Anmeldelse af "Arangutang"

af , onsdag 20. april, 2016
Anmeldelse af "Arangutang"

Anmeldelse af "Arangutang"

Forfatteren Sanne Munk Jensen har skrevet en glimrende ungdomsroman. Læs med og find ud af hvorfor!

 

 

“Arangutang” var ikke en bog, som jeg havde hørt om, før min dansklærer i sidste måned gav mig et eksemplar af den. Til gengæld havde jeg allerede stiftet bekendtskab med romanens forfatter, Sanne Munk Jensen, der sammen med en anden forfatter nemlig også står bag den helt igennem fantastiske roman “Dig og mig ved daggry.”

Jeg elskede “Dig og mig ved daggry” og havde derfor store forventninger til denne bog. Dette førte desværre til, at jeg sommetider følte en skuffelse over sproget, som er langt mere enkelt og hverdagsagtigt i “Arangtutang.” Jeg er dog senere blevet enig med mig selv om, at det anderledes brug af sproget som Sanne Munk Jensen benytter sig af i “Arangutang” er velvalgt, da det er med til at fremhæve de stemninger, som er vigtige at få med. Men jeg kan ikke komme uden om, at savnede jeg alle de smukke vendinger, som optræder i “Dag og mig ved daggry,” da jeg endnu ikke var nået til sidste sidste i "Arangutang."

Alligevel kan Sanne Munk Jensen noget med sin dialog, som er bemærkelsesværdigt. Hun formår virkelig at skabe tydelige karakterer gennem den måde, de udtrykker sig mundtligt på, hvilket i dén grad kan mærkes, når man læser ungdomsromanen. Noget der gør dialogen i “Arangutang” interessant, er, at forfatteren arbejder med dialekter. Det virkelig god mening at fordybe sig i udtalen af ord i lige netop denne roman, da den handler om 16-årige Sigga, der bor i en lille by i Nordjylland og beslutter sig for at rejse til Kreta med sin veninde Ditte. På deres rejse møder de naturligvis andre mennesker, der benytter sproget på en helt anden måde, end de selv gør, og det bliver enormt tydeligt gennem denne dialog, som nærmest kører uafbrudt mellem personerne, der optræder i historien.

Kort sagt kan man næsten ikke læse en side i “Arangutang,” uden at man skal forholde sig til noget, som der bliver sagt højt. Men det gør slet ikke noget, for forfatteren har formået at skrive en så gennemført dialog, at den fungerer hver evig eneste gang.

 

En anden ting, der er værd at nævne i en anmeldelse som denne, er personerne, og det klare billede af dem, som man får i hovedet, når man læser bogen. Sigga, Ditte, Patrick og deres familiemedlemmer står alle helt klart inde i hovedet på læseren fra første til sidste side, på trods af at både Sigga, Ditte og Patrick gennemgår en forvandling i løbet af historien: den forvandling det kræver at gå fra at være barn til voksen.

Sigga portrætteres som den fornuftige og selvstændige 16-årige pige, mens hendes bedste veninde gennem mange år, Ditte, er ligeglad med det meste - dog med undtagelse af fester og en dreng fra byen der bliver kaldt Muddi. De to piger er af den grund på mange punkter hinandens modsætninger, hvilket er noget, som fører til konflikter om ting, Sigga som regel prøver at styre uden om, og Ditte søger hen imod. Men hvorfor gør Ditte det, og hvad får Sigga til at underlægge sig sin bedste veninde, hvis man overhovedet kan kalde hende det? Spørgsmål som disse former sig nemt i hovedet på læseren og er med til at få den til at tænke over personerne og deres relationer til hinanden.

For også at skrive noget om Patrick, der også spiller en central rolle i bogen, så er han sådan en, man bare ikke kan blive forelsket i - det mener Ditte i hvert fald. Sigga lader aldrig til at være enig med hende, for Patricks rolige tilgang til det meste, er noget hun holder af og kun kommer til at holde mere og mere af, som tiden går …

 

Da Sigga, sammen med Ditte, beslutter sig for at tage til Kreta, er det for at komme væk fra den lille by i Nordjylland, som hun har tilbragt så meget tid i, og for at give slip på hverdagen og alle de mennesker, der har formet den i al for lang tid, for en stund.

Jeg er overbevist om, at man skal se rejsen til Kreta som et symbol på en udvikling. I dette tilfælde som en slags ‘rejse’ gennem den sidste del af pigernes - og i særdeleshed Siggas - barndom. Dette skyldes, at Sigga på denne rejse bliver stillet i situationer, hun aldrig før havde forestillet sig, at hun skulle stå i. Samtidig kaster hun sig frivilligt ud i ting, der tvinger hende til at rykke grænser og lære nye sider af sig selv at kende. Særligt den charmerende græker Evaristo er med til at sætte gang i Siggas udvikling, da han pludselig står i hotellets bar og laver hende en drink …

Selvom store dele af bogens handling både udfolder sig før og efter dagene på Kreta, så er rejsen alligevel meget vigtig at få med, da den indeholder afgørende valg og beslutninger. Dette er noget, som især kan mærkes, hvis man fylder de tomme pladser ud, der konstant optræder i teksten, grundet dens forenkling af mange af afsnittene i bogen.

 

Her til sidst bliver jeg også nødt til at komme ind på, at romanen er fuld af humor, og selvom billedet af nutidens unge ikke er specielt nuanceret eller nødvendigvis passer på specielt mange i den alder, så er beskrivelserne, særligt dem af Ditte, til tider enormt underholdende.

 

“Arangutang” er altså en humoristisk ungdomsroman, der beskriver en trang til at springe ud i det ukendte og pille ved grænser, som man plejede at holde sig langt væk fra.

Desværre blev jeg først rigtigt fanget af romanen, da jeg var noget et godt stykke inde i den, da den fra den ene side til den anden for alvor begynder at blive krydret med vanvittig kærlighed, svigt og en ordentlig portion familiedrama.

 

 

Jeg håber meget, at I synes om andet blogindlæg i den nye serie her på Movellas, som går under navnet "Iben og Sofie anmelder." :)

Loading ...