5 ting du bør overveje inden afrejse

Husk de vigtige sommerråd

Læs, skriv, gentag...

 

 

 

 

 

Der er et par enkelte og nemme skridt man kan tage, for at sikre sig at man får den bedste ferie! Og med det mener vi selvfølgelig den bedste læse-ferie.

 

Her er 5 ting vi på Movellas redaktionen har overvejet inden afrejse. Måske kan du nikke genkendende til et par af dem?

 

 

 

 

 

 

 

1. Biblioteket er din ven...

...fordi her kan du 'forudbestille' - jeps, det er lige så godt som de toldfri varer i flyet - nøje udvalgte bøger til din rejse. Du kan i ro og mag sidde derhjemme og udvælge netop hvilke tætskrevne lyksagligheder du denne gang skal mæske dig i på ferien. Overvej dog let-læste bøger, da murstensromaner optager en del af pladsen og derudover de tilladte kilo i kufferten.

 

2. Du kunne jo også...

...slå dig løs og købe dine bøger til rejsen. Findes der noget bedre end en bog ingen har læst før dig? Duften af nyt papir og tryksværte, en forventning om hvad siderne gemmer og et løfte om mange timers frydefuld læsning. Men bare et godt råd, giv dig selv et maks antal bøger du må købe, alt efter hvor længe du skal være væk, da det ellers kan være som at slippe et barn løs i en slikbutik, hvis du ikke på forhånd har sat et loft inden du træder ind i boghandlen! 

 

3. Computeren skal med..

...for det kunne jo være et du lige skulle læse et par movellaer du havde gemt til 'læs senere', og nu var tiden der pludselig til det. Det kunne jo også være at du blev inspireret på din rejse til at skrive videre på et eller flere af dine egne projekter. At rejse er at skrive, er det ikke det man siger...

 

4. Når du pakker...

...er det vigtigt du starter med bøgerne. Alt andet er sekundært i forhold til disse, og må derfor indordne sig efter hvor meget plads der er i kufferten når bøgerne er på plads. Overvej at klæde dig i alt det tøj du skal have med, så er der helt sikkert plads til den ekstra bog du troede du måtte lade blive hjemme.

 

5. Ferietid er...

...læsetid! Så lad dig ikke distrahere hvis du sidder midt i en god bog (eller movella selvfølgelig!), lad de svalene ord føre dig langsomt ind mellem siderne, og føl hvordan historierne vikler sig om din bevidsthed, og som små lette bølgeskvulp luller dig ind i deres helt eget univers.

 

Især det sidste råd har jeg tænkt mig at følge nøje, når jeg nu drager ud i verden de næste to uger og derfor ikke vil være lige så meget til stede på Movellas som normalt. Jeg vil smutte ubemærket gennem The rabbit hole og lade mig opsluge af de bøger jeg har udvalgt til min rejse. Og mens jeg flyver metaforisk rundt som opdagelsesrejsende, vil LenaBlak, som Community Manager og min tro væbner, trygt og stilsikkert tage roret og tage hånd om alle spørgsmål, tvivlssager og hvad der ellers måtte opstå af uforudsete hændelser. Du kan skrive til LenaBlak på Helena@movellas.com.

 

May the writing be with you!

Kærligste læsehilsner

Rebecca

 

 

 

Loading ...