Skammerens Datter - Hvordan?

af , onsdag 16. november, 2016
1 Like
Skammerens Datter - Hvordan?

Bog, Musical eller film

Skammerens datter fik sidste år en opblomstring da den blev filmatiseret. Men er bogen, filmen eller musicalen bedst, og kan de tre typer det samme?

Jeg vil lægge ud med at sige jeg ikke er en ekspert på nogen måde! Til gengæld er jeg en stor fan af serien, og jeg læser dansk som en del af min uddannelse, så det er hovedsageligt derfra jeg vil trække lidt på min viden. Denne blog er mere en refleksion og en subjektiv, personlig bedømmelse og holdning til hvad jeg synes de forskellige typer kan bidrage med til historien om Dina Tonerre. 

 

Første gang jeg læste Skammerends Datter, gik jeg i 6. klasse og jeg hadede den som pesten. Jeg gad ikke rigtigt læse bogen, og jeg lavede heller ikke opgaverne til den, for jeg kunne slet ikke forstå den. Mit problem var at jeg ikke kunne holde styr på alle personerne og stederne. Navnene var underlige, borgen var forvirrende bygget op, og så var der en million ting jeg slet ikke kunne forestille mig fordi min viden om middelalderlige byer nok ikke var specielt bred. Så mit første møde med serien og bogen var forfærdelig, og jeg rynkede på næsen hver gang nogen nævnte det. Jeg var ekstra skuffet, da min lærer næsten havde lovet mig, at jeg ville elske bogen. 

 

Der gik nogle år hvor jeg allerhelst bare undgik serien. Det var ikke før en af mine online venner sendte mig et link til sangen "Se mig i øjnene" fra musicalen, jeg rigtigt begyndte at bruge tid på det igen. Først var jeg lidt ligeglad, jeg gad ikke høre sangen. Jeg havde en holdning til serien, og den kunne der ikke rykkes ved (troede jeg.) Min ven fik mig dog overtalt, og jeg klikkede ind på youtube. Det var som at blive trukket tilbage til 6. klasse, men ikke på en dårlig måde. Jeg hørte navnene (Nico, Adela) og jeg kunne svagt huske et par ting. Jeg måtte indrømme at sangen jo var god nok, og begyndte at høre de andre sange der lå på youtube. Der dukkede flere navne og personer op jeg lidt kunne huske. Der var altså gået 5 år fra jeg havde hadet bogen, og besluttet mig for jeg aldrig skulle holde den igen, til at jeg pludseligt sad og blev bidt af sangene. 

 

Okay, jeg kunne godt selv se at sangene efter et par dage ikke var nok for min nysgerrighed. Jeg kunne slet ikke huske handlingen korrekt, så jeg måtte jo gøre det jeg havde svoret aldrig at gøre - jeg måtte få fat i bogen. Jeg gik ned, købte bogen og dagen efter var jeg færdig med den. Jeg må indrømme jeg selv var overrasket over jeg havde slugt den så hurtigt - jeg kunne jo slet ikke lide den! Det endte med at der gik lidt over en uge, så havde jeg læst de tre første bøger. 

 

Heldigvis var min timing perfekt. Østre Gasværk satte nemlig et Skammer maraton op - Skammerens datter 1 og 2 på én dag. Efter nok overbevisning, fik jeg vækket min fars interesse og billetterne var i hus. Jeg kunne næsten ikke vente med at se musicalen, nu hvor jeg kunne al musikken uden ad! Jeg kan huske, at efter første forestilling var jeg helt blæst væk. Musicalen holdt sig så tæt til bogen, det var næsten uhyggeligt. De havde få rekvisitter, men hele handlingen var så kraftfuld og perfekt udført. Jeg var knap klar til 2. forestilling lige efter. Jeg kan uden tøven sige at skammer maratonet var en af de bedste teater oplevelser i mit liv - klart på en top 3 (sammen med Les Miserables i New York). 

 

Nå, nu havde jeg læst serien, set musicalsene. Hvad så? 
Det er sådan at jeg sjældent får nok. Så da Odense teater satte skammerens datter op, blev der også købt billet til det. Det var en helt anden oplevelse, da det her var et meget lille teater (sukkerkogeriet) og vi kom meget tæt på (tak til våbenmesteren der undgik at ramme mig med hans sværd da han gik forbi). Det var dog en mere intim oplevelse, og skuespillerne havde en meget anden tilgang til rollerne end de havde haft på Østre Gasværk - jeg elskede det. Da vi gik derfra kan jeg huske jeg sagde, at jeg meget bedre kunne lide 2. gang. 

 

Nu passede det så med filmen snart kom ud. Rigtig mange af mine venner er udmærket klar over at jeg elsker Skammerens Datter, så de var spændt på om jeg nu glædede mig. Det gjorde jeg ærligt talt ikke. Filmen fik mig på intet tidspunkt til at glæde mig, og selv da jeg sad i biografen og filmen skulle begynde, var jeg ikke spændt. Jeg må ærligt indrømme jeg sjældent har været så skuffet over en film før. Jeg vil ikke rakke den ned og udpege alle mine negative punkter i filmen, for jeg respekterer at andre nyder den. For mig er filmen dog et no go. 

 

Som et plaster på dét sår, fik jeg billeter til Skammerens datter musicalen da den var på turne (i Odense). Det var med Amalie Fjeldmose som Dina, hende der også spillede hende på Østre Gasværk første gang jeg så den, og jeg vil indrømme jeg var betænkelig. Jeg havde brudt mig meget mere om Odenses egen udgave, så jeg var nok ikke helt oppe og køre inden 3. omgang med skammerens datter. Jeg blev dog bragt til skamme (jeg ser ironien), for Amalie Fjeldmose virkede til at være vokset utroligt meget i rollen, og samtidigt have trukket Dina rollen ned til et barnligt plan - det er svært at beskrive, men det var perfekt! For en mere udpenslet sammenligning, vil jeg henvise til et andet blogindlæg jeg har lavet: http://emilieflorentineii.blogspot.dk/2016/06/skammerens-datter-musical-1-2-3-gange.html

 

Jeg er lige begyndt at læse bøgerne igen, men nu har vi vist været mit møde med de tre typer for fortælling igennem - hvilken omgang! Nu til det mere spændende: sammenligningen.

 

Det er klart bøgerne fortæller den ægte, rigtige historie. Det er her man får alle detaljer, og jeg nyder at slå op og læse et tilfældigt stykke af historien. Der er altid detaljer jeg har glemt eller slet ikke har lagt mærke til. Specielt nu hvor jeg skriver en fanfic baseret på skammerens datter, lægger jeg mærke til helt andre ting. Det har også noget at gøre med, at jeg nu kan se mange af scenerne for mig, som jeg har set dem i musicalen.

 

Musicalen, mener jeg, fortæller historien rigtig tæt på bogen. Replikker er endda taget direkte fra bogen, og jeg er hver gang lige begejstret for at se historien udfolde sig med musik og skuespillere. Det er meget få jeg har oplevet ikke har levet op til mine forventninger på scenen. Det kan jeg desværre ikke sige om filmen.

 

Filmen er jeg ikke stor fan af. Det er efterhånden en kliché at bogen er bedre end filmen, men det er altså bare sandt i nogle tilfælde. Det er det også her. Jeg føler at filmen fortæller en helt anden historie, end den vi får i bøgerne. Nicos baggrundshistorie er lavet om uden nogen tydelig grund! (Hvis nogen kan fortælle mig grunden, er I meget velkomne - for jeg bliver utilfreds hver gang jeg ser filmen). 
Derudover føler jeg egentlig også der er mange ting der har handlet om at få filmen flot - men ikke få den fortællende nok. Og så er effekterne efter min mening brugt forkert. Hvor er eksplosionen i Arsenalgården? Og hvorfor i himlens navn skal værkstedet springes i luften? Det hænger i mit hoved ikke sammen, men måske er det bare mig der er gammel og vrøvlet, og måske alt for kritisk. Generationen under mig virker i hvert fald begejstret (men jeg har stadig ikke helt fundet ud af hvorfor). 

 

Hvis jeg skulle vælge en af de tre former jeg helst ville opleve, skulle det være musicalen. Nu er jeg godt nok i gang med bøgerne igen, men musicalen tilføjer en stemning og en visuel hjælp jeg nyder rigtig meget. Mit problem var, som nævnt tidligere, at jeg ikke kunne holde styr på alle karaktererne og stederne. Det skal jeg slet ikke bekymrer mig om, når de står lige foran mig på scenen. 

 

Skal der være bare en lille konklusion på min lange fortælling omkring min oplevelse og glæde ved Skammerens Datter, bliver det nok at bøgerne og musicalen er hvad der rammer mig i hjertet - filmen vil jeg helst ikke snakke om. 

Loading ...