TGIF: 6 tips til 24 timers-konkurrencen!

Læs 6 gode råd til at skrive hurtigt og godt

Få tips og tricks til at naile den konkurrence!

 

Vinderen af sidste uges bedste kommentar blev Damana! Du må meget gerne sende en mail til helena@movellas.com med et link til den historie, du ønsker feedback på!

 

På næste lørdag (6. august) afholdes Movellas' 24-timers-konkurrence! Som opvarmning til dette vil de næste to fredages TGIF-indlæg stå i konkurrencens tegn, så du er helt klar når dagen kommer. Hvis du ikke har helt styr på hvad konkurrencen præcist går ud på, vil jeg anbefale at læse denne blog, der går i detaljen med det. 

 

Jeg har selv deltaget i Movellas' write-a-thon/24/48-timerskonkurrencer 3 1/2 gang, og det har muligvist lært mig en ting eller to, om hvordan man får mest ud af tiden og får skrevet den bedste historie. De tips vil jeg nu dele med jer, og så håber jer, at I vil dele jeres tips med mig i kommentarerne! Og fordi det er d. 6. august konkurrencen sættes i gang har jeg udvalgt mine 6 bedste råd! Så her er de - 6 gode råd til at skrive hurtigt og godt:

 

1. Få feedback undervejs

En makker, en sparringspartner eller selv en ikke-movellist er guld værd, når du skal skrive meget på kort tid. Du har ikke den sædvanlige mulighed for grundighed, gennemretning eller et helt kritisk blik. Selv hvis du er presset med din historie, kan det altså godt betale sig at lave feedback-aftaler med andre movellister på dagen, da det tit er både hurtigere og nemmere at bedømme andres skriverier, end sine egne. Har du hverken venner eller familie, der kan feedback'e, og har du slet ikke tid til at feedback'e andre, kan du også holde øje med bloggen i løbet af aftenen, hvor du kan vinde feedback i nogle forskellige challenges!

 

2. Rør dig

Selvom du helst bare vil sidde klistret foran skærmen, er det vigtigt at få strukket benene, rystet skuldrene og slappet af i fingrene. Gå en tur og få lidt frisk luft og inspiration i hovedet. Alternativt kan du også bare gøre som mig og gå frem og tilbage på dit værelse, men du siger din dialog højt som en anden særling. 

 

3. Hold blodsukkeret oppe

Okay, det her er måske bare mig, og det virker bestemt ikke for alle, men jeg arbejder 3.000 gange så godt, hvis jeg har noget at snacke og drikke imens. Du kan gå den usunde vej og købe farligt farvede bland-selv slik og drikke en masse cola, eller du kan skaffe dig noget humus eller dip og spise en masse grøntsagsstænger, drikke dejlig te og masser af vand med lime, ingefær og agurk!

 

4. Planlæg

Igen: Planlægning er ikke for alle. Men når du skal skrive en historie på så kort tid, er det godt at vide, præcis hvor du vil hen, og hvordan du vil nå derhen. På den måde undgår du svinkeærinder. Planlægningen behøver du hverken skrive ned eller holde super detaljeret, hvis det ikke er din kop iste. I stedet kan du måske gå en tur, hvor du tænker hele din historie igennem eller tage et langt bad, hvor du beslutter dig for de mest centrale begivenheder?

 

5. Lav delmål

Lidt i tråd med planlægningen er det også en utrolig god idé at lave et løst skema, der gør det mere overskueligt at finde ud af, hvor meget du mangler. På den måde kan du også undervejs overveje, om der er noget, du vil skære fra, hvis du begynder at sakke bagud. 

 

6. Vælg en strategi - og hold dig til den

Vil du bare hjerne igennem på tasterne og så første læse det hele igennem til sidst? Eller vil du vælge hvert ord med omhu så du slipper for gennemretningen? Vil du tænke dit plot grundigt igennem på forhånd, så du slipper for at ombestemmer dig, eller vil du bare i gang og så efterlade rum til at gå andre veje, end du oprindeligt havde tænkt dig? Der er mange variationer og strategier, man kan bruge, og der er ikke nogen, der er rigtige eller forkerte. Det vigtigste er, at du vælger den, der falder dig mest naturlig - og så holder dig til den. Om din historie fuld af kommafejl, eller går det meget langsommere for dig end alle andre, er ligegyldigt! Bliv ved med at tro på din egen metode og så knokl igennem! 

 

Ugens spørgsmål

Nu er det din tur! Hvad er dit bedste råd til at skrive hurtigt/godt/på en deadline? Del det i kommenatarerne. Den bedste kommentar vinder en feedback på en valgfri historie! Vinderen bliver offentliggjort i næste fredags TGIF-blogindlæg!

 

TGIF er Movellas' nye blogserie, hvor du hver fredag kan læse et hyggeligt, sjovt eller underholdende blogindlæg og samtidig vinde en feedback ved at besvare ugens spørgsmål!

 

Loading ...