Manic-(Depressive) Pixie Dream Girl

af , torsdag 9. februar, 2017
8 Likes
Manic-(Depressive) Pixie Dream Girl

Hvem, hvad, hvorfor?

De maniske og de maniodepressive fe-drømme-piger

 

På tirsdag er det Valentines dag, og det betyder blomster, biografture, og alle andre tænkelige måder, man kan fejre kapitalismen kærligheden. Det betyder også, at København er så yndigt pyntet med Fifty Shades of Grey-plakater, hvor end man kigger hen. Men vigtigste af alt betyder det, at Movellas har to spændende konkurrencer i gang dedikeret til kærligheden. En om shipping og en om den mørke, destruktive kærlighed. Så der skulle gerne være noget for enhver smag.

 

Men derfor ville jeg selvfølgelig gerne skrive lidt om kærlighed også… Eller skrive lidt om, hvordan folk skriver om kærlighed. Og det er utroligt svært at vælge, for kærlighed er sådan et bredt, kompliceret og sammenvævet emne, at det er næsten umuligt at vælge et emne, som man kan nå nogenlunde omkring på ét sølle blogindlæg.

 

Men så tænkte jeg på min største pet-peeve i romance-litteratur. Det er det, jeg vil vælge at kalde den Manic-Depressive Pixie Dream Girl. Men før jeg kan forklare, hvem hun er, må jeg hellere forklare, hvad den Manic Pixie Dream Girl er, og hvordan man kan se spor af hende i hele litteraturhistorien.

 

Et (meget kort) litteraturhistorisk perspektiv

Lad os starte med kort at opridse det litteraturhistoriske aspekt. I mange hundreder havde kvinder stort set ikke en stemme i kunsten: Der var få undtagelser i billedkunsten og endnu færre i litteraturen. Derfor er kvinden, som vi ser hende i skriftlige levn på til det 20. århundrede stort set udelukkende en mandlig fantasi (undtagelser inkluderer selvfølgelig Jane Austen, Brontë-søstrene, Emily Dickenson samt andre).

 

Dette er særligt tydeligt hos middelalderens italienske digtere, der for alvor startede en tradition, der skulle vare flere hundrede år, hvor kvinden idealiseres til en sådan grad, at hun fratages sin person. Kvinden er et ideal eller et symbol, der i den forelskede fortæller eller digters øjne er perfekt. Hun kan være motivation for forbedring i mandens person (som i Dantes guddommelige komedie) eller årsag til stor sorg (som i Petrarcas sonetter eller Goethes Den unge Werthers lidelser), men uanset hvad, er hun kun til for at være mandens spejl. En person, der giver anledning for digteren til at undersøge sit eget følelsesliv.

 

Hele idéen om den idealiserede kvinde som et litterært virkemiddel er altså ikke noget nyt. Men det bliver først for alvor italesat i popkulturen med den amerikanske skribent og filmkritiker, Nathan Rabin.

 

Starten på The Manic Pixie Dream Girl

Det hele startede som sagt med Nathan Rabin. I 2007 skrev han et essay om filmen, Elizabethtown, en romantisk drama/komediefilm med Orlando Bloom og Kirsten Dunst i hovedrollerne. I løbet af essay’et kritiserede han Dunsts rolle (Elizabeth) for at være en filmtrope af en karakter. Den trope kaldte han en Manic Pixie Dream Girl. Han forklarede det således:

 

“Dunst embodies a character type I like to call The Manic Pixie Dream Girl (see Natalie Portman in Garden State for another prime example). The Manic Pixie Dream Girl exists solely in the fevered imaginations of sensitive writer-directors to teach broodingly soulful young men to embrace life and its infinite mysteries and adventures. The Manic Pixie Dream Girl is an all-or-nothing-proposition. Audiences either want to marry her instantly (despite The Manic Pixie Dream Girl being, you know, a fictional character) or they want to commit grievous bodily harm against them and their immediate family. As for me, well, let's just say I'm not going to propose to Dunst's psychotically chipper waitress in the sky any time soon.”

(Rabin, “The Bataan Death March of Whimsy Case File #1: Elizabethtown”, My Year of Flops. AVclub.com.)

 

Kort sagt: Rabin beskriver The Manic Pixie Dream Girl som en karakter, der med sin fuldstændigt absurd positive syn på livet og naive optimisme, opfører sig som taget ud af et magisk univers, hvor deres eneste mål i livet er at ”redde” unge, deprimerede mænd.  

 

Begrebet vokser

I starten lagde ingen mærke til essayet. Og så gjorde de. Udtrykket tog kraft. Udtrykket tog fart. Og The Manic Pixie Dream Girl udviklede sig. I andre artikler, essays og blogindlæg afkodede andre skribenter, debattører og popkulturnørder flere film og bøger og ”uddybede” begrebet. Pludselig havde The Manic Pixie Dream Girl en fast tøjstil, musiksmag og frisure. Den kan nemmest opsummeres til to ord: Zooey Deschanel. Sarah Grace Stevenson kritiserer i sin analyse af begrebet denne udvikling:

 

“Joyce writes that Deschanel’s portrayal of Summer “embodies the MPDG trope, particularly in aesthetic qualifications.” My stance is that these aesthetic qualifications have been ascribed to MPDGs by culture rather than by Rabin’s original definition, largely because of Deschanel’s current spot in the limelight. Joyce lists that the character showcases a vintage style, wears bows in her hair, is a consumer of alternative music, and generally forms “an image embraced in hipster and alternative circles.” Joyce is apt to observe, “Summer’s personality is not completely representational of the MPDG trope. In fact, the original definition contains no list of physical attributes or notes about musical taste.”  By focusing on “an image,” culture’s perceptions stray from Rabin’s initial criticism and trivialize the Manic Pixie Dream Girl’s implicit issues.”

(Stevenson, “The Depth of One-Dimensionality: An Analysis of How Culture Misinterpreted the Manic Pixie Dream Girl”. Cinemablography.com)

 

Rabin nævnte intet om en forkærlighed for The Smiths eller brusende skørter i sin artikel, og i (500) Days of Summer, er Summer faktisk en rimelig selvstændig karakter, der selv er meget bevidst om, at hun ikke kun eksisterer for hovedpersonen, Toms (spillet af Joseph Gorden-Levitt) skyld.

 

Begrebet udvikler sig og pludselig begynder folk at udnævne sig selv (og alle andre) som Manic Pixie Dream Girls. Stevenson fremhæver eksempler af virkelige kvinder, der har proklameret, at de er Manic Pixie Dream Girls af årsager som, at de kan lide Star Wars, Dungeons & Dragons, glitter, cupcakes, The Smiths, Anne fra Grønnebakken, at spise slik, at bage og at læse science fiction og fantasy… Jeg lader lige den stå.

 

Manic Pixie Dream Girls pension

Man kan argumentere for at begrebet kom ud af kontrol. Det synes dens oprindelige opfinder, Nathan Rabin i hvert fald. I 2014 skrev han en artikel, hvori han undskyldte for at have opfundet det udtryk, han kaldte et ”ustoppeligt monster”.

 

It doesn’t make sense that a character as nuanced and unforgettable as Annie Hall could exist solely to cheer up Alvy Singer. As Kazan has noted, Allen based a lot of Annie Hall on Diane Keaton, who, as far as I know, is a real person and not a ridiculous male fantasy.

 

So I’d like to take this opportunity to apologize to pop culture: I’m sorry for creating this unstoppable monster. Seven years after I typed that fateful phrase, I’d like to join Kazan and Green in calling for the death of the “Patriarchal Lie” of the Manic Pixie Dream Girl trope. I would welcome its erasure from public discourse. I’d applaud an end to articles about its countless different permutations. Let’s all try to write better, more nuanced and multidimensional female characters: women with rich inner lives and complicated emotions and total autonomy, who might strum ukuleles or dance in the rain even when there are no men around to marvel at their free-spiritedness.

(Rabin. “I’m sorry for coining the phrase “Manic Pixie Dream”.”. Salon.com)

 

For som Rabin siger, så går det nok ikke, at man dømmer hvilken som helst roman eller film, der involverer en frisindet og optimistisk kvinde i hipster-briller og katte på sin skjorter, som værende sexistisk eller endimensionel.

 

Han nævner også en forfatter, der i allerhøjeste grad er beskyldt for at skrive om Manic Pixie Dream Girls: ”John Green, for one, felt so passionately about the toxic nature of the trope that in a Tumblr post he declared that his novel “Paper Towns” “is devoted IN ITS ENTIRETY to destroying the lie of the manic pixie dream girl”” (Rabin. “I’m sorry for coining the phrase “Manic Pixie Dream”.”. Salon.com). Og tak, Rabin. Det er nemlig en super god overgang til denne blogs næste punkt.

 

Manic-Depressive Pixie Dream Girls

For nu forlader jeg lidt, det som kloge mennesker har sagt før mig, og når hen til den del af denne blog, hvor jeg præsenterer, hvad der i og for sig er min egen tese og mit eget udtryk: Nemlig The Manic-Depressive Pixie Dream Girl. Så alt herfra skal nok tages med et gran salt.

 

Okay, tilbage til John Green. For min oprindelige introduktion til begrebet kom nemlig fra John Green og idéen om, at hans kvindelige karakterer skulle være Manic Pixie Dream Girls. Hele min opfattelse af, hvad en Manic Pixie Dream Girl er derfor dannet ud fra karakterstikken af John Greens jeg-fortælleres romantiske interesser: Margo, Alaska, Gus. Da jeg endelig fandt ud af, hvad en Manic Pixie Dream Girl rent faktisk var, blev jeg derfor chokeret. Det havde jo intet at gøre med det mønster, jeg ellers havde opdaget i meget YA-litteratur.


Manic Pixie Dream Girl’en er en lalleglad, problemfri, energisk og optimistisk karakter, der udelukkende er til for at gøre den mandlige hovedperson glad. Men det er næppe sagen med Margo, Alaska eller Gus, vel? Ikke nok med, at de er meget mere komplekse og decideret mystiske og utilregnelige, de gør heller intet for at redde protagonisten. Tværtimod er det for det meste protagonisten, der forsøger at redde dem. Når de ikke skal redde protagonisten, er protagonisten heller ikke ”deprimeret” længere, hvilket giver rum til disse Manic Pixie Dreams også at blive deprimerede: Altså Manic-Depressive Pixie Dream.

 

Pludselig står vi med en type af karakterer, der udfylder begge affektive ydrepoler: De er de mest intenst glade, entusiastiske, og de er de mest deprimerede og frustrerede. I midten har vi fortælleren eller hovedpersonen, der mere er ”ligeglad”. I sit forsøg på at redde sin Manic-Depressive Pixie Dream, sker der dog noget interessant: Gennem en ”hard lesson” lærer personen noget om livet og om sig selv, og The Manic-Depressive Pixie Dream Girl/Guy ender alligevel i sidste ende med primært at være et ”plot device” i historien, der skal føre hovedpersonen til oplysning. Man vil altså ofte opleve, at når man har en Manic-Depressive Pixie Dream-karakter, at den anden hovedperson vil være en relativt flad og livløs karakter.

 

Det er dog værd at nævne, at vi i dette tilfælde ikke snakker om en bogstavelig maniodepressiv karakter, men derimod en eventyrlysten, frisindet karakter med en mørk skyggeside. Dette kan komme til udtryk i en psykisk (Alaska, sandsynligvis) eller fysisk sygdom (Augustus), eller blot med et slør af mysterium, som det er tilfældet med for eksempel Margo. Det vigtigste er, at disse karakterer befinder sig på ydre poler.

 

Eksempler

Men det er selvfølgelig ikke kun i John Greens romaner, at den slags karakterer optræder. Det er et mønster, som jeg vil argumentere for, at man kan finde i mange YA-romaner, og jeg vil liste et par eksempler er for at præcisere mit term.

 

For at blive lidt i sicklit og The Fault in Our Stars, kunne to eksempler være henholdsvis Nicolas Sparks’ A Walk to Remember og danske Jesper Wung-Sungs En-to-tre NU! Begge romaner handler om en ung mand i gymnasie-alderen, der forelsker sig i en pige med kræft. I A Walk to Remember er pigen uselvisk, kristen, quirky og blid og lærer den selvoptagede bad boy om selvopofrelse. I En-to-tre NU! er den unge pige dragende, forførende og utilregnelig.

 

I Fifty Shades of Grey af E. L. James har vi en rimelig personlighedsløs hovedperson, der ikke har særligt meget kraft eller viljestyrke. Hun møder den forførende mand med den mørke fortid og bliver stærkere af det. I Thirteen Reasons Why lytter den unge mand, Clay til en række af kassettebånd, indtalt af den mystiske, smukke Hannah, som han havde et godt øje til, indtil hun begik selvmord. Gennem hendes fortælling, lærer han selvfølgeligt en masse om livet.

 

I Norwegian Wood af Haruki Murakami har vi en slags coming-of-age-fortælling, hvor den små-nihilistiske Watanabe bliver revet ud af sin kedsommelige hverdagsrutine af den vilde, intense og forførende Midori og den alvorligt psykisk syge, selvmordstruede og begrænsede Naoko. Her kan man sige, at vi har to karakterer, der står på hver deres ydrepunkt. I Perks of Being a Wallflower har Sam lidt karakter af en Manic-Depressive Pixie Dream, men på grund af den måde, romanen behandler hendes og Charlies forhold, og på grund af de øvrige karakterers ekstreme opførsel g mental problemer, ville jeg ikke sige, at hun var en trope. Det er også værd at nævne, at jeg selvfølgelig sætter tingene lidt på spidsen nu. Både Perks og Norwegian Wood er enormt fantastiske, komplekse og dybe romaner, efter min mening.

 

Sidst men ikke mindst, vil jeg nævne All the Bright Places af Jennifer Niven. Her har vi Finch, der i den mest bogstavelige forstand er en Manic-Depressive Pixie Dream Boy. Han er intens, manisk, drømmende, magisk og så er han selvmorderisk, distanceret og indelukket. Romanen fjerner stort set al betydning af hans familie, så (SPOILER) når han begår selvmord hen mod romanens slutning, kan hele fokus være på, hvordan Violet håndterer det.

 

Som jeg ser det, er denne her type karakter, og det her type forhold den ”nye” Manic Pixie Dream. Den romantiske fortælling har bevæget sig fra at være en sexistisk fremstilling af en endimensionel kvinde, der kun er til for at gøre en mand lykkelig, til at erkende, at man der ikke findes udelukkende lykkelige mennesker, og at depression er reelt nok. Derfor må den ultimative redning derimod være at lære sin partner at leve og at kende sig selv. Og måske er det nemmest at skrive, hvis man har en karakter, der oplever ”the highest of highs and the lowest of lows”. Men hey, i det mindste lader den til at være mere ligeligt fordelt mellem kønnene nu.

 

Okay! Hvad tænker I om dette mærkværdige indlæg? Hvad synes I om min tese? Slagt mig i kommentarerne!

 

TL;DR: Der er en litterær tradition for at idealisere kvinden til det punkt, hvor hun ikke længere er en person, men derimod kun til for fortælleren/forfatteren/hovedpersonens skyld. Denne tradition er idéen om The Manic Pixie Dream Girl en del af. The Manic-Depressive Pixie Dream Girl er en selvopfunden teori om, at vi lige nu i litteraturen (især Young Adult) oplever en udvikling af Manic Pixie Dream Girl-typen. Nu er karakteren nemlig både det lyseste og det mørkeste. Det er også meget mere både mænd og kvinder nu. De lærer ikke længere hovedpersonen at være glad, men derimod at leve og at kende sig selv.

 

Loading ...