Bushido

af , mandag 26. september, 2016
Bushido


"The Way of the warrior (bushido) is to be found in dying."

~ Yamamoto Tsunetomo

Klokken er 01:14 en søndag nat, og om 2,5 time skal jeg stå op.

I mit stille rum sidder jeg omgivet af den beroligende summen fra min airfan, som ivrigt kører på laveste styrke. Nætterne har været varme på det seneste. Varmere end de normalt i slutningen af september. Og snart vil vi se en ændring. Efteråret og vinterens kolde måneder presser sig på, og med det dør sommeren hen.

I morgen er en ny dag. En skelsættende dag.

I morgen skal jeg .

Citatet i toppen er fra den yderst dygtige prædiker Yamamoto Tsunetomo, forfatteren til den mest omstridte samurai bog nogensinde skrevet. Bogen hedder Hagakure og handler om etik, opførsel og morale for perfektion af krop, sind og sjæl. Jeg har altid været fascineret af perfektion. Den menneskelige perfektion. Jeg har aldrig været den mest interessede i religion. Jeg har set det hellige i mennesker. Når de presser sig selv og når nye højder.

Citatet er det allerførste der står i bogen, og jeg har på det sidste tænkt meget over det. Hvad betyder det at finde krigerens vej igennem døden? Skal man dø for at forstå den? I starten opfattede jeg det meget fysisk. At give sit eget liv for en anden. Det ville både være ærefuldt og måske var det dét som bushido i virkeligheden handlede om?

Men her sidder jeg så - en søndag nat - og tænker på døden. Ikke den fysiske død, men den symbolske død.

Måske hvis vi kigger dybere i det snakkes der i virkeligheden om den symbolske død. Evnen til at ændre sig, til at lade sit gamle jeg forfalde og gøre plads til et nyt jeg, et forbedret jeg. En evig balance mellem at slå det dårlige i en selv ihjel, og skabe grobund for noget nyt.

Så i morgen dør mit gamle jeg. Den indre kerne i mig forsvinder, og bliver opløst af noget nyt.

Der er sikkert mange spørgsmål; hvorfor vil du ændre dig selv? Er du ikke bange?

Jeg taler sjældent om mit liv. Jeg har det med at lukke mig selv inde fordi mennesker ikke er til at stole på. Men jeg har set mig selv dø før, og opstå igennem asken til noget bedre. Jeg har gået igennem svigt i barndommen med en psykisk syg mor, og en far som efterlod mig til mig selv. En stedfar der slog mig, en oldemor som døde af en blodprop, en tæt veninde som tog sit eget liv, eks-kærester på eks-kærester der var mig utro, den urokkelige ensomhed der bed sig fast i mit indre og frøs det til ren is.

I midten af min gymnasietid nåede jeg til et punkt hvor den smerte jeg følte var så slem, at pillerne lå placeret i min hånd. Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke var bange. Ikke bange for døden, ikke bange for at lide, men bange for den uerstattelige skade jeg ville gøre på de mennesker der holdt af mig. Og i det øjeblik døde mit gamle deprimerede jeg. Pillerne lagde jeg til side og faldt i søvn.

Fra den dag valgte jeg at jeg skulle finde barndomslykken frem i mig selv. Jeg skulle genindføre mig selv, gøre mig selv til hvem jeg egentlig var, og ikke gøre andre mennesker til mit omdrejningsmoment. Og dette er lykkedes til en bestemt grad. Men man kan aldrig nå perfektion, og derfor har jeg stadig en lang vej endnu. Men denne gang, 2 år efter, står jeg med et nyt mindset, klar til at pådrage mig den udfordring og det hårde arbejde der ligger i at ændre mig selv til hvad jeg vil være. Frygtløs, respekteret, ærefølende.

Med dette skriveri fastsætter jeg i sten min genfødsel den sidste mandag i september for året 2016.

Et løfte til mig selv om at perfektionere krop, sind og sjæl for min egen skyld. At gøre godt hvor godt end kan gøres, at gøre hvad der er rigtigt, og vigtigst af alt, at følge min levevej som jeg lovede mig selv førhen.


- Jon.

"You don't have to be great to start, but you have to start to be great"

 

Loading ...