At skrive til musik

af , torsdag 22. september, 2016
At skrive til musik

Musik og skrivning – går det overhovedet sammen? Det er som om at svaret på det spørgsmål altid deler vandene. Nogen kan slet ikke skrive til musik, andre kan næsten ikke skrive uden den. For mig har jeg altid har det lidt blandet med at skrive til musik. For det meste skriver jeg uden musik, men jeg har helt sikkert også perioder, hvor jeg lytter meget til musik imens. Jeg lytter især til albums, når jeg skriver, fordi stemningen ikke ændre sig drastisk, når man bliver ved det samme album og derfor vil jeg også i de her indlæg anbefale albums, der er gode at skrive til. 

 

Beach House – depression cherry

Beach House er nok det eneste band, som jeg ikke tænker i sange, men i albums. For mig flyder alle sangene sammen, og når jeg er færdig har jeg svært ved at skelne dem fra hinanden, fordi de glider så godt ind i hinanden. Jeg kan lide alle deres albums og jeg vil anbefale alle som skrivemusik, men depression cherry betyder noget særligt for mig. Albummet har en meget drømmende, næsten overjordisk fornemmelse og man føler, at man bliver taget med på en rejse til et helt andet sted. Det er virkelig en verden man bare kan forsvinde ind i samtidig med at man forsvinder ind i sin roman.

 

 

Agnes Obel – Aventine

Agnes Obels musik er nok det jeg selv har brugt allermest til som skrivemusik. Det er afslappende og Agnes Obel har sådan en fin, sart stemme. Jeg tror bedst jeg kan beskrive det her album, sådan at hvis stilhed havde en lyd, så ville den lyde sådan her. Der har aldrig været noget anmassende over Agnes Obels stil og derfor kan man også høre hendes musik, samtidig med at man tænker alle mulige skrivetanker. Det er virkelig det perfekte album til fordybelse.

 

 

For Emma forever ago – Bon Iver

Bon Ivers album har både noget råt, følsomt og enormt enkelt over sig. Det er ligesom de to andre albums et meget roligt univers, hvor man let kan lade det køre i baggrunden som en stemning, der ikke tager over. Særligt titelnummeret ”For Emma forever ago” og ”Skinny love” er fantastiske numre, der skær sig ind i ens hjerte med sin inderlighed.

 

 

American Weekend – Waxahatchee

Det her er helt klart noget andet end de to andre albums. Hvor de let falder i baggrunden, mens man lytter, så kan det her måske være en smule sværere at koncentrere sig til, men til gengæld har det også en stemning af ungdom, ru ærlighed og intimitet. Man har virkelig lyst til at være sammen med Katie Crutchfield når hun synger og på en eller anden måde virker det næsten som en dagbog med melodier – og i anti-klassik popstil udstiller de fleste af hendes sange mere hende selv end nogen anden. Jeg skrev næsten udelukkende til det her album sidste sommer og jeg elskede det. Det er et af dem, der sniger sig ind på en og giver en lyst til at skrive noget ligeså ærligt og ligeså ægte.

 

 

Push the sky away – Nick Cave and the Bad Seeds

Det her album er fra den mere mørke afdeling. Det er meget alvorligt, meget dunkelt og meget dragende, samtidig med at det også er underspillet. Det er det perfekte album til at skrive en gyser, en thriller eller et grumt familiedrama.

 

 

En liste over sange, som jeg skriver til:

”We might be dead by tomorrow” af Soko

“Stubborn love” af The Lumineers

“Yellow” af Coldplay

“Back to black” af Amy Winehouse

“Stay gold” af First Aid Kit

 “Give us a kiss” af Nick Cave and the Bad Seeds

“Barcelona” af George Ezra

”Fast car” af Tracy Chapman

“Frit land” af Ulige numre

”Cherry Wine” af Hozier

”Shiver” af Lucy Rose

”Holland” af Cold Sperks

”My funny Valentine” af Chet Baker

“Don’t explain” af Nina Simone

“Hallelujah” af Jeff Buckley

 

Lytter du til musik, mens du skriver? Hvad lytter du til?

Loading ...