Tre movellister anmelder "Bolsjoj"

af , tirsdag 19. april, 2016
Tre movellister anmelder "Bolsjoj"

Tre movellister anmelder "Bolsjoj"

Vi, LenaBlak, Cibena og Sofie R. E., fortæller her, hvad vi synes om ungdomsthrilleren

 

Måske har du set, at der lige nu køreren konkurrence på Movellas, hvor deltagende kan vinde en ungdoms-thriller ved  navn ‘Bolsjoj’? I denne blog anmelder vi bogen. Herunder kan læses, hvad vi hver især synes om Merlin P. Mann og Johanne Algrens roman, og hvilke tanker de har gjort os om den :-)

 

Bogen handler om tvillingeparret Sara og Simon, som har danset sig vej til deres livs vigtigste konkurrence, som bliver afholdt i Rusland på verdens mest berømte balletscene: Bolsjoj i Moskva. En sejr i denne konkurrence vil føre Sara tættere på sin drøm, end hun har været nogensinde før, men dagene i Rusland går på kort tid fra at være, alt hun har drømt om, siden hun begyndte at danse ballet som 12-årig, til et mareridt, da Simon en morgen forsvinder sporløst. Den pludselige forsvinden leder Sara gennem en fremmed verden, hvor hendes eneste hjælp er at finde i den mystiske dreng Maksim, som langsomt begynder at pille sin facade, sten for sten, alt imens at Saras egen er i fuld gang med at krakelere og afsløre dele af hendes fortid, som hun ikke har lyst til at blive mindet om, fordi det eneste der betyder noget for hende er fremtiden. Og så hendes elskede tvillingbror, selvfølgelig…

 

 

Lenablak

Et tvillingepar med usund dynamik. Ruslands undergrund. Ballettens benhårde konkurrencementalitet. Bedre elementer kunne man næppe finde til en roman, der på en og samme tid skal virke fascinerende og skræmmende.

Bolsjoj Teatret danner i Merlin P. Mann og Johanne Algrens roman, "Bolsjoj" (2016),  rammerne for historien om den 18-årige, kontrollerende Sara og hendes drømmende, bløde tvillingebror, Simon, der er rejst fra Danmark til Moskva for i Bolsjoj Teatret at deltage i en konkurrence, der kan sikre dem en ansættelse hos det ansete balletkompagni. Men tingene forløber ikke ligeså let, som Sara havde håbet, for dagen før finalen vågner hun op til, at Simon er forsvundet, og hun ikke har noget andet valg end at bede den russisk-danske, tidligere balletdanser, Maksim om hjælp at søge dybt ind i den russiske undergrund i jagten på sin bror.

 

Romanen er Mann og Algrens første samarbejde, og det smitter desværre af på sproget, hvis tone mellem paragraffer slet ikke hænger sammen. I nogle dele er Sara, der er romanens 1. person fortæller, kort for hovedet, simpel, uformel og lidt karikeret "ung" i sit sprog, mens hun i andre dele er indlevende, bruger store ord og er enormt beskrivende. Det er sidstnævnte, der fungerer bedst.

 

Romanen er netop stærkest, når den ikke prøver at fremstå for realistisk. Plottet er nemlig lidt langt ude og universet er, selvom det eksisterer, surrealistisk for alle, der ikke er balletdansere i Rusland. Til gengæld er den både medrivende og velskrevet, når den virkeligt giver sig hen til balletten og Ruslands hårde, dragende og næsten mytiske dimensioner.

Det område "Bolsjoj" virkelig stråler på, er dens store begejstring for eget univers. Researcharbejdet har været grundigt, og det kan mærkes. Entusiasmen for balletten skinner igennem i de lange paragraffer, hvor dansen beskrives så godt, at man som læser kan mærke anstrengelsen i sine egne muskler og får lyst til at lytte til Tchaikovsky herfra og til verdens ende.

Alt i alt halter "Bolsjoj"s sammenhæng en smule, og fortælleren, der ellers er kompleks og interessant for en ungdomsroman, bliver nogle gange lidt for vrængende og forceret ung i sit sprog, men dette bliver klart vejet op af et gennemtænkt plot, der sammen med en fascinerende verden efterlader læseren med en ambitiøs, nervepirrende og utrolig spændende fortælling om en af de hårdeste verdener på jorden... Ballettens.

 

Cibena

Det er længe, længe siden, at jeg har læst en ungdoms-thriller, da det normalt ikke er en genre, som jeg begår mig i. Alligevel overraskede "Bolsjoj" mig på positiv vis, da den trak mig ind i et univers, som det tog mig et stykke tid at give slip på igen.

Bogen er hurtigt læst, men strækker sig alligevel over nok sider til at handlingen kan få lov at folde sig helt ud og vælte læseren i mystik, sorg, kærlighed og ikke mindst ballet. Selvom romanen udspringer i et univers, som de færreste har oplevet gennem egne øjne, så giver romanen et detaljeret billede på alle de omgivelser og begivenheder, der ellers ikke ville springe frem i hovedet på læseren på samme måde, som de gør.

 

Det er ofte svært for to forfattere at skrive en roman sammen, der fungerer til perfektion, da deres måde at bruge ord på vil være anderledes fra hinandens. Nogle forfattere formår at vende den mere alsidige brug af sproget til en styrke, hvilket jeg desværre langt fra synes er tilfældet i "Bolsjoj." I kraft af at romanen er skrevet med Sara som 1. personsfortæller fra første til sidste side, er det til tider svært for læseren at danne sig et klart billede af hende. Saras skiftende personlighed skyldes i høj grad, at de to forfattere bag bogen giver hende vidt forskellige måder at snakke og beskrive verden på: Nogle gange fremstår Sara nemlig som en lettere overfladisk type, mens hun andre gange ser alt, hvad der omgiver hende, og fortæller læseren hvordan der lugter, hvorend hun befinder sig.

På trods af, at selve sprogbruget i romanen ikke er lige godt alle steder, og at nogle af de detaljer, der først afsløres til sidst, starter med at forvirre mere end at bidrage til en god læseoplevelse, så er handlingsforløbet tænkt ned til mindste detalje. Det er noget, der i dén grad kan mærkes, og en kvalitet som enhver thriller bør have, for at det er en god en af slagsen.

"Bolsjoj" er altså kort fortalt en historie, der sætter sig fast i hovedet på læseren, fordi den er både nervepirrende, gennemtænkt og kaster rundt med store følelser og beslutninger.

 

Der gik lidt tid, før der for alvor kom gang i handlingen. Da det så skete, og Simon forsvandt, var bogen næsten ikke til at ligge ned. Især da der kom et politisk spil indover, blev jeg virkelig fanget. Bogen var virkelig spændende, dog tror jeg, at den henvender sig til en aldersgruppe omkring de 13 år - primært grundet sproget, og det er lidt forvirrende, da hovedpersonen er 18 år. Det ville have virket mere naturligt, hvis hun var 16, da hun virker en kenne umoden af en 16-årig at være.
 
Sara lå virkelig på kanten til at være irriterende, egoistisk og for "show-bizz", men jeg synes faktisk, hun endte med at være sympatisk, da man sagtens kunne følge hendes valg ift. hendes barndom, hvor ingen elskede hende og ballet, og Simon var det eneste, hun havde. Derudover er jeg vild med, at den ikke på nogen måde er pladderromantisk. Dog kunne jeg godt have tænkt mig en smule kemi mellem Maksim og Sara tideligere.
Og så kunne jeg virkelig godt have tænkt mig, at den sidste halvdel af bogen var længere, da der virkelig var fede muligheder for at udvide plottet og gøre mere ud af det politiske, men som sagt er jeg nok også en smule for gammel ift. aldersgruppen.
 
Slutningen var dog lidt flad - og jeg ville ønske, at de bare havde startet bogen in medias res i stedet for med en kusiv tekst om, hvorfor hun fortæller historien. Ind i mellem er der små grå sider med eventyr, historiske tekster, russiske nyhedsartikler osv., der virkelig satte mine forventninger i top, men da ingen af dem på noget tidspunkt fik relevans, må jeg sige, at jeg blev en anelse skuffet. Fx. nævnes det, en myte siger, at der stadig er overlevende fra Zar-familien, hvorefter jeg blev vildt spændt på, hvem i historien, der havde relevans til det, men det er der ingen der har. Jeg ville virkelig ønske, de bare havde droppet de grå tekster eller udnyttet dem i teksten.
Men udover det var det en super positiv læseoplevelse!
 
 
Bogens forfattere ses på dette billede.
 
 
Vi håber meget, at I vil kunne bruge disse tre anmeldelser til noget, og at I har fået et indblik i, hvilken bog som "Bolsjoj" er, og hvad den drejer sig om. Hvis nogen af jer har spørgsmål til selve romanen eller vores anmeldelser af den, så svarer vi med glæde på dem i kommentarfeltet!
Loading ...