fortæller – eller på engelsk, hvorfra udtrykket stammer, unreliable narrator – i overstående afsnit, men nu vil jeg komme lidt nærmere ind på, hvad den kan. En upålidelig fortæller er ofte central for at lave en historie med et velfungerende plot twist – især hvis din historie i forvejen er et mysterium eller på en anden måde fortæller læseren, at den har en gåde, som læseren skal løse. Hvis læseren ikke er opmærksom på dette, kan man for det meste slippe afsted med ret meget, men i krimier, mysterier, thrillers og den slags, gør man både på film og i bøger ofte brug af den upålidelige fortæller, som en undskyldning for at forvirre læseren/seeren eller for direkte at lyve for dem.

 

En upålidelig fortæller gør det nemmere, men det betyder bestemt ikke, at det ikke også kan være et enormt fedt virkemiddel. Meget af det jeg har nævnt i dag, gør faktisk brug af en upålidelig fortæller: I The Sixth Sense ser vi Bruce Willis som en del af den fysisk verden, selvom det kun er ham, og den lille dreng, der kan se ham, og får os dermed til at tro at alle kan se ham. Westworld gør ligeledes brug af subjektive virkelighedsopfattelser til at forvirre og snyde seeren, mens The Usual Suspects primær er en upålidelig fortællers historie.

 

Det er enormt vigtigt, når man skriver en upålidelig fortæller, at man gør læseren opmærksom på, at denne fortæller er upålidelig. Dette kan gøres på mange måder: Måske er karakteren ustabil eller træt som i Fight Club eller måske er karakteren diagnosticeret med en psykisk lidelse, der ville kunne forklare irrationel adfærd eller virkelighedsfjern opfattelse af sit liv.

 

Det er vigtigt i tilfælde med en upålidelig fortæller, at du ikke direkte lyver for læseren eller bruger unødigt lang tid på et plot eller et biplot, der viser sig at være fuldstændig irrelevant. Som jeg sagde før, så vil du beholde en del af historiens rewatch value, og den mister du hvis plot twistet i forbindelse med den upålidelige fortæller gør hele dele af historien irrelevant. Jeg vil nu bruge to eksempler: Mr. Robot og Gone Girl. Læs ikke de næste to afsnit, hvis du ikke vil spoiles i første sæson af Mr. Robot eller Gone Girl.

 

I Mr. Robot lider hovedpersonen, Elliot, af diverse psykiske sygdomme. Det afsløres allerede i første afsnit. Seeren tages med som en slags fantasiven til hvem, han fortæller sit liv og sine oplevelser: Således ved vi også som seer, at størstedelen af serien fortælles fra Elliots subjektive synsvinkel, og at denne ikke altid kan skelne fantasi og virkelighed. Vi ser desuden også hurtigt, at han har et stofmisbrug. Desuden introduceres historien om Elliots far, der skubber ham ud af et vindue tidligt og spejles ligeledes da ”Mr. Robot” ”skubber” Elliot ned fra en væg – foreshadowing. Det giver derfor logisk mening, da Mr. Robot afsløres som et fragment af Elliots fantasi, og desuden hans far, fordi vi gennem forskellige oplysninger kan se, hvor det kommer fra. Desuden bruges Mr. Robot til at fortælle os noget om Elliot: At han kan hade sig selv, at han er sentimental, at han kan være aggressiv og radikal, der giver historien og karakteren dybde.

 

Og nu bliver jeg måske lidt kontroversiel: For modsat ville jeg mene, det er i Gone Girl. Gennem en række dagbogsindlæg (en lang række), lærer vi Amy at kende. Disse dagbogsindlæg handler langt hen af vejen om alt andet end mysteriet for dagen: Det handler om forhold til familie og forældre, om parforhold, jalousi, mænd og kvinder, tilgivelse, venner, vrede og så videre. Da det til sidst viser sig, at dagbogsindlæggene var fabrikerede af Amy for at sætte sin mand op til at tage faldet for sin forsvinden, føler man, at man har spildt sin tid. Jeg ved godt, det var en enormt populær bog, og mange vil være uenige, og jeg er derfor åben for, at der bare er noget, jeg ikke har forstået. Men jeg kunne lige pludselig ikke se pointen med halvdelen af det, jeg havde læst. Det sagde intet. Udbyggede intet. Det var intet andet end forfatterens mulighed for at pege på læseren, grinende og sige: ”Haha! Der fik jeg dig!”, og det kan vel nok være underholdende i sig selv, men hvis en bog, et plot twist og en upålidelig fortæller ikke giver mig mere end det, så synes jeg personligt, at det er lidt spild af tid.

 

Så hvad er vigtigt?

Hvad er vigtigt, når man skriver et plot twist? Det er for det første vigtigt, at du skriver et plot twist for historiens skyld og ikke bare for twistet. Selvom et plot twist kan have en forløsende effekt på læseren, er det kun virkeligt tilfredsstillende, hvis det gør historien bedre, dybere eller mere meningsfuld, ligesom at historien skal indeholde tegn på plot twistet op til gennem foreshadowing. For at udføre plot twistet, kan du benytte dig af en upålidelig fortæller, men husk – som altid, når man arbejder med plot twist – at udføre det gennemtænkt og ikke blot chokere for chokkets skyld.

 

Hver opmærksom på at bevare en rød tråd og samle alle løse tråde. Det er vigtigt, at dit plot twist holder 100%, og du ikke efterlader historien fuld af plothuller!

 

Og sådan nåede vi en smule rundt om plot twists! Hvad tænker I? Kan I lide plot twists? Har I et godt fif til at skrive dem? Hvad er det bedste plot twist, I kan komme på?

Loading ...