Ordene er stadig de vigtigste

af , lørdag 6. februar, 2016
Ordene er stadig de vigtigste

På Movellas er historierne stadig det vigtigste

Læs hvorfor

 

 

 

 

”If you wish to be a writer, write” (Epictetus)

 

Det lyder så simpelt, men alle herinde ved vist godt det ikke er hele sandheden når man gerne vil være forfatter. Der er mange faktorer der spiller ind når man mod alle odds kæmper sig igennem skriveblokeringer, manglende inspiration og søvnløse nætter.

 

 

 

 

Man venter utålmodigt på at den gode historie skal komme til en. Det kan være en opslidende søgen og en ensom affære. Det er rejsen mod det ukendte, det uforudsigelige og rundt om næste hjørne lurer væmmelige monstre som opgivelse, udmattelse og afmagt.

 

På Movellas ser vi det som vores fornemste opgave at udstyre dig med et skarpslebent sværd, der kan skære sig igennem alle ord der ikke vil makke ret, et stærkt skjold der kan beskytte dig mod skriveblokeringens klamme hånd og give dig inspirationens beroligende og blide lys, der skal lede dig sikkert gennem mørket og ud af den rigtige vej.

 

Vi elsker at udfordre dig med konkurrencer inden for fanfiction, fantasy, sci-fi og alt det du ellers kan finde på Movellas. Men noget som vi ikke har haft så meget fokus på det sidste stykke tid, er de lidt mere snævre og finurlige konkurrencer. Noget vi vil fokusere på i den næste tid. Det vil være konkurrencer og aktiviteter der kalder på dig der elsker at gå i dybden med forskellige genrer og kan lide at blive udfordret med snørklede skriverier. Det kunne f.eks være "skriv knæk-prosa" eller måske "skriv en fabel eller et sagn". Det kan også være vi ber dig om at gå i en bestemt forfatters fodspor og skrive som ham eller hende. Selvom vi godt ved det kan være nogle store sko at udfylde, er det ikke nogen dårlig øvelse at prøve kræfter med. 

 

Som forfatter eller forfatterspire kan det nemlig være en fordel at udforske forskellige genrer og stilarter, før man finder sin egen stil og stemme i mængden. Og så er det ikke helt forkert, som denne blogs titel indikerer, det bedste du kan gøre er netop at skrive. Udforsk dine egne evner ved at udfordre dig selv med f.eks at deltage i nogle af de lidt mere smalle konkurrencer på Movellas. 

 

Ind i mellem vil vi fra Movellas Teamet give dig feedback på din historie, hvis du går hen og vinder. Sådan håber vi på at kunne inspirere dig til at skrive endnu bedre – og endnu mere!

 

Så glæd dig til at se endnu flere spidsfindige og (skr)ivrige påfund fra os på redaktionen. Vi har ikke glemt at udover fællesskabet omkring det at skrive, er det stadig ordene der er det vigtigste når man gerne vil være forfatter.

 

Kærligste skrivehilsner

Rebecca

 

Loading ...