Stefan J: Glem alt om cencuren

Glem alt om cencuren

Cencurere du dig selv, mens du skriver? Måske endda uden at lægge mærke til det? Stefan J. giver dig her sine tips til, hvordan du undgår at cencurere dig selv.


 

Dette er tiende blogindlæg i min nye serie af skriverelaterede blogindlæg kaldet Movellas Akademiet, der vil hjælpe dig til at vokse som forfatter. Har du en idé til, hvad du gerne vil læse om? Eller vil du gerne skrive et gæsteindlæg? Send mig en mail på sofie@movellas.com.

 

 

Stefan J. er i denne uge gæsteskribent og skriver om, hvordan man håndterer sin egen cencur.

 

Fra fanfiction-forfatter til realisme-forfatter til pensioneret rotte.

Nå ja, i kølvandet på ”Dronninger skider også”, mit seneste mageløse vidunderværk - der faktisk bare handler om ingenting end mig, der ytrer mig på godt og ondt om noget så helt vildt ligegyldigt som Britney Spears der går på toilettet - har jeg fået denne ærefulde tjans at fortælle jer nogle spændende ting om alt muligt. Så tak til Movellas for at give mig en stemme igen.

 

Hvordan i alverden går man fra noget så formelt som ”Pigs Of Fame”, noget så brutalt som ”Lost Footprints”, og så Miracoli, der primært er baseret på de sidste tre-fire år af mit korte liv, til en Movellas-”oscarstatuette” til ”Dronninger skider også”?

 

Lad os prikke hul ballonen

Jeg var fortabt i de første to år her på Movellas. Ærlig talt, det var jeg. Jeg havde meget travlt med at sammenligne mig med alle de store; ”Nøj, hvor er de bare gode!”, ”Oh my effin’ god, jeg bliver aldrig lige så god som dem!”, ”Hallo, jeg er en dreng på en side domineret af piger.”

Det tog også lang tid for mig at indrømme, at jeg godt kunne lide One Direction, før jeg overhovedet udgav Pigs of Fame. Jeg er jo en dreng. På det tidspunkt var jeg 15 år, iiiiih ha, lige de bedste af slagsen, jeg var pissebange for alt og for livet, personlighedsspaltning og humøret som en kvinde, der skulle til at føde tvillinger.

Desuden fulgte jeg reglerne - jeg fulgte råd fra de store/Gud og jeg gjorde som folk sagde. Censurerede mig selv, fortalte aldrig rigtig om det, jeg egentlig følte eller ville sige.

Nu er jeg 19 år, følger ikke en skid reglerne (som jeg alligevel aldrig gjorde), hader regler, ærlig så står ud af culus, pissehamrende ligeglad med hvad andre synes, gør aldrig som folk siger  (medmindre visse autoriteter), det sidste selvhøjtidelig menneske i verden, taler flydende selvironi, tager for det meste pis på sig selv og så er jeg verdens koldeste kælling, når det kommer til meninger. Nå ja, så er jeg også ”Movellas-pensioneret”. Jeg har simpelthen været her i så lang tid, at jeg kan kalde mig selv en gammel rotte på dette ski’v.

 

Da det hele vendte

Vendepunktet blev særdeles det øjeblik, hvor jeg besluttede mig for at udgive Miracoli sammen med Linette H. Fra det øjeblik var der intet, der længere kunne røre mig, for det der ellers var det mest sensitive i mit liv blev formidlet og bearbejdet. Alle kan se det. Done. BUM. Det er faktisk ikke så slemt, som man troede. Man skriver dobbeltkontrakter med læserne - de aner ikke en smule hat om hvad der er rigtigt og hvad der er sandt, hvor meget af det, der er sandt og hvor lidt af det, der er falsk.  Det er jo dét, der er så fantastisk ved selvbiografier.

 

Jeg bevægede mig væk fra fanfiction-verden. Hvorfor gjorde jeg det? Det rørte mig ikke mere. Hold nu kæft. Det talte ikke til mig på samme måde mere. Jeg var jo ikke længere den her 15-årige teenager, der gemte sig bag en skærm og skrev i al hemmelighed om fem flotte fyre. Taget det i betragtning skete der så mange ting i mit privatliv, som så ikke er så vanvittig privat mere, at fanfiction ikke længere havde nogen betydning for mig på samme måde som det havde for fire år siden. Jeg ville fortælle sandheden, fortælle om mine indre følelser, være brutalt ærlig og bryde den Fucking Tavshed. Folk fortjente det, fortjente en øjenåbner.

 

Jobbet som fotojournalist

Det gav mig jobbet som det, der i al beskedenhed kaldes for fotojournalist. Jeg har været fotograf i mange år og sidste år udstillede jeg nogle enorme billeder (etisk ekspressionisme for dælen som min billedkunstlærer dog kunne sige det), redaktøren på den lokale ugeavis tilbød mig i den sammenhæng et job som fotograf og journalist. 50% skriveri, 50% fotografi.

 

Nu laver jeg kæmpeportrætter til ugeavisen hver uge. Det går ud på, at jeg interviewer og fotograferer en ganske almindelig person fra Svendborg og omegn. Men mennesket er jo alligevel ikke almindeligt, for alle har forskellige historier at fortælle. Det er jo netop det, der gør, jeg elsker mit arbejde. Man kommer ind under huden på folk, jeg møder MANGE forskellige mennesker fra forskellige hjem og forskellige aldre. Deres historie kan være stort som småt; for min skyld kunne de fortælle om skildpadden Jeppe og det ville stadig rykkes i avisen.

 

Det er mit arbejde at formidle det og få det ned på skrift, fortælle resten af læserne. Give den her person en stemme og en chance for at vise andre, at det ikke er farligt at bryde tavsheden.

 

Dronninger skider også

Det gav mig altså inspirationen til at lave ”Dronninger skider også”. Der bliver ikke lagt skjul på noget ligesom der heller ikke lægges skjul på nogle af de portrætter, jeg rykker i avisen. Det er ligesom dominobrikker; jo flere man er om at bryde tavsheden, jo flere får samme idé. Og så er det helt utroligt, at man stadig kan leve videre i god behold fremover.

 

Men i sådan en narcissistisk verden som os nutidsunge er i, tror jeg gerne på, at mange føler det enorme pres - alt skal være i orden; tøjet skal være rigtigt, Facebookprofilen og 12 til eksamen.

 

Tips

Så her kommer der en ”lille” liste med ting DU burde gøre, hvis du vil være en ucensureret, fri fugl:

 

  • Tag nu lige en snak med dig selv og slå hellige Jomfru Maria så hårdt i melonerne, at hendes skrig bliver til elevatormusik i Empire State. Drop alt om at være hellig og for den sags skyld højtidelig.

 

  • Svært ved at fortælle, hvad du egentlig synes? Så har jeg godt nyt: Vær altid positiv eller konstruktiv, men vær aldrig forventningsfuld. Der vil altid være nogen, der har andre meninger.

 

  • Situationsfornemmelse. Nogle er ærlige uanset hvad, hvilket er for det meste er skidegodt, men for Guds skyld og for din egen: husk lige på hvilken situation du står i, inden du åbner munden og lukker op for dine ærlige tanker. Står du ved also known as Regina George’s begravelse er det måske ikke lige en passende idé at fortælle, at hun i virkeligheden var en skank og faktisk blev ”heftigt penetreret” til døde.

 

  • Lad være med at tænke på konsekvenserne. Bare hop ud i det, for det kunne jo være, at det kom til din fordel. Desuden lever man kun én gang, så hvorfor ikke få det bedste ud af det?

 

  • Stol på dine impulser og gør det, der falder dig først ind. Det er ligesom til en teoriprøve i kørekort (hvis du har været til sådan en). En situation dukker op, du ved måske ikke helt, hvad du skal gøre. Gør altid dét, du føler er det rigtige, for det plejer som regel at være dét, der ér det rigtige.

 

  • Drop reglerne. Ovenstående fortæller også, at jeg ikke er just glad for regler og jeg følger dem ofte ikke - og slet ikke i skolen. Vel får du sikkert også en kedelig karakter, fordi de stivnakkede røvhuller så gerne vil kontrollere din læring, men det skal ikke forhindre dig. Så længe du selv lærer noget af det.

 

Ligeså uretfærdigt er det i matematik. Finder frem til det rigtige svar, men selvfølgelig ikke på den måde, de gerne vil have dig til.  

 

  • Tag det ikke personligt. Meninger er brede og det samme er den virtuelle verden. Det er nemt for folk at sige grimme ting og meninger på nettet, for de kigger dig ikke i øjnene, men gemmer sig bag en skærm. Lær at skildre mellem det virtuelle og virkeligheden, når det kommer til personlige meninger.



 

Så hvordan føles det så at være en fri ucensureret fugl? En smule risikabelt, ikke? Forhadt, du skider over det hele, som regel på uønskede steder. Karma ville ønske, du selv fik lort i hovedet. Velkommen til den virkelige verden - her er der ikke plads til sarte sjæle, survival of the fittest, drøm ej om din Martini serveret i Jesu Sko (og man skulle næsten tro det, så dyre de drinks nu er).

 

I må have held og lykke i den store, farlige verden.


- Stefan J

Loading ...