Anmeldelse af 'Mockingjay - del 2'

Anmeldelse af THG: Mockingjay - Part 2

Af Frederikke

 

 
Alle har vi ventet spændt på afslutningen af The Hunger Games-serien, og onsdag den 18. november fik fire af mine veninder og jeg chancen for at være med på premieredagen.

 

Efter at have set Mockingjay Part 1 i biograferne sidste år, kunne jeg godt mærke hvordan spændingen var steget og hvordan jeg glædede mig til denne film. Mine forventninger var dog lidt anderledes end mine veninders, da jeg som den eneste havde læst alle trilogiens bøger, og derfor også vidste hvad der i store træk ville ske.

 

 

 

Jeg havde været ret skeptisk med hele ideen om at dele Suzanne Collins’ sidste bog op i to dele, men jeg indrømmer gerne, at Mockingjay Part 1 samt Part 2 begge levede op til mine ellers så høje forventninger. Specielt de mange ”special-effects” formåede teamet bag filmen, at ramme plet med i denne sidste del.

 

I korte træk (og uden at afsløre for meget) starter filmen lige på og hårdt, fra hvor den sluttede i Part 1. Peeta er stadig hjernevasket, og tror fortsat at Katniss’ død er det eneste rigtige. Til trods for den sorg Katniss bærer med sig, over at Peeta kun vil volde hende smerte, formår hun alligevel at holde hovedet koldt - hun tror stadig på det bedste i ham.

Krigen er ved at brede sig ud over hele Panem, og med President Alma Coin som fører for District 13, får hun Katniss, Peeta, Gale, Finnick med flere mod The Capitol i håb om at gøre en ende på striden. Katniss har dog en mission for sig selv - at dræbe President Snow og lade ham bøde for det han har gjort.

 

Det er en film med blod, sved og tårer - mildest talt. Flere gange sad jeg med hænderne oppe foran hovedet, i frygt for, at en uhyggelig skikkelse ville springe frem, og tilmed sad jeg også og gjorde alt for at få tårerne væk fra mine øjne.

 

Jennifer Lawrence leverer endnu en gang et fabelagtigt job i form af fantastisk skuespil, og med Josh Hutcherson samt Liam Hemsworth og Sam Claflin ved sin side, formår de at skabe et stærkt team, som vi som tilskuere ikke kan andet end at holde af.

 

Julianne Moore der i fortsat spiller karakteren, Alma Coin, får i denne film en mere betydningsfuld rolle, og hun er med til at give sit bedste til denne sidste og afsluttende del af The Hunger Games.

 

På vej hjem i bilen gik snakken livligt mellem mine veninder og jeg, og der er ingen tvivl om, at vi alle var lettere nedtrykte over, at eventyret med Katniss Everdeen - ”The Girl on Fire” nu havde nået sin slutning.

  

Instruktørerne bag Mockingjay har på bedste vis formået at levere et prægtigt arbejde af Suzanne Collins fantastiske værk, og The Hunger Games-serien ender med at få den perfekte slutning, præcist som vi spændingsfulde tilskuere havde håbet på.

 

Hvis ikke I allerede har planlagt en tur i biffen, så grib fat i jeres bedste venner eller veninder og giv dem en fantastisk oplevelse, hvorpå I sammen kan færdiggøre et eventyr der efterhånden har været fire år undervejs. 

Loading ...