At skrive om en by

af , fredag 22. april, 2016
At skrive om en by

Hvordan skriver udgivede forfattere om byer?

Bliv inspireret i, hvordan DU kan skrive et konkurrencebidrag til "Skriv om din by"

 

Nu er det en uges tid siden, at Skriv om din by-konkurrencen kom op. Måske skribler du allerede på et bidrag, måske klør du dig arrigt i hovedet efter idéer - eller måske vil du slet ikke deltage? Uanset hvad så kan du sikkert få noget ud af dette blogindlæg, for selvom man måske ikke lige lægger mærke til det, så er miljø og byer helt vildt centrale som rammer, som tema og som fremstilling i utroligt mange, utroligt gode tekster! Det er lige præcis disse tekster vi vil se nærmere på i dag. Jeg har været på skattejagt i min reol og fundet nogle bud på bøger, jeg synes gør det med at skrive om sin by godt og med en spændende vinkel, som I måske kan bruge til noget! Der er mange bøger og historier, man kunne hive fat i, så dette er selvfølgeligt blot et lille udsnit.

 

 

Så... Gør som disse forfattere - og skriv om en by!

 

Gør som Katrine

I Katrine Marie Guldagers novellesamlinger, København og Kilimanjaro, bruger hun et fælles miljø til at fortælle mange, individuelle historier. I begge novellesamlinger hænger mange af novellerne dog sammen og især i København skaber hvert menneskes fortælling en bid af et bredere billede. Guldager fortæller dermed mange historier, og en historie på samme tid. Den store historie bliver nemlig den om en by - et billede af de mange skæbner, der findes i den.

 

Men byen bliver også utrolig konkret i novellesamlingen, som blandt andet i novellen, Sammenstødet, der begynder således:
"Den kvinde, der til fods nærmede sig H. C. Ørstedsvej fra Danasvej, var langt fra opmærksom, faktisk var hun stiv af syre."

 

Nu kender jeg helt tilfældigvis begge gader (den ene er på den større side, mens den anden er meget lille) fordi jeg har boet små ti meter fra dem begge hele mit liv, men havde jeg ikke gjort det, havde jeg sandsynligvist aldrig hørt om dem. Alligevel skaber disse præcise detaljer en følelse af indforståethed og univers med læseren, som kan være brugbart.

 

 

Gør som Amalie

Ligesom Guldager spiller Amalie Laulund Trudsø på det specifikke og detaljerede i sin debutroman, Koordinater fra 2013. Koordinater handler om en ung kvinde, der flytter fra landet til København for at studere på universitetet. Undervejs flytter hun ind og ud af lejligheder, får og mister kærlighed og oplever tømmermænd på Skt. Hans Torv og røveri på Gammel Kongevej, men hvor København i Guldagers novellesamling mest af alt er miljøet, vokser byen i Trudsøs roman, for Koordinater er måske især en roman om at finde sig til rette i en by og at få et nyt hjem. København får i Koordinater dermed lov til at fylde som en karakter helt for sig selv, en slags kærlighedsinteresse for bogens jeg-fortæller. I romanens sidste afsnit (der forresten alle er opkaldt efter gadenavne i København), Christianshavn, får København pludselig en organisk art, idet det beskrives: "Alligevel er det en trøst at tænke på broerne: at se dem for sig som sener og vide, at der findes en form for væv".

 

 

 

Gør som Johann

I 1774 udgav Johann Wolfgang Goethe en roman, der tog ungdomsgenerationen med storm. Historien lyder på, at unge mennesker overalt i Tyskland imiterede bogens unge hovedperson i opførsel og tanker. Romanen hed Den unge Werthers lidelser, og handler om den unge Werther (surprise, surprise), der flytter til en lille, tysk landsby, hvor han møder den unge kvinde Lotte, hvem han forelsker sig dybt i. Ulykkesagligt er Lotte dog forlovet med en anden, så Werther kan ikke være sammen med hende. Dette kaster den ellers optimistiske Werther ud i dyb depression, der kulminerer i, at han (spoiler alert) til sidst begår selvmord. I midten af bogen er Werther rejst bort fra landsbyen, men på hver side af rejsen tegner sig hvert sit billede af landsbyen, og det er netop det, der er interessant for os i dette blogindlæg.

 

I begyndelsen af bogen beskrives landsbyen nemlig idyllisk, romantisk og smuk.
"En forunderlig sorgløshed har fyldt min hele sjæl ligesom de søde forårsmorgener, jeg nyder af mit fulde hjerte. Jeg er alene og glæder mig over denne egn, der som skabt for sådanne sjæle som min. [...] Når den kære dal rundt om mig damper og solen højt oppe på himlen hviler..."

I slutningen beskrives samme egn således:

"Jeg skal ikke, jeg skal ikke komme til mig selv igen, hvor jeg så går, møder der mig et syn, der bringer mig ud af fatning. I dag! Åh skæbne! Åh menneskeslægt!

Jeg går langs med floden ved middagstid, jeg havde ingen lyst til at spise. Alt var så øde, en råkold vestenvind blæste ned fra bjerget, og de grå regnskyer trak ind gennem dalen."

 

Og det er ikke kun fortælleren opfattelse af naturen i landsbyen og dalen, der ændrer sig, men også indbyggernes tilværelsen: en i begyndelsen rask og sød dreng, dør af sygdom hen mod slutningen. Dermed benytter Goethe altså den by, hvor hans plot foregår til at udtrykke hovedpersonen, fortællerens, indre. I stedet for at byen påvirker historien, kan man sige, at historien påvirker byen.

 

 

Gør som Søren

I digtsamlingen, City Slang fra 1981, af Søren Ulrik Thomsen, er storbyen i fokus, og menneskets identitet i dette udforskes, vendes og drejes, mens det behandles poetisk af forfatteren. Thomsen bruger gentagne billede og sanseindtryk som efterår og farven blå for at skabe en sammenhængende følelse mellem digtene.

 

I City Slang behandles byen sanseligt, kropsligt og nogle gange næsten mytologisk eller dystopisk. Fokus retter sig både mod fortiden og fremtiden. I digtet, Glemt kvarter, ser digterjeget nostalgisk på det kvarter, han voksede op i, mens digtet, Vent, i højere grad rækker ind i fremtiden.

 

 

Glemt kvarter

I et glemt kvarters blå bombetomt

flakker jeg søndag eftermiddag, efterår,

busserne ligger med bunden i vejret

rustne og fulde af rådden regn

fra porte og mørke køkkenruder

vender gamle kærester

ansigtet mod mig, rækker hænderne ud

i det blå.

 

Vent

I kaffebaren med cigaret og cola

i frost over fodgængerovergangen

i biografens dybrøde foyer

i flugt med hænderne for ansigtet

 

vi venter på nogen

 

i flyvende efterår på Oktober Boulevard

i bilen død midt i nattens slum

i værelser presset ind under taget, stukket ned under gården

i tog susende væk fra, imod og igennem alle byer

 

vi venter på nogen

 

i årevis

i aften.

 

Gør som Ernest

Jeg vil gøre denne, sidste forfatter kort, for i virkeligheden har jeg ham bare særligt med, fordi denne bog er blandt mine yndlings. Det er netop Der er ingen ende på Paris af Ernest Hemingway. Bogen er en erindringsroman, hvori Hemingway ser tilbage på sine ungdomsår, hvor han boede i Paris. I romanen bruger Hemingway Paris som et symbol på en bortgået og tabt tid, og som et udtryk for et menneske, han heller ikke er længere.

 

Grunden til, at jeg synes, at også denne roman er interessant er netop fordi han skriver om et sted, der hverken er fødested, nuværende bolig eller et sted, han har været i lang tid. Han bruger netop den by, det miljø og den tid til at beskrive en helt specifik periode i sit liv. Måske I ligeledes kunne tage udgangspunkt i det kvarter, hvori jeres sommerhus ligger, den storby hvor du havde en vild sommerferieoplevelse eller måske den lille landsby, hvor din efterskole lå? Som Hemingway kan du bruge byen til at understrege en fortid eller en forandring i dig eller din teksts fortæller.

 

Og nu vil jeg slutte min blog af, som Der er ingen ende på Paris sluttes af (dette citat bliver på engelsk, da jeg simpelthen ikke har kunne finde bogen på dansk):
"There is never any ending to Paris and the memory of each person who have lived in it differs from that of any other. We always returned to it no matter who we were or how it was changed or with what difficulties, or ease, it could be reached. Paris was always worth it and you received return for whatever you brought to it. But this is how Paris was in the early days when we were very poor and very happy."

 

Rigtig god skrivelyst.

 

Husk at smide en kommentar, hvis I har nogle gode bud til gode bøger, der bruger byen!

 

Loading ...