På Harry Potter-rejse til London

af , torsdag 15. september, 2016
På Harry Potter-rejse til London

Tag med Mera til London og læs om hvordan The Cursed Child er live

Læs med her!

 

Af Mera

 

Da jeg for syv år siden blev færdig med Harry Potter og Dødsregalierne for første gang, var jeg ret så sikker på, at det var her, mit liv ville slutte. Jeg havde lukket bogen, og selvom den sidste sætning var ”Alt var godt”, var alt bestemt ikke godt, for lille 8-årige mig var ikke klar til at give slip på alle disse karakterer, og forlade Hogwarts – et sted jeg kaldte (og stadig kalder) hjem. Siden da har jeg genlæst serien hele 12 gange, for igen og igen at vende tilbage til det univers, som jeg elsker så højt, men der har nu altid været en del af mig, der stadig ønskede ’noget mere’.

 

Så da jeg hørte om, at der skulle komme et nyt teaterstykke, en fortsættelse til Harry Potter, var jeg selvfølgelig spændt. For de er jer, der ikke har hørt om det (og hvis det er tilfældet, må I virkelig leve under den største sten nogensinde), så er Harry Potter and The Cursed Child som sagt et teaterstykke og foregår nitten år efter, at den seneste bog sluttede. Det havde verdenspræmiere den 30. juli, og spiller nu i Palace Theatre i London. Derudover blev manuskriptet også udgivet i bogform, så dem der ikke kan komme til London og se stykket stadig har mulighed for at læse det.

 

Jeg havde aldrig forventet at få billetter for at se dette stykke, for når flere millioner af mennesker verden over var desperate efter at få fingre i dem, måtte det være noget nær umuligt. Så det kom som noget af en overraskelse, da jeg fik to billetter i julegave af mine forældre. Jeg skulle se det i starten af september sammen med min far, og allerede der i december, begyndte jeg nedtællingen. Hvis vi spoler 8 måneder frem i tiden, var det så blevet september, og jeg drog afsted til London for at se stykket. Jeg havde allerede købt og læst Harry Potter and the Cursed Child, og jeg måtte indrømme, at jeg havde lidt blandede følelser omkring det. Ikke desto mindre glædede jeg mig utroligt til at komme til London, og det var også trods min store frygt for at flyve (dog ville jeg rejse til Mars for Harry Potter, hvis det var det, der skulle til).

 

Det var min første tur til London, så førhen var den største by jeg havde været i København. Det tog mig dog kun tre timer at beslutte mig for, at jeg elskede London. Det kunne godt være, at der konstant var mennesker over det hele, det kunne godt være at det, at bilerne kørte i venstre side af vejen, gjorde det til en dødsfælde at krydse vejene for, hvor var det altså forvirrende, det kunne godt være, at Undergrunden var det mest klaustrofobiske sted, jeg nogensinde har været. Men samtidig forelskede jeg mig straks i den konstante summen af britiske accenter (britiske accenter!!!) , de røde telefonbokse og alle de majestætiske bygninger.

 

 

Vi ankom den 1. september, skulle se stykket den 4. og tog hjem den 5 og som noget af det første, tog vi I Waterstones ved Picadilly Circus, hvilket er Europas største boghandel. Så for mig, der er vant til lokale Bog og ide’er, var det det rene paradis at træde ind i boghandel med hele fem etager pakket med bøger, og det krævede alt min selvkontrol ikke at købe alle bøgerne. Allerede i vinduet kunne man se en Harry Potter and the Cursed Child udstilling, som flere stod og beundrede. Jeg tog et eksemplar af bogen op og så, at det efter at have være udgivet i en måned, allerede var kommet i 15. oplag, hvilket siger en del om Harry Potter seriens stadige popularitet.

 

Den dag tog vi også til King’s Cross station, hvilket er der Hogwarts ekspressen kører fra. Jeg fik taget et billede af mig, der (forgæves) prøver at løbe gennem muren ved perron 9 3/4 , og derefter brugte jeg lang tid inde i mercandisebutikken, der var der til ære for Harry Potter. Den var rimelig overfyldt, men vi var der jo også den 1. september. Dog kom jeg ikke gennem muren, da jeg prøvede at løbe ind i den, hvilket 8-årige mig ellers havde fortalt mig, at jeg ville.  

 

De næste dag blev bl.a. rundt på både at se diverse seværdigheder i London, men også på at tage i Warner Bros Studios og se filmkulisserne. Selvom jeg aldrig har været den største tilhænger af filmene, var det alligevel en stor oplevelse at gå rundt der, og engang i mellem fangede jeg mig selv i at minde mig på, at jeg altså ikke var der i virkeligheden. Dog ville jeg ikke gå alt for meget i detaljer med dette, selvom jeg så sandelig kunne, men jeg ville nødig gøre det for langt.

 

Søndag den 4. september var så dagen, hvor vi skulle se stykket. Jeg vågnede kl. fem om morgenen, og kunne umuligt falde i søvn igen så i stedet genlæste jeg lige manuskriptet en ekstra gang, fordi hvorfor ikke? Forestilling begyndte kl. 1, men vi var allerede hende ved teatret kl. 10, for at hente vores billetter. Her stod der da også en kæmpe kø af mennesker, der gik hele vejen rundt om teatret. Tiden gik dog hurtigt, da jeg fandt nogle at snakke med i køen, da vi nu engang havde det til fælles, at vi alle sammen elskede Harry Potter, og det er et ret godt grundlag for samtaler med fremmede. Alle var utrolig søde, og det var så spændende at høre andre dele deres oplevelse med Harry Potter (plus det var endnu en undskyldning for at lytte til fantastiske britiske accenter)

 

Teaterstykket var delt op i to dele og tog til sammen omkring 5 timer (ikke medtalt den lange pause mellem dem). De fem timer fløj forbi og kunne lige så godt have været fem minutter. Den første del brugte jeg på at sidde og føle mig som den heldigste person i hele verden, fordi jeg fik lov at se noget så fantastisk. Special effekterne var så flotte, at hvis nogen havde fortalt mig, at de rent faktisk brugte magi, ville jeg have troet dem, så troværdig det så ud. De drak polyjuice-eliksir, forsvandt ind i bogreoler, svømmede i en sø, der var dementorer flyvende hen over hovedet på publikum, og det så ikke andet end magisk ud. Skuespillet var også så godt, at det fik mig til at glemme alle mine blandede følelser om manuskriptet, da jeg først havde læst det, og leve mig så meget ind i, at jeg sad og gispede og grinede sammen med resten af publikum. For første gang siden jeg var blevet færdig med bog 7, følte jeg mig fuldt ud tilbage i universet og forelskede mig nu i nye karakterer (specielt Scorpius Malfoy)

 

Så kom anden del. Fem minutter inde i anden del begyndte jeg at græde. Og jeg er den person, der sad med tørre øjne gennem Titanic. I starten vidste jeg ikke hvorfor – måske græd jeg bare af glæde, måske bare fordi mine øjne havde besluttet sig for, at jeg ikke var så hjerteløs, at jeg kunne se på, hvad personerne nede på scenen gik igennem uden at græde. Oplevelsen var bare så overvældende, og jeg elskede hvert sekund så meget, at det var umuligt at forestille sig, at der på et tidspunkt ville komme sekunder i mit liv, som jeg ikke ville bruge i Palace Theatre i London. Jeg havde lyst til at give hver og en af karaktererne et kæmpestort kram og fortælle dem, at det hele nok skulle gå.

 

For det er vist det, som jeg elsker ved teatret. Når man læser eller ser en film, kan det hele sagtens føles virkeligt, men følelsen holder aldrig ved. Mens I teatret sker alting faktisk lige nu og her, foran en selv, og man er en del af et publikum, der gisper, griner, græder eller kommer med kollektive åhh’er, som var alle de omkring 1400 mennesker, der var i teatret, kun en person. Så for de af jer der har læst The Cursed Child, men ikke var synderligt imponerede – det er virkelig en million gange bedre som teaterstykke, og det at se det var bestemt en oplevelse, som jeg håber på, at jeg aldrig glemmer -  og hvis jeg gør vil nuværende mig slå fremtidige mig hårdt oven i hovedet.

 

Så da stykket var ovre, græd jeg så meget, at jeg fik en del mærkelige blikke, som jeg ikke kunne være mere ligeglade med, for nu var det virkelig ovre. Og da alle skuespillerne kom op og bukkede, klappede jeg så hårdt, jeg aldrig tror, at jeg vil stoppe med at have ondt i hænderne.

 

Bagefter gik vi ned til Stagedøren, hvor man kunne møde skuespillerne.  På det tidspunkt var jeg stoppet med at græde efter at have gjort det i hele to timer (ingen overdrivelser) Jeg har desværre ingen billeder, fordi min telefon var gået død, men jeg fik autografer fra de fleste og fik sagt, hvor fantastiske de alle var.  De var alle sammen så utroligt søde og venlige og tog sig god tid til at snakke med alle de fans, der var halvt eller helt opløst i følelser.

 

Næste dag skulle vi hjem, og det gik for alvor op for mig, hvor kedeligt et land, Danmark var. Jeg havde kufferten fuld af Harry Potter merchandise, souvenirs og alle de bøger, som jeg fik købt, og mine fødder gjorde ondt efter at have gået så meget op og ned af Londons gader. Men selvom man på ingen måde kan sige, at jeg glædede mig til at komme tilbage, så var det i det mindste med fornemmelsen af, at Harry Potter universet er udødeligt, at jeg landede i Danmark.

Loading ...