Udgiver som selvudgiver - Amandas udgivelseshistorie

Udgivet som selvudgiver - Amandas udgivelseshistorie

Movellisten Amanda D. arbejder på fuld tid som selvudgiver.

I husker måske, da Mie fortalte sin udgivelseshistorie(ellers kan du læse den her!) - nu har vi givet pennen videre til Amanda D.

 

Ligger du inde med en udgivelseshistorie? Skriv til mig på sofie@movellas.com.

 

af Amanda D.

 

Det var aldrig en del af mine fremtidsplaner, at jeg skulle være forfatter. Men nu står jeg alligevel her – fem år efter at have skrevet min første fanfiction af ren og skær kedsomhed – med et arbejde som fuldtidsforfatter, hvor jeg overhovedet ikke kan se en fremtid uden mine skriverier.

 

I en alder af 18 år har jeg startet min egen virksomhed (fungerende som eget forlag under navnet Amanda D.) og har på den måde skabt mit helt eget brand uden for den traditionelle forfatterdrøm. Jeg har indtil videre udgivet fire ungdomsromaner, som på hver deres unikke måde sætter fokus på personlig udvikling og det at elske sig selv. Der er mange flere udgivelser på vej, men for nu tager jeg en kort pause fra manuskriptskrivningen for at dele min udgivelseshistorie med jer!

 

Min rejse starter hos Gopubli.sh, som er et online selvudgiverforlag. Jeg var kun 16 år gammel, da jeg udgav min debutroman, og jeg havde ærlig talt ingen idé om, hvad jeg lavede. Dengang vidste jeg bare, at jeg ville udgive en bog, så det gjorde jeg – og man kan roligt sige, at jeg kastede mig ud i hele selvudgivelsesprocessen med hovedet først!

 

Fordelen ved at udgive igennem et selvudgiverforlag er, at du slipper for at investere en masse penge, før din bog begynder at sælge. Hos den type forlag trykkes bøgerne typisk som print-on-demand, hvilket vil sige, at der ikke bliver trykt flere bøger, end der bliver solgt. Det gør det muligt for et selvudgiverforlag at give dig hele 70% i royalty, hvoraf du selv betaler for tryk af hver enkel bog.

 

Selvom det lyder vildt fedt at få så meget i royalty, vil jeg klart fraråde alle herinde at udgive igennem Gopubli.sh. Jeg er normalt ikke typen, der hænger andre ud eller taler negativt om dem, men mange af mine bøger havde trykfejl i omslaget og krøllede hjørner, og den slags skærer altså i hjertet på en forfatter. De er et godt selvudgiverforlag, hvis du bare gerne vil have din bog udgivet hurtigt og nemt, men det var ikke tilfældet med mig. Jeg ville ikke bare have, at min bog skulle være et produkt – så jeg trak min udgivelse tilbage og valgte hen over sommeren 2014 at tage sagen i egen hånd.

 

Første step gik ud på at oprette min egen hjemmeside. Dengang havde jeg overhovedet ikke styr på opsætning af hjemmesider, så jeg valgte at betale et par tusinde for at få en professionel til at gøre det for mig. Min hjemmeside www.amanda-d.dk ligger stadig på samme platform, som den gjorde dengang. Forskellen er bare, at jeg nu har lært at bruge HTML-koder, så jeg selv kan ændre og opdatere min hjemmeside uden at være afhængig af min webdesigner. Det koster mig nu alligevel et lille gebyr om måneden, og så betaler jeg også et årligt gebyr for mit domæne.

 

TIP! Hvis du drømmer om at selvudgive og er seriøs omkring det, så vil jeg klart råde dig til at købe dit eget domæne. Det er vigtigt, at du ikke er afhængig af den platform, som din hjemmeside ligger på, for uden dit eget domæne ejer du faktisk ikke din hjemmeside – og det kan nemt give dig problemer senere hen.

 

Lige så snart hjemmesiden var oppe og køre, skulle jeg finde en trykker, der kunne trykke et mindre oplag af min debutroman ”Bag om dagbogen” til en overkommelig pris. Jeg fandt et lille trykkeri i hjertet af København, og her fik jeg ikke kun trykt det nye oplag af min debutroman, men senere hen også 1. udgaven af ”Sandheden om Shay Martinez”, som er bind 1 i Shay Martinez serien.

 

Desværre lavede jeg ikke nok research, inden jeg besluttede mig for at bruge det trykkeri. Det viste sig nemlig, at prisen ikke var lige så overkommelig, som jeg troede, for der var langt billigere (og bedre) trykkerier rundt omkring i landet. Jeg skiftede derfor trykkeri og fik i foråret 2015 genoptryk både ”Bag om dagbogen” og ”Sandheden om Shay Martinez” i reviderede udgaver. Sidenhen har jeg ikke engang så meget som overvejet at få mine bøger trykt hos andre end Toptryk Grafisk, for de er intet mindre end fantastiske til deres arbejde, og servicen er altid i top!

 

Kort tid efter jeg skiftede trykkeri, droppede jeg ud af 2.g på Sorø Akademis skole. Min passion for at skrive endte med at vokse sig så stor, at jeg hverken kunne tilsidesætte eller ignorere den, uden at mit psykiske helbred ramte bunden med et brag. Det har altid været svært for mig at bruge min tid på noget, som jeg ikke kan se et formål med, og da jeg aldrig på noget tidspunkt havde drømt om en fremtid, der krævede en studentereksamen, var mit eneste formål med studenterhuen at gøre min familie og venner stolte. Jeg vidste, at jeg ikke selv ville være stolt, for min passion ville have mig i en helt anden retning.

 

Hele selvudgivelsesprocessen havde givet mig blod på tanden, og jeg havde fået en lille iværksætterdrøm i maven. Det blev for alvor seriøst, da jeg kort tid efter min 18 års fødselsdag startede egen virksomhed. Jeg havde ventet utålmodigt på den dag, for jeg vidste, at det var det jeg ville. Jeg ville skabe mit helt eget brand og opbygge noget, der ville give mig muligheden for at gøre en forskel hos unge, og jeg ville have hjertet med hele vejen.

 

Inden for bare et år udgav jeg alle 3 bind i Shay Martinez serien. Det var utrolig hårdt, og der skulle meget viljestyrke til, men jeg endte med at elske selv det mest trættende ved processen. Det er så fedt selv at have kontrollen over det hele, for så kan jeg gøre det, som føles rigtigt, og jeg kan bruge min tid på det, som jeg har lyst til at bruge min tid på. Det kommer direkte fra hjertet, og jeg følger altid min intuition frem for alle andres meninger og holdninger – og der er ingen tvivl om, at det er grunden til, at jeg er nået så langt.

 

Jeg føler, at selvudgivelser er mere personlige, fordi der ikke har været andre end forfatteren selv inde over manuskriptet. Der er ingen redaktør, der har pillet ved sætningerne, hvilket gør det hele mere råt og ægte, fordi det så kommer direkte fra hjertet. I mine øjne er der noget helt fantastisk over en bog, der er 100% forfatterens egen.

 

Mange ser selvudgivelse som den nemme løsning, men det er det bestemt ikke, hvis du vil udgive en bog, der skal nå ud til flere end bare venner og familie. Når du selvudgiver, er du dit eget lille forlag. Du planlægger og skriver manuskriptet, finder en korrekturlæser, finder en kvalitetstrykker, finder en grafiker eller designer selv bogomslaget, opretter din egen hjemmeside, opsætter et sikkert betalingssystem, markedsfører til boghandlere, promoverer til din målgruppe og meget mere.

 

Oven i alt tiden og arbejdet, som du lægger i hele selvudgivelsesprocessen, kommer så pengeinvesteringen, som du også må tage i egen hånd. Du kan ikke bare lade et forlag tage chancen på din bog – du bliver nødt til selv at tage chancen på din bog. Hvis den bliver en succes, så er du måske så heldig at få indtjent din investering, men bliver den en fiasko, så står du selv for regning.

 

Mit bedste råd til alle, der drømmer om at selvudgive, er at tro på din bog. Hvis du ikke tror på din bog, så vil jeg sige, at du har bedre chancer hos et traditionelt forlag, som kan tage sig af den økonomiske del og alt det hårde arbejde med tryk, opsætning og markedsføring. Det nemmeste er at skrive bogen. Udfordringerne som selvudgiver kommer først, når manuskriptet er færdigskrevet.

 

Selvom det er en kæmpe udfordring at selvudgive, så er det en helt igennem fantastisk oplevelse, som du lærer rigtig meget af. Det kræver udholdenhed, fokus og et stærkt mindset at få succes med en selvudgivelse, men hvis du ikke er bange for at fejle og har viljestyrken til at kæmpe for dit mål, så er det alt det hårde arbejde værd.


 

Hvis du er nået helt hertil, så må det betyde, at mit blogindlæg har givet dig blod på tanden – og hvis det er tilfældet, så siger jeg go for it! Følg din intuition og skab noget unikt med dit smukke hjerte, for hvis bare gnisten og troen er der, kan du gå hele vejen. Dedikation er alt, der skal til.

 

Og hvis du lige nu sidder og tænker, at en step-to-step guide til selvudgivelse ville være nyttig, så kan du med fordel smutte forbi www.amanda-d.dk og tilmelde dig mit nyhedsbrev øverst oppe på siden. Guiden vil blive sendt ud inden for de næste par uger, og den vil være fyldt med gode guldkorn til forfatterspirer!

 

Loading ...