At starte på en frisk, ensomhed og gymnasiet

At starte på en frisk, ensomhed og gymnasiet 
Jeg bruger skrivning virkelig meget til at komme ud med alt det, som jeg går og gemmer, men nu tænker jeg, at jeg vil snakke om det her, som jeg mener er så vigtigt at fortælle andre. 

 

Nu har jeg gået på gymnasiet i ca. 3 måneder, og måske vil jeg få kritik for det her blogindlæg, fordi folk synes det er ”for tidligt”, men nu har jeg bare brug for at komme ud med det.

 

Alle folk sagde til mig, at starten på gymnasiet var ufatteligt fedt, og at de næste tre år kom til at være nogle af de bedste i mit liv. Man ville få venner for livet og øjeblikke man aldrig ville glemme. Og don’t get me wrong, det HAR været fedt at starte i min nye klasse, som er så søde og rare. Og mit gymnasium er et utroligt rart sted at være med mange hyggelige arrangementer, som jeg sent vil glemme. Det startede faktisk også meget godt ud, de første par uger. Jeg mærkede intet til stress og var generelt utrolig glad for det hele. Men da det sådan havde lagt sig, og vi gik i gang med ”rigtig skole” kunne jeg også mærke, hvor alene jeg egentligt følte, at jeg nogle gange var. Det var så underligt, fordi jeg havde altid nogle at snakke med, og var som sådan aldrig alene.

 

Det som også har været noget af et chok for mig var, at vi lynhurtigt blev opdelt i forskellige ”grupper”, hvilket gjorde skolen meget mere stressende, fordi jeg endnu ikke vidste, hvem jeg hørte til eller om jeg overhovedet hørte til nogle steder. Der er som sådan heller ikke noget galt i at kunne snakke med alle, men det føltes bare så ufatteligt vigtigt at være med i en gruppe fra start. Jeg er stadig ikke med i en officiel gruppe, men nu vil jeg virkelig heller ikke prøve at tvinge mig i nogen ved at ændre mig for andres skyld, for åh, hvor jeg fortryder, at jeg i starten prøvede på det. Man gør det bare meget, meget værre for sig selv. 

 

 eg tror faktisk, at jeg i perioder var langt mere stresset socialt end jeg var fagligt, selvom det oveni alt det andet også var svært. Men hver dag var der bare hele den der usikkerhed med ”Hvem skal jeg sidde med?”, ”Hvem skal jeg være i gruppe med?”, "Hvem skal jeg spise frokost med?". Fordi ikke nok med, at det jo selvfølgelig er ubehageligt at føle sig alene, så er der det med om folk mon kan se, at man ikke har nogen at være sammen med. Jeg var bare så træt hver gang jeg kom hjem fra skole, og kunne slet ikke overskue noget. For første gang i mit skoleliv var jeg pænt ligeglad med lektier, og mine afleveringer i den periode var nok den værste omgang lort, hvilket bare fik min selvtillid til at dvale helt vildt. Men jeg havde bare brug for den tid til at fokusere på noget af alt det andet, og det fandt jeg også ud af, var helt fair. Nu prøver jeg så godt jeg kan, og noget jeg også har lært er, at man ikke skal være bange for at indrømme, at der er noget man har svært ved. Det er naturligt. For niveauet ER højere, så det er klart. 

 

Folk sagde altid, at verden ikke gik under bare fordi man skiltes ad efter folkeskolen. Men i en periode følte jeg virkeligt at alt gik i stykker. Jeg troede slet ikke på mig selv på samme måde, som jeg havde lært at gøre i folkeskolen og jeg følte mig bare så tom. I weekenderne havde jeg pludselig ikke så mange at være sammen med, fordi folk havde travlt med deres nye liv. Og selvom jeg går i klasse med en rigtig god veninde fra min folkeskoleklasse og nogle andre jeg har kendt fra folkeskolen, så er det virkelig ikke det samme. Min bedste veninde var pludselig ikke ved min side hver evig eneste dag, og dengang vi gik i folkeskolen var vi heller ikke nogen af dem, der havde det allernemmest, men vi havde i det mindste hinanden. Men her i ferien har vi fået set hinanden igen og komme lidt tilbage til det gamle, så jeg efter weekenden er klar på at se så positivt på tingene som jeg nu kan. For det bliver bedre. Og bare jeg kigger tilbage på, hvordan jeg havde det i starten af den her lidt forvirrende periode og så til nu, så kan jeg se gode forandringer. 

 

Egentligt havde jeg meget af tiden gået med alt det her selv, fordi jeg troede ikke folk ville kunne forstå det, for det kunne jeg ærligt heller ikke rigtig selv. Jeg gik jo rundt med den tanke, at alle andre har syntes, at det var fedt at starte på gymnasiet, så måtte jeg jo være den usædvanlige.

 

 Men en aften fik jeg virkeligt bare nok, jeg kunne mærke på mig selv, at det virkeligt ikke var godt, og jeg syntes bare, at alt var alt for uoverskueligt. Så den aften tænkte jeg nøje over, hvem jeg skulle snakke med det her om. Hende jeg valgte at skrive til, var ikke en jeg havde kendt i årevis, men trygheden var der. Og da jeg så havde fortalt hende det, sagde hun, at hun godt kunne forstå det og endda relatere til hvad jeg sagde. Det var helt mærkeligt for mig, da jeg inde i mit hoved havde gået og troet, at jeg bare var underlig. Det hjalp meget på at få overblik over situationen, og faktisk var det til at overskue. Det gjorde alting en smule nemmere. Så tak til dig, du ved, hvem du er. 

 

Og derfor har jeg netop også haft brug for at skrive det her. I må tænke, hvad I vil, men jeg synes det her er så vanvittig vigtigt. 

 

Så efter alt det her, trængte jeg virkeligt også til ferie. Den har jeg også brugt til at slappe lidt af, være sammen med folk jeg har manglet i min hverdag og komme lidt væk fra det hele, og nu hvor jeg kigger på det hele, virker det overskueligt og bedre. Det er også her, at det er gået op for mig, at det netop ikke er mig, der er noget galt med. Men at det jo giver god mening, at vi jo alle sammen har skulle lære hinanden at kende, og så er det jo klart, at det ikke er det samme som folkeskolen, hvor man havde gået op og ned ad hinanden i årevis.

 

Hvis du er startet på et nyt sted, og det hele er lidt noget rod, så er det okay. Hvis du er startet på et nyt sted og synes det hele er fantastisk, er det også okay. Vi kan ikke alle sammen være ens, og vi takler situationer forskelligt.

 

Jeg håber, at I måske kunne bruge det her til noget, og I er altid velkommen til at skrive, hvis I har brug for det. 


Mange knus

Janice <3

 

 

Loading ...