Linettes udgivelseshistorie

Udgivet med DreamLitt - Linettes udgivelseshistorie

Hør Linette Harpsøe fortælle om sin udgivelse med forlaget DreamLitt!

af Linette Harpsøe

 

Jeg kan lægge ud med at fortælle, at ja, selv om at man sidder med en forlagskontrakt og masse dygtige mennesker omkring sig, så er man sgu lidt ræd for at det man har skrevet er noget bæ. Så har vi slået det fast.

 

Begyndelsen
Da jeg begyndte på første bind i Exilium trilogien (oktober 2014), var det fordi jeg ville deltage i en konkurrence med den. Arnold Busck afholdt en novelle-konkurrence med temaet ”gys”. Desværre kunne jeg ikke nå at blive færdig i forhold til deres deadline. Projektet blev for stort og historien udviklede sig i en anden retning end jeg havde tænkt (det der med hardcore gys var jeg utrolig sølle til). I stedet blev jeg opmærksom på at forlaget Dreamlitt afholdt debutant konkurrence. Og det skulle jeg da prøve!

Jeg satte sidste punktum i Exilium få dage før tidsfristen (januar 2015). Manus var ikke læst igennem, så der var ikke bare tastefejl, stavefejl og plothuller på størrelse med Bornholm, der var også fejl i min tidslinje som jeg først opdagede efter manus var afsendt (argh!)

Det korte og det lange er, at jeg selvfølgelig ikke vandt konkurrencen og heller ikke den udgivelse der fulgte med.


En ekstra chance

Efter afslagsmailen tikkede der dog en ekstra mail ind fra forlaget i min inbox. Den lød noget i stil med ”Vi synes Exilium er værd at kigge på en ekstra gang, så hvis vi kan finde en redaktør der er villig til at arbejde med romanen, vil vi gerne skrive kontrakt med dig”. Fire nervepirrende uger senere (og ti nedbidte negle senere) havde jeg en redaktør og en underskrevet kontrakt. Yes!

Nu ved I hvad der skete for 14 måneder siden. Men hvad er der så sket siden?


Redigering (advarsel: hårdt arbejde forude)

Jo, min redaktør har læst manus. Og det har hun nok gjort over 15 gange i alt. Den første gang jeg fik manus retur, var det med råd om at omskrive og gennemgå hele plottet, karakterne og kapitlerne (de der Bornholmske-plothuller skulle endelig fixes). Jeg brugte hele sommerferien på det. Hver dag sad jeg fra morgen til aften og stykkede romanen sammen på ny. Ny kapitler kom til, andre blev sorteret fra og hullerne blev lappet. Det var den største og mest kritiske omskrivning nogensinde. Og jeg var fuldstændig bombet bagefter. Efterfølgende var det mindre ting min redaktør fokuserede på og vi tog det i etaper. Her er nogle af de vigtigste:

  • Først var det plottet, karakterne og helheden.

  • Anden gang var det sanserne. Dufte, lyde og smage. Jeg skulle ”farve” teksten noget mere. Beskriv fx en solnedgang eller et barndomsminde der vækker angst.

  • Tredje gang blev der fokuseret på sproget. Undgå at bruge de samme ord hele tiden (dem havde jeg tons af). Ordet ”men” og ”missede med øjnene” forekom ganske ofte.

  • Fjerde gang blev sætningerne forenklede. Væk med ”det mindede/lignede noget der måske var et hus” og ind med ”vi kom til et hus”. Skarpt, præcist og ikke så laaaaaangt og ligegyldigt. Dialogerne fik samme tur. Enkelt og præcist.

 

I en periode på seks måneder sendte vi manus frem og tilbage til hinanden. Efter min redaktør og jeg var tilfredse, sendte vi manus til en korrekturlæser og imens hun kiggede på vores flotte arbejde, hoppede en illustrator ombord på Exilium-teamet. Og så fik jeg min sag for. Forklar lige en engelsk talende illustrator hvordan forsiden skal se ud, og hvad bogen handler om – på engelsk – skriftligt? Det er ret svært. Men det lykkedes, og efter et hav af skitser, forskellige skrifttyper og farver, blev omslaget færdigt. Så langt så godt. Samtidig kom der også en mediegrafiker til. Hans job var at lave en bog-trailer til bogen. Han skulle også lige opdateres og have tilsendt uddrag og små bider af romanen for at få en ideen om hvordan han skulle stykke noget fantastisk sammen.

Korrekturlæserne havde dog også lige en masse ting hun gerne ville have rettet i manus. Og her taler vi ikke om simple punktum- og kommafejl. Nej, ord som idiomatisk og anglisering blev mine nye bedstevenner (eller ikke!). Jeg måtte straks slå op i ordbogen og lære hvad de to ord betød.

 

Anglisering  ”gøre engelsk; give et engelsk præg ofte i forbindelse med sprog”

  • Armyfarvede bukser. Niks. Army er engelsk ord for ”hær” og ikke en farve.

  • En pager. Niks. En pager er en personsøger på dansk.

  • Blackoutzoner. Niks. Fordi det er engelsk men bruges på dansk, bør det være to ord eller ord med bindestreg.

Så når man bruger engelske udtryk i danske litteratur, skal man altså være opmærksom på bestemte regler.

Idiomatisk  ”vedr. idiomer og andre faste udtryk der kan være særlige for et bestemt sprog”

For at skære det ud i pap, så er det ret simpelt. Det betyder at hvis Anders taler med jysk accent, så skal Karl ikke pludselig gøre det på side 14 hvis han hele tiden har talt svensk. Og hvis Karen altid bruger ord som ”nederen!” så skal Ulla ikke gøre det ud af det blå, hvis hun altid taler pænt og lyder lidt som dronningen.

 


Efter jeg fik styr på anglisering og idiomatisk sprogbrug, så blev manus sendt videre til min grafiker. Nu var der altså styr på plottet med min redaktør, bogens omslag med min illustrator, sproget med min korrekturlæser, bog-traileren med min mediegrafiker og nu skulle hele manus så sættes op som en ”rigtig” bog af grafikeren.

Da grafikeren sendte manus tilbage som en bog i pdf-fil, løb jeg rundt som en tosse i stuen. Det så pisse godt ud. Fede overskrifter, flotte kapitler og sprød layout. Det eneste problem var, at nu hvor teksten stod som en rigtig bog, så så man en million nye stavefejl (pis!). Så vi måtte på den igen. Min redaktør og jeg læste altså heeele Exilium igen, og skrev ned på hvilken side og i hvilken linje der var en rettelse. Og det tog tid. 440 sider fylder pludselig en heeel del!

Og nu er vi så nået til april måned. Der er gået over et år og de sidste seks måneder har været super intense.

Og det der mangler er at grafikeren ordner de sidste rettelser, bog-traileren bliver færdig, bogen bliver trykt og en endelig udgivelsesdato fastsættes. De ting der så er kommet oven i (som jeg føler, er meget voksen-agtige og skræmmende), er at forlaget håber på at jeg kan komme ud på nogle folkeskoler og holde foredrag, og så skal der afholdes en bog-reception når bogen er udkommet.
 

 

Kontrakt, studie og privatliv (og kage)

Alt i alt er det at blive udgivet en kæmpe oplevelse. Men man skal have tiden, motivationen og opbakning hjemmefra. Jeg har en fantastisk kæreste som ikke brokker sig over at jeg sidder til langt ud på natten og redigerer (så længe jeg spiser - kage tæller ikke - og drikker 2 liter vand om dagen). Og det er vigtigt. Mit studie har jeg kunne balancere ved siden af, men det er et ekstra arbejde med masser af tidsfrister som man siger ja til. Kan det anbefales? Helt klart!

Det jeg har lært, er at det er godt lige at blive lidt ældre, inden man skriver kontrakt. Det er en stor mundfuld der kræver selvstændigt arbejde med fagfolk der forventer noget af en, så det gør ikke noget at man har skrevet en masse år og lige har fået lidt styr på resten af livet også. Så fortvivl ej, fordi I ikke bliver udgivet i en alder af 14, 18 eller 21 år, for I bliver så tæske gode og lærer så vanvittigt meget af bare at skrive, så forlagene skal nok sige ja en dag.

 

Stil endelig spørgsmål, eller følg mig på Facebook eller på min hjemmeside www.linetteharpsoe.dk

Loading ...