Frygten for utilstrækkeligheden

af , torsdag 8. december, 2016
2 Likes
Frygten for utilstrækkeligheden

Det underbevidste 

Det synes mig altid at jeg i momentet efter enhver bedrift hvori jeg har følt det som om, at jeg i løbet bedriftens undfangelse var i kontakt med noget helt og aldeles spontant og ubevidst, snarere var i kontakt med noget underbevidst. Dette ser jeg eksempelvis reflekteret i de mange stykker poesi jeg efterhånden har forfattet. 

Billedet til dette blogindlæg, som i realiteten tager min mødom som blogger på denne hjemmeside, var et jeg valgte grundet dets storslåethed og skønhed. "Vandreren over tågehavet" hedder det og som så meget andet jeg fascineres af her i verden, er det naturligvis en tysker der har stået bag dette kunstværk. Et kunstværk i hvilket jeg med største lethed fortabes. "Vandreren over tågehavet", ja hvem er det? I min optik, altså jeg som hverken besidder en uddannelse udi interpretation af kunstværker eller nogen anden art humanistisk "tekst", er vandreren på billedet egentlig enhver af os uagtet om vi selv anskuer det således eller ej. Under os står "tågehavet", i alt dets vildskab og raseri. Alt dets styrke og kraft. Hvad er vi i forhold til det? I forhold til naturen? I forhold til verden? 

Vi er, som Darwin opdagede, blot overudviklede aber. Vi er, som Freud opdagede, hyperseksuelle driftsdyr. Og så er vi, som den gode Friedrich Nietzsche (endnu en gudsbenådet tysker) sagde, en flok magtsyge individer for hvem livets essens er forsvundet, i kraft af guds metaforiske død. I kraft af disse tre attenhundredetalstænkere og deres bidrag til den vestlige idéhistorie har vi lært, at vi ikke er lyse sjæle som en dag skal tilbage til en hellig gud, men snarere tilfældigheder, der kan ende med at miste al essens i livet. Vi har lært at der ikke er objektive moralske love, givet af universets fader. Vi har lært at der kun er os selv, i en stor og farlig verden. 

Jeg tænkte ej derpå da jeg valgte det fantastiske kunstværk, men i min oplysning synes det mere og mere tydeligt, at disse eksistentielle problemstillinger har påvirket mig underbevidst og til stadighed påvirker mig underbevidst, på nærved enhver tænkelig facon. 

Jeg føler mig lille, noget der kan betegnes som en art skæbnens ironi, i kraft af at jeg er 192 cm høj. Men jeg føler mig stadigvæk lille. Eller rettere: jeg frygter at jeg er det. Jeg frygter at jeg intet kan. Jeg frygter at movella, en side hvorpå jeg er helt ny og dugfrisk, vil vise sig at være hjemsted for tusindvis af forfattere og digtere, hvis talent helt suverænt overgår mit. For indeni er jeg lille. Eller således føles det ihvertfald. 

Det ses i min poesi, hvori den talende i nærved alle instanser taler op til det objekt, hvortil han henvender sig. Det ses måske også i de mange religiøse referencer. Referencer til noget større end én selv, noget jeg ikke tror på, men stadigvæk referencer til faste holdepunkter i tilværelsen. Referencer til urokkelige værdier. Referencer til sikkerhed. Et dybt overvurderet fænomen i mine øjne, men til stadighed noget stort set alle individer længes efter. For jeg er til næsten alle tider bange. Bange for ikke at slå til, bange for at være en fiasko. Samtidig har jeg et grandiøst billede af mig selv og mine evner som forfatter. Derfor forstærkes min frygt blot af, at jeg bevidner andres succes og anerkendelse på movella, samt deres store evner. 

Hvem er jeg? I denne store verden er jeg mange ting. Jeg står overfor et frygtindgydende væsen, der enten er et uhyre eller min ven. Uagtet hvad dette væsen er, ja uagtet hvad denne verden er, så ved jeg at jeg føler mig lille og ensom i den, men samtidig brænder der en gnist indeni. En gnist af vrede, en gnist af stolthed. En gnist af tro på, at jeg er et geni. Et nærmest narcissistisk syn på mig selv. Krydret med det modsatte. Krydret med selvhad og tvivl. En giftig emotionel cocktail.

Så hvem er jeg? Hvad er jeg? Jeg er en dualismens mand. En kriger af paradokserne. Hverken mere, eller mindre. Hvorvidt det er nok, vil tiden og "skæbnen" vise. 

Loading ...