Katharsis

af , torsdag 23. februar, 2017
11 Likes
Katharsis

Om kunstens evne til at rense sindet

Et kontroversielt begreb

 

Jeg har været syg i det, der føles som for evigt nu. I omkring en måned har min temperatur feset op og ned, og jeg har i dagevis af gangen været fanget i min seng. Det betyder to ting for dagens blogindlæg:

1. Det bliver kort.

2. Det inspirerede mig til emnet: Katharsis.

 

Når jeg sådan er fanget i min seng, og jeg ser vasketøjet, opvasken, lektierne og arbejdet vokse og vokse til det næsten er uoverskueligt at blive rask igen og gå i gang med det hele, bliver jeg nemlig ret nede. Er der noget værre end at ligge og kede sig i sin seng, uden noget at se, mens man ved, at man har en masse at lave… Okay, ja, det er der nok, men derfor er det stadig nederen.

 

Så i går aftes besluttede jeg mig for, at jeg ville løfte mit humør lidt ved at læse en bog. En hyggelig bog. En feel good-bog. Og jeg tænkte: Hey! Hvad er psykologien eller kunsten eller videnskaben egentligt bag feel good-historier? Well, det er ikke sådan lige til at finde ud af, kan jeg godt fortælle jer.

 

Men som kom jeg til at tænke på et andet begreb. Noget der måske kan forklare, hvorfor vi mennesker er så tiltrukket af fiktionen – særligt den tragiske. Nemlig katharsis.

 

Aristoteles, Poetik og begrebets introduktion

Den første til at introducere begrebet var den græske filosof, Aristoteles. Aristoteles var en vigtig mand for filosofien og videnskaben generelt: Han er for eksempel hjernen bag idéen om de deduktive-induktive metoder, samt retorikkens tre appelformer: etos, logos og patos. I skriftet Poetik (også kendt som Poetikken og Om digtekunsten) beskrives han dog tragedien – den græske. I dette skrift bruger han begrebet, katharsis. I kapitel 6 beskriver han katharsis som følger:

 

”Tragedien er altså en afbildning af en alvorlig og sig afsluttet handling af et vist omfang […], og som ved at vække medlidenhed og frygt fuldbyrder renselsen (katharsis) af den slags følelser.”

(Aristoteles. Poetik. ”Kapitel 6” overs. Poul Helms)

 

Nærmere bliver det altså ikke defineret, hvilket da også har ført til en del uenighed om begrebets egentlige betydning gennem historien. Men overordnet set må det forstås som, at tilskueren af den græske tragedie, gennem iagttagelse af stykkets konflikt, drama og følelser, selv oplever en psykisk renselsesproces fra netop de tragiske følelser tilskueren ser på scenen.

 

Psykoanalyse og kontrovers

Sidenhen er begrebet brugt, udnyttet og fortolket til at passe ind i en masse litteraturteoretiske forståelser og bølger, hvorfor begrebets definition må forstås en smule diffust. Aristoteles’ egentlige mening med begrebet er sandsynligvis noget, vi aldrig helt præcis vil vide, da han er rimelig død, og ambivalensen omkring begrebet stadig eksisterer trods hundredvis af afhandlinger på området.

 

Som så mange andre græske termer, ord og begreber, tog psykoanalysens fader, Sigmund Freud, desuden også katharsis-begrebet til sig, der i den psykoanalytiske kontekst er at ”befri sig for forstyrrende komplekser ved afreagering” (Sven Brüel. Gyldendals fremmedordbog) – kort sagt: At afreagere for at slippe for negative følelser.

 

Så vi skal altså ikke kigge på alle de forskellige fortolkninger af begrebet eller på akademisk vis prøve at vurdere, hvilken fortolkning er den rigtige. Derimod skal vi se lidt på, hvordan vi kan betragte begrebet i en kontekst, der gør, at vi forstår litteratur bedre: Både det vi selv skriver, og det vi læser. Jeg vil derfor heller ikke love, at resten af dette blogindlæg er 100% akademisk eller fagligt korrekt (eller forsvarligt), men skal mere ses som min Movellas-fortolkning af begrebet.

 

Hvad kan vi bruge katharsis til?

For at forstå, hvad vi kan bruge idéen om katharsis til, kan det være brugbart at se på katharsis i sin mere dagligdagsforståelse (fremfor en stringent, faglig forståelse). Merriam-Webster’s Encyclopedia of Literature, for eksempel, beskriver katharsis som: ”The purification or purgation of the emotions […] through art”. Altså kan vi se på katharsis-begrebet, som en general beskrivelse af den renselsesproces, man kan opleve mentalt i mødet med hvilken som helst bog, kunstværk, film, musikstykke og så videre, uanset om følelsen man oplevede i mødet var negativ eller positiv.

 

Når den franske filosof, Julia Kristeva, i sin bog Sort sol: Depression og melankoli, beskriver den franske forfatterinde, Marguerite Duras’ forfatterskab som et ikke-katharsisk forfatterskab, bunder hendes pointe heller ikke så meget i Duras’ generelt tragiske fortællinger, men mere i deres uforløste karakter. Kristeva ser nemlig meget af litteraturen, der blev skrevet i kølvandet på det 20. århundredes to verdenskrige som værende ikke-katharsisk: Uforløst. Dette ser vi i de mange åbne slutninger. Vi ser det som sagt i Duras. Vi ser det også tit i post-moderne litteratur som Helle Helle. Ja, selv i Haruki Murakami. Den der underlige, uforløste stemning, som mange af de mere ”finkulturelle” eller ”kunstneriske” bøger ender i er nemlig typisk u-katharsiske.  Et meget aktuelt eksempel kunne tilmed være den Oscar-nominerede film, Manchester By the Sea.

 

Så deraf kan vi altså konkludere, at katharsis ikke er et kvalitetskrav til nutidens litteratur. Men derfor er det stadig et interessant fænomen at have i bagtankerne.

 

Som psykologisk reaktion kan det forklare, hvorfor vi ser The Notebook, Romeo + Juliet, Moulin Rouge! eller The Fault in Our Stars gang på gang, selvom de næppe er opløftende: De opfører sig netop som ”de skal”, og selvom udfaldet af hver fortællings konflikt er negativt eller en smule trist i overnævnte tilfælde, så er de stadig forventelige og forløsende. De konkludere noget: I (SPOILER) The Notebook får Noah og Ally hinanden, i Romeo + Juliet advares vi tidligt, at ”These violent delights have violent ends”, i Moulin Rouge! forenes Christian og Santine i et brag af en romantisk finale, der ender med at Santine dør i armene på Christian, hvor hun inspirerer ham til at fortælle deres historie: Hvilket på forløsende vis, viser sig at være rammen på hele filmen. I The Fault in Our Stars, benyttes de to unge menneskers tragedie til, at de sammen med læseren/seeren opnår en hvis tilfredshed med livet: Selv når det ”bare” er normalt og middelmådigt.

 

Vi kan altså bruge tragiske (og komedier) fortællinger til at komme i kontakt med følelser som sorg, frygt, selvmedlidenhed og tomhed, der ellers kan være svære at behandle. Gennem at bruge vores empati for de fiktive karakterer køres vi igennem følelser, vi har behov for at føle, men på en distanceret måde, hvor vi kan fralægge også følelserne (til nogen grad), når vi lukker bogen eller forlader biografsalen.

 

Men ikke nok med det: Fordi katharsis netop indfrier nogle forventninger, vi har til fortællingen (for eksempel, en romantisk komedie ender godt, Romeo og Julie ender tragisk, et forgreb har et udfald og så videre), skaber det en behagelig illusion om, at livet til nogen grad rummer orden og er forudsigeligt.  

 

Så det var dagens sygdomsramte blog. Lærte I noget nyt? Hvad er jeres tanker om katharsis, og hvem synes I skal vinde Oscar’en for bedste film? Indtil videre er min favorit klart La La Land.

 

TL;DR: Katharsis er et gammelt græsk begreb introduceret af Aristoteles, der beskriver en renselsesproces i mødet med et tragisk drama. Det er et omdiskuteret begreb. I daglig tale kan man bruge det til generelt at beskrive den renselsesproces man kan opleve i mødet med kunst, når det har forløsende kvaliteter. John Green skal nævnes i alle mine blog-indlæg, åbenbart. Jeg elsker virkeligt Oscar-uddelingen vil finde en måde at flette det ind i hvad som helst selvom det kun er meget lidt relevant for katharsis-begrebet. Go La La Land!

 

Kilder:

The Fault in Our Stars. John Green.

The Fault in Our Stars. instr. Josh Boone.

Gyldendals fremmedordbog. “Katarsis”. Sven Brüel.

Manchester by the Sea. instr. Kenneth Lonergan.

Merriam-Webster’s Encyclopedia of Literature. “Catharsis”

Moulin Rouge! instr. Baz Luhrmann.

Norwegian Wood. Haruki Murakmi.

The Notebook. instr. Nick Cassavetes.

The Oxford Dictionary of Literary Terms (4 ed.). “cartharsis”. Ed. Chris Baldick.

Poetik. “Kapitel 6”. Aristoteles. Overs. Poul Helms.

Poetik. “Efterskrift ved Judy Gammelgaard”. Judy Gammelgaard.

Romeo + Juliet. instr. Baz Luhrmann

Rødby-Puttgarden. Helle Helle.

Sort sort: Depression og melankoli.”VIII. Smertens sykdom: Duras”. Julia Kristeva.

 

Loading ...