Min hverdag

af , onsdag 7. december, 2016
Min hverdag

Angsten tager over

 

Hvordan opdagede jeg det/min historie

 

Jeg har altid haft angst. Det var bare først i 8 klasse (som jeg går i nu) jeg opdagede det. Når man tænker over det, har man altid kunnet se på mig at jeg har angst. Jeg mener, helt fra dengang jeg skulle lære at gå kunne man se det. Jeg rejste mig op, men jeg gik aldrig. Jeg kravlede indtil jeg var 16 mdr. og så tog jeg mine første skridt. Og når jeg skulle bage med min mor, da jeg var omkring de 5 år. Hvis min mor sagde til mig at jeg skulle helle fx. alt melet i kunne jeg sige "altså det hele? altså nu?" Det kunne jeg sige 10 gange, inden jeg rent faktisk gjorde det. Min mor var helt sikkert ved at få spat af det :D Men hun har altid været tålmodig og ventet med et smil, indtil jeg gjorde det. Det er jeg selvfølgelig taknemmelig for.

Da jeg kom i 3 klasse, fik jeg en ny matematik lære. Han syntes at vi skulle have "tabel kørekort". Jeg ved godt det lyder skørt, og du tænker nok, "hvad i alverden er det?" Det skal jeg fortælle dig. Det er et lille lamineret kort, med - sjovt nok - 4 hjørner. hver fredag skulle vi have en prøve, men 52 gangestykker. Det skulle vi regne ud på 10 min. Hvis vi fik mindre end 48 rigtige, fik vi klippet et hjørne af kortet (man havde jo så 4 chancer). Hvis du fik klippet et hjørne af, blev du gjort totalt til grin over for hele klassen, elv læren grinte. Det var total ydmygende. Jeg fik klippet et hjørne af 2 gange, og hver gang havde jeg lyst til at kravle ned under bordet, og græde.
         Det endte med at jeg begyndte at pjække en del. Hver fredag plus, minus... Nogle gange tog jeg mig sammen og tog i skole om fredagen, men det skete ikke så tit. Min mor sagde ikke noget til det, da hun fandt ud af hvorfor jeg ikke ville i skole. Efter min mening er det en grotesk måde at lære et barn at regne på "du bliver ydmyget hvis du ikke er god nok". Det gav mig et kæmpe had til matematik. Jeg stoppede med at lave lektier, fordi jeg hadede det så meget. Jeg har stadig et kæmpe had til matematik i dag, fordi jeg simpelthen ikke kan finde ud af det... Det er nok også min egen skyld. Jeg mener, jeg stoppede jo med at lave lektier, så jeg ikke lærte det de andre lavede, og jeg har totalt opgivet at forstå det.

Jeg flyttede skole et halvt år inde i 3 klasse. Jeg faldt hurtigt til, og jeg er rigtig glad for at jeg gjorde det. Jeg har dog aldrig rigtig haft det særlig nemt med at være i skole, og har altid haft noget der sad og gjorde ondt inde i mig.

i 5 klasse, begyndte jeg at være syg konstant. Jeg mener virkelig konstant. Jeg var syg ca. hver 1-2 uge. Så det var ikke meget jeg var i skole. Jeg tog til lægen med det, men min læge kunne ikke finde noget, så vi tænkte nok at det ikke var noget. (Det har vi så fundet ud af, at det var min måde at reagere på når jeg blev angst).

Da jeg startede i 8 klasse, var jeg vildt nervøs. Jeg var bange for alle de forventninger der var, om jeg ville skuffe nogen eller ikke var god nok. Det gik egentlig meget fint, og det gør det stadig. Men jeg havde det stadig dårligt i skolen, og det blev bare værre og værre. Jeg snakkede med min mor om det, og vi blev enige om at jeg skulle snakke med en psykolog, og det gjorde jeg så. Hun sagde til mig at jeg har det man kalder katastrofe tanker. Det vil sige, at hvis jeg bliver usikker på noget, forestiller jeg mig det værste der kunne ske, og tror på at det sker, og derfor ikke tør gøre det. Det hang egentlig meget godt sammen med sådan som jeg havde det, så det arbejdede jeg med i et stykke tid

På et tidspunkt blev jeg syg (ikke noget alvorligt, men bare almindelig influenza). Det var ikke noget særligt, jeg blev hurtigt rask igen, og havde det egentlig helt fint, indtil det blev søndag, og jeg skulle i skole igen om mandagen. Jeg begyndte at have meget svært ved at trække vejret, men tænkte egentlig at det var på grund af min astma. Jeg tog til læge mandag, men de sagde at det så fint ud, så det var måske astma, men de kunne ikke sige det ud fra den pustetest jeg tog. 

Jeg blev hjemme tirsdag til mandag, fordi jeg ikke kunne trække vejret. Jeg tog til vagtlægen 2 gange, og til min læge 1 gang på den uge, jeg ikke var i skole. Jeg fik tage forskellige blodprøver osv. men ingen kunne finde nogen tegn på infektion eller noget. Min egen læge konstaterede så at det var angst, og at den uge jeg ikke kunne trække vejret, skyldtes et on off angstanfald.

 

Det var min historie, om hvordan jeg fandt ud af at jeg har angst.
jeg beklager det blev så langt, men jeg håber I nød at læse det :)

 

XOXO MM

Loading ...