Losing me. /Når kærligheden ikke holder

Når du så hårdt ønsker at kærligheden skal holde, og den så knækker - og du taber dig selv på vejen.

The worst part of it all, wasn't losing him.

It was losing me.

~ Taylor Swift, I Knew You Were Trouble

Hvor mange har forsøgt at få et parforhold til at fungere? Og hvor mange har tabt sig selv på vejen?

Jeg opdagede i år, i en alder af 18 år, i mit tredje forhold, at uanset hvor hurtigt, og hvor tit i siger "Jeg elsker dig." i jeres forhold, betyder det ikke, at forholdet holder længe. I realiteten betyder det slet ikke at i holder. 

 

Jeg mødte min kæreste kort tid efter min 18års fødselsdag - over tinder, faktisk. Og jeg forelskede mig - hovedkuls, og det hele, uden at tænke mig om. Hvor mange kender den følelse?

Vi aftalte at give det et forsøg, det at være sammen. 

Her, ikke engang 2 måneder efter, er vores samtaler døde, og vi snakker kun sammen, når vi er sammen.

 

Men ingen af os ønsker at give slip. 

Vi snakkede over skype. Blev enige om at vi ikke ville holde. Men ingen sagde noget. Vi sad i en halv time og gloede mest af alt på hinanden. Og det vigtigste jeg kunne sige var;

"Det er så unfair, når jeg så godt kan lide dig, forstår du det?"

 

og det mest sårende han kunne sige var;

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dig." 

 

Det er skide nemt at sidde på den anden side og sige "i bare skal stoppe." for det er ikke nemt, når vi begge to har ekstremt mange følelser i klemme - specielt mig. 

Vi har begge to indset at forholdet ikke vil holde - og vi venter egentlig begge to, på at den anden skal sige de magiske ord - men de sker ikke. 

Sandheden er at jeg elsker ham - jeg tror han er den første fyr, jeg rent faktisk har elsket. Og derfor gør tanken om at vi ikke skal være et "os" længere, mig ondt. Ondt som ind i helvede. Og derfor gør jeg egentlig alt for at holde fast.

Så meget, at da det gik op for mig, at det er bedst vi stopper det her, inden vi kommer for langt og såre hinanden - har jeg allerede mistet mig selv på halvvejen.

 

Jeg står den dag i dag, og forsøger at få kontakt til den fyr jeg forelskede mig hovedkuls i - ham, jeg havde snakket om at flytte sammen med i fremtiden. Ham, der har lagt op til at vi skal smide alting væk - men efterlader det hårde arbejde, med at sige det, til mig. 

Hvor vi før, skrev 24/7, hele tiden, skrev godnat og godmorgen, kan jeg nu ikke engang få et "set" fra på Facebook. Og samtidig så er jeg så hovedkuls forelsket i ham, at jeg ikke kan være en kælling og skrive til ham at vi er færdige.

For jeg har ikke lyst til at det er der vi skal ende. Jeg har ikke lyst til at vi skal ende.

 

Jeg er en meget aggressiv person, og er før blevet kaldet bitchy, både af lærene og af min bedste ven.

Men overfor ham, har jeg ikke en eneste chance. Hans smil, hans øjne, det hele får mit hjerte til at smelte, og jeg har lyst til at vi aldrig skal ende. Så når folk forventer at jeg kan være kold, ligesom jeg kan være overfor alle andre, så bryder jeg sammen. For det kan jeg ikke.

 

Jeg spurgte min bedste veninde i dag, om jeg har mistet mig selv. Det svarede hun ja til.

Jeg har mistet mig selv på det forsøg jeg er igang med at komme ud af det her forhold - men han vælger ikke at være med til det. Vælger at ignorere mig, efterlade mig alene i kulden, med mit hjerte der dræber mig. Også selvom at det var ham der lagde op til at det var her det skulle ende.

 

For hvorfor skal jeg forlade et forhold, jeg SÅ gerne vil have til at fungere? Fordi det fungere ikke.

Han fungerer ikke med min familie. Han er så forskellig fra mig. Vi er fra forskellige miljøer, og vil forskellige ting.

 

Hvorfor vil jeg have det til at fungere?

Er det fordi at han kalder mig prinsesse, snuske, smukke, og løfter mig op så let som ingenting, og giver mig de sødeste kys, og de vildeste sommerfugle i maven?

 

Jeg har tabt. Og jeg ved ikke hvor jeg skal finde resterne af mig selv henne - for sandheden er, at mit hjerte ikke var helt, da han smadrede det. Det var allerede i stykker - og nu ligger stykkerne efterladt, ud over alt. Og jeg står tilbage, med et ønske om at hele.

Han vendte 180 grader på en uge. Gik fra "Jeg elsker dig, jeg savner dig, min prinsesse." til at være "Hvis du finder ud af noget må du skrive. Jeg er ligeglad." og så lagde han på over skype.

Noget vi ikke har kunnet fnde ud af før. At lægge på. Vi kunne sidde i timevis, bare og glo på hinanden med søde smil og grin. Nu lagde han på, så hurtigt, som om at han ikke kunne holde ud at se på mig længere. Det ødelagde mig.

 

Jeg var så opsat på at jeg ikke ville miste ham, at jeg mistede mig selv i stedet. 

Jeg troede jeg havde fundet prinsen på den hvide hest, ham jeg var interesseret i at få en fremtid med, men istedet havde jeg fundet det præcis modsatte. En fyr, med så meget magt over mig, at jeg ikke engang ved, hvor hoved og hale er, i alt det her. Hvordan skal jeg nogensinde finde den person jeg var, inden ham? 

 

En omgang tanker fra en, der er mere ødelagt end nogensinde. Mon nogle kan genkende dem? Kende mønstret?

 

So much for my happy ending. 

~ Avril Lavigne

 

 

Loading ...