Romanbloggen: 3.del

af , fredag 6. november, 2015
Romanbloggen: 3.del

Romanbloggen 

Af N. Tiemroth

 

Kære Movellister,

 

Hermed 3. del af min lille romanblog. Jeg sidder i den situation, at der er fire måneder til, at jeg skal aflevere hele opgaven. Altså cirka tre måneder til, at romanen skal være færdig og printet!

 

I august blev jeg færdig med første udkast til min roman (se tidligere blogindlæg). Det var en befriende følelse at vide, at jeg havde sat seks uger af til absolut ingenting. Jeg kunne dog ikke helt lade være med at føle, at jeg spildte tiden, men det har vist sig, at de seks uger var meget, meget vigtige for min proces.

 

Da jeg vendte tilbage til romanen, kunne jeg pludselig se alle de fejl, jeg havde lavet. I dette tilfælde var det ikke småfejl, men hele teksten, der var helt og holdent håbløs. Og det siger jeg ikke fordi jeg er perfektionist. Pludselig så jeg teksten for hvad den var: upersonlig og kedelig.

 

Selvfølgelig var der ting der fungerede, så dem samlede jeg, og fandt frem til, hvad der gjorde dem gode. Jeg skrev nøgleord ned, og prøvede at skabe den stemning, jeg søgte i romanen. Den var meget handlingsdrævet, og det var i virkeligheden slet ikke det, jeg gik efter. Det var ikke før efter de seks ugers pause, at jeg indså, hvad jeg ville med hele romanen og idéen. Så selvom jeg følte, at jeg spildte tiden, har det gjort så meget gavn, at jeg aldrig ville have undværet pausen.

 

Med dobbelt linjeafstand printede jeg de i alt 60 sider, jeg havde, ud, og greb min overstregningstusch. Det overraskede mig egentlig ikke, hvor lidt der til sidst var tilbage. Hele min roman var reduceret til få siders ’det går lige an’-tekst. Men jeg vidste, at selvom det betød, at jeg måtte skrive det hele igen, var det det rigtige at gøre.

 

At omskrive, redigere og finde på nyt, er noget af en fødsel. Jeg ser tydeligt hvor meget bedre det bliver, men det er hårdt at lade det ske. Præstationsangst spiller en kæmpe rolle, for min deadline er til jul.

 

For at opsummere: i min erfaring er det essentielt at tage afstand fra et projekt, før redigeringsprocessen går i gang. Jeg kunne se min tekst som en andens, og være lige så hård som en udgiver på et forlag.

 

Det var alt fra mig denne gang.

 

God skrivelyst,

N. Tiemroth

 

Om forfatteren

N. Tiemroth har været forfatter på movellas i snart fire år, dog under et andet navn, end det denne blog er skrevet i. I Romanbloggen beretter hun om processen ved at skrive den roman, som hun har valgt at gøre til hendes afgangsprojekt på Rudolf Steiner Skolen. N. Tiemroth er atten år og i øjenhøjde, og hendes blog er til for at give et indblik i hendes helt specifikke og unikke proces. 

 

 

Loading ...