Coming-of-age

af , torsdag 2. februar, 2017
8 Likes
Coming-of-age

Historien om at blive voksen

Hvad er det, hvor stammer det fra, og hvordan kan jeg selv skrive det? 

 

I dag har jeg fødselsdag. Da jeg var barn var jeg ret ligeglad med min fødselsdag. Jeg var glad for gaver og kage, men den betød ikke det store for mig. Da jeg blev teenager, hadede jeg min fødselsdag. For mig at se, var det bare nytårsaften 2.0, hvor dit liv skal leve op til alle mulige uopnåelige mål, og du kun kan blive skuffet. Den første fødselsdag jeg kan huske, hvor jeg faktisk var fuldstændigt, ustyrligt entusiastisk var sidste år, hvor jeg fyldte 20. Jeg troede måske, at det bare var fordi, at jeg fyldte rundt, men i år, i dagene op til i dag, har jeg igen været spændt, entusiastisk og enormt optaget af, at jeg snart havde fødselsdag.


Derfor var det også vigtigt for mig – når nu min fødselsdag sådan helt tilfældigt faldt på den ugedag, hvor jeg skal skrive en blog – at denne blog var lidt særlig. Jeg tænkte længe, men inspirationen kom faktisk først, da jeg talte med min farmor, og hun fortalte, hvordan 21 var en meget særlig fødselsdag, dengang hun var ung. Dengang var 21 det, der viste, at nu var man rigtig voksen. Og jeg tænkte på det: Overgangen fra barn til voksen. Og jeg tænkte på, hvorfor jeg på magisk vis var blevet helt besat af min fødselsdag de år, jeg fyldte 20.

 

Jeg har glædet mig til ”at være i 20’erne” siden jeg var seks år gammel. Jeg var aldrig glad for at være barn, og jeg var aldrig specielt fascineret af teenage-årene. I mine øjne var det at fylde 20 det endegyldige tegn på, at man nu var voksen. Men hvorfor havde jeg denne idé om, at det at blive voksen var specielt fedt? Har bøger som Peter Pan, Peter Plys og Peter Kanin ikke forsøgt at få mig fra denne idé? Fejrer medierne ikke ungdom som det helt store eventyr?

 

Jo, i og for sig. Men efter at have læst tusindvis af bøger og set tusindvis af film, var jeg kommet til én konklusion: Det er ikke svært at være voksen – det er svært at blive voksen. For dét er netop det centrale i den genre af romaner, som vi skal snakke om i dag: Det at blive voksen.

 

Hvad er coming-of-age?

Coming of age-historier er historier, der handler om at vokse, blive ældre, lære noget om livet og at blive voksen. De koncentrerer sig ofte om en karakter i sin tidlige ungdom, og denne karakters første møde med ”det virkelige liv”: alkohol, stoffer, sex, kærlighed, død, sygdom, ansvar, selvstændighed. I løbet af historien vokser karaktererne og bevæger sig mentalt fra A til B, fra barn til voksen.

 

Hvor kommer det fra?

Som med så meget andet, er det nok arrogant at forsøge at spore coming of age-historien til én kilde, men det er meget relevant at kigge på bildungsromanen.

 

                      Bildungsromanen

Bildungsromanen er en tysk genre, der opstod i det 18. århundrede. Termen blev første gang brugt til at beskrive Johann W. Goethes roman, Wilhelm Meisters Lehrjarhre. Genren voksede i Europa i løbet af det 19. århundrede, og nogle af de største klassikere fra den tid er faktisk bildungsromaner: Charlotte Brontës Jane Eyre, Charles Dickens’ David Copperfield og til nogen grad endda Jane Austens Pride and Prejudice og Oscar Wildes The Picture of Dorian Grey. Hvor bildungsromaner adskiller sig fra coming of age-historien er, at bildungsromanen ofte vil følge et menneske fra tidlig barndom og godt ind i voksenlivet, hvor coming of age-romanen oftere fokusere på en kortere periode i et menneskes liv: F.eks. sommeren efter de er blevet studenter eller første år af high school. Men ellers er begreberne mere eller mindre synonyme med hinanden.

Alt dette er selvfølgelig en forsimplet og forkortet version af en genre, man kunne bruge hundredevis af sider på at fortælle om.

 

Hvad kan coming-of-age-fortællingen?

Man kan spørge sig selv: Hvordan kan det være at noget så simpelt – ja, næsten barnligt – er blevet så fast et tema og så mængdefuld en fortællingsgenre? Hvordan kan de være, at alt fra amerikanske B-komedier til store kunstnere (med stort K) som James Joyce har beskæftiget sig med denne genre? Kort sagt: Hvad kan den?

 

Fordi coming-of-age (og bildungsromanen) beskæftiger sig med skabelsen af et liv, falder det meget naturligt, at både historie, form og kontekst får en følelse af ”nyt”. I forsøget på at fange individets (karakterens) voksende sprog og verdensopfattelse bliver coming-of-age-fortællingen nemt eksperimenterende i form og udtryk, såvel som indhold. Coming-of-age-romanen kan fortælle en historie, der udover at handle om et ungt menneskes overgang til voksen, også handler om generationsskift og forandring af verden.

 

Hvad er en god coming-of-age-fortælling?

Nu kommer det til et spørgsmål om smag og behag. En god fortælling om at bevæge sig fra barn til voksen (eller regressionen, hvis du fejler) kan næppe defineres med nogle få ord, og det er helt sikkert noget, der er umulig at opnå total konsensus om.

 

I stedet vil jeg komme med nogle eksempler på coming-of-age-fortællinger, som jeg synes er særligt vellykkede. I kan smide en kommentar med jeres egne bud, hvis I har nogle. Jeg vil nu også bevæge mig lidt væk fra det 18. og 19. århundrede og ind i det 20. og 21., hvor jeg forestiller mig, at vi alle er bedre bekendt med historierne.

 

Catcher in the Rye af J. D. Salinger

Muligvis den mest kendte og en af de største bøger om ungdom nogensinde, er nærmest en anti-coming-of-age-fortælling. Catcher in the Rye (overs. Griberen i rugen, tidl. Forbandede ungdom), følger den 16-årige Holden Caulfield, der fortæller fra et sted efter historien, hvor han er indlagt på en form for psykiatrisk hospital. Historien foregår få dage efter han er blevet smidt ud fra sin skole ved udgangen af efterårssemesteret og inden jul. Når jeg siger, at Catcher in the Rye nærmest er en slags anti-coming-of-age-fortælling er det selvfølgelig, fordi romanen i høj grad handler om Holdens had til voksenlivet og hans ønske om at bevare barndom i så høj grad som muligt (hvad titlen også er en reference til). Dette fører dog til at Holden stagnerer i verden i sit sted mellem barn og voksen, ude af stand til at tage ansvar som en voksen eller have en bekymringsfri glæde som et barn. Hvorvidt historien ender håbefuldt eller ej er op til den enkelte læsers fortolkning. Personligt synes jeg den gør. Romanen blev oprindeligt udgivet i 1950’erne, og med det taget i betragtning var det en enormt progressiv og provokerende i de temaer, den diskuterede og dens brug af bandeord.

 

Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky

Perks of Being a Wallflower (overs. Fordelene ved at være bænkevarmer) er (især efter filmatiseringen) blevet Den Ultimative Ungdomsbog. Perks behandler emner som seksualitet, sex, overgreb, traume, date-rape, psykisk sygdom, diskrimination, mobning, forhold mellem søskende, at være det sorte får, forhold og distance til forældre, venskab, identitet, drømme, håbløshed osv. Kort sagt: Fordelene ved at være bænkevarmer handler i høj grad om ulemperne ved at være menneske og – endnu mere – hvordan man acceptere de ulemper, acceptere ens modstand og finder det smukke og det gode i livet. Perks er en kærlighedserklæring til ungdommen, men mest af alt til at blive ældre og bevæge sig hen mod det sted i livet hvor ”alting er blevet bedre”.

 

An Education instrueret af Lone Scherfig, manuskrift af Nick Hornby, baseret på memoirs af Lynn Barber

Bare lige for at få lidt film og lidt kvinde og lidt… ikke-død med (en anden god coming-of-age roman med en kvindelig hovedrolle er nemlig The Bell-Jar, men vi har haft nok død for nu).

An Education er en coming-of-age film om en ung pige i 1960’ernes Storbritannien baseret løst på Lynn Barbers egne, virkelige oplevelser. Den handler om en ung kvinde, der indleder et forhold med en ældre mand. An Education er af mere hjem-ude-hjem-karakter, end man normalt ser i coming-of-age-fortællinger, men dens hovedtema er ikke desto mindre ansvar – især ansvar for sin egen lykke.

 

Så hvordan skriver man en god coming-of-age? Hvad kan vi lære af det, vi ved?

En god coming-of-age-fortælling kan fokusere på alt fra et halvt liv til blot et par få dage. Den kan tematisere det at blive voksen ved at vise karakteren (eller karakternes) udvikling, men den kan også vise stagnation: Altså at nogen sidder fast. En god coming-of-age-fortælling kan lade sig blive inspireret af sin genre og være nyskabende i form, sprog og indhold: Den kan være provokerende, progressiv og anderledes.


Selvom coming-of-age-fortællinger ofte fokusere på unge, handler de tit mere om, hvad det vil sige at være menneske, end hvad det vil sige at være ung. Når man spørger sig selv: ”Hvad er det vigtigste der sker i et menneskes formative år?”, vil svaret nemlig være, hvad et menneske er. At give din coming-of-age-fortælling et præg af noget almengyldigt menneskeligt og eksistentielt kan altså være en god idé.

 

Du må også altid huske på, at nogle af de mest effektive coming-of-age-fortællinger er skrevet fra hovedpersonens niveau. Du skal ikke bruge din fortælling på at belære eller tvinge din karakter et sted hen, til en højere oplysning, men derimod forstå din karakters rejse og selv blive oplyst med den.

 

Hvad er dine tanker om coming-of-age-fortællinger? Har du en favorit? Læste du noget, som du ikke vidste i forvejen? Er du uenig i noget? Har du selv skrevet en god coming-of-age-Movella eller kender du en? Efterlad dine svar på alle de spørgsmål i en kommentar.

 

TL;DR: Coming-of-age er en gammel genre, man kan spore til Tyskland og handler om overgangen fra barn til voksen. En af de største klassikere inden for genren er Catcher in the Rye, en nyklassiker er Perks of Being a Wallflower. En god coming-of-age-fortælling er almengyldig og eksistentiel, og kan læses på tværs af aldre.

 

Kilder:

Nineteenth-Century Literature Criticism. “The Bildungsroman in Nineteenth-Century Literature”. Ed. Russel Whitaker.

The Oxford Companion to English Literature (7 ed.) “Bildungsroman”. Ed. Dinah Birch

A Dictionary of Critical Theory. “Bildungsroman”. Ian Buchanan

Loading ...