3 halloweenværdige bøger (uddrag fra LostBadeand.dk)

 

Lidt tidligere på måneden lavede vi en liste over 5 tv-serier, der er perfekte til at komme i den rigtige efterårs/halloween-stemning, og her kommer så en lignende liste med bøger. Det er tre bøger, der på den ene eller anden måde indeholder strejf af uhygge og overnaturlige væsner som vampyrer, varulve, dæmoner og andre monstre.

 

Uddraget er fra Lostbadeand.dk. For at læse hele indlægget må I endelig kigge forbi her.

 

1: Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn af Ransom Riggs

Originaltitel: Miss Peregrine’s home for peculiar children

Bog 1 ud af 3.

 

Bogen handler om den 16-årige Jacob Portman, der er opvokset med sin bedstefars fantastiske historier om sælsomme børn og forfærdelige monstre. I takt med at han er blevet ældre, har han dog fundet ud af, at det blot er historier, en overdrivelse af bedstefaderens oplevelser som jøde på flugt under 2. verdenskrig.

 

Jacobs historie begynder, da han finder sin bedstefar døende i skoven uden for hans hjem. Efterfølgende plages Jakob af sin bedstefars mystiske, sidste ord, forfærdelige mareridt og billedet af det monster, han mente, han så i skoven den nat. Fast besluttet på at lære mere om, hvad der var op og ned på bedstefaderens liv, drager han ud på en rejse, der fører ham til en lille ø ud for Wales. Her finder han ruinerne af “Frøken Peregrine’s hjem for sælsomme børn”, hvor hans bedstefar skulle have tilbragt noget af sit liv under krigen. I takt med at Jacob undersøger det ødelagte hus, finder han ud af, at der måske er mere til bedstefaderens historier, end han først troede, og at de sælsomme børn måske stadig er i live.

 

Bogen er en god kombination af en genkendelig fantasy-genre, der minder mig lidt om de bøger, man læste, da man var yngre, og et nyt, spændende univers, der ikke ligner noget andet. Det er en bog, jeg synes kan læses af mange aldersgrupper, da den både kan byde på noget til et yngre og et lidt ældre publikum. Man kommer til at holde af karaktererne, og jeg synes klart det kan anbefales at slutte sig til Jacob på hans rejse for at finde ud af, hvem hans bedstefar egentlig var – og hvem han egentlig selv er.

 

Bogen er netop blevet filmatiseret, og filmen kører stadig i biograferne nogle steder i landet. Filmen går meget langt væk fra bog 1, men jeg synes nu stadig, den er værd at se (især hvis man tænker på den som en ting for sig og ikke sammenligner for meget med bogen) – om man behøver skynde sig at se den nu, eller om man kan vente til filmen engang kommer på DVD eller ender på Netflix kan så diskuteres. Hvis du overvejer at læse bogen, og endnu ikke har set traileren til filmen, så anbefaler jeg, at du holder dig fra traileren, ind til bogen er læst.

 

2: Urværksenglen af Cassandra Clare

Originaltitel: Clockwork Angel

Bog 1 ud af 3.

 

Bogen er første bind i en spin-off-serie/prequel til Cassandra Clares Dødens Instrumenter (The Mortal Instruments). Serien, der hedder Djævelske Mekanismer (The Infernal Devices), foregår sidst i 1800-tallets London. Efter sin tantes død forlader den 16-årige Tessa Gray New York for at finde sin bror, der har bosat sig i London. Da hun ankommer, er det ikke ham, der venter på hende, men Mørkesøstrene, Mrs. Dark og Mrs. Black. Søstrene bliver Tessas første møde med en verden, der er fyldt med vampyrer, warlocks og andre overnaturlige væsner...

 

Resten af indlægget kan læses HER.

 

Har I andre bud på bøger, der er gode til at komme i efterårs/halloween-stemning? 🎃

 

Knus Subangi og Sif   

 

Loading ...