Romanbloggen

af , onsdag 26. august, 2015
Romanbloggen

2. del af romanbloggen 

Af N. Tiemroth

 

 

Her kommer anden del af vores egen movellist N. Tiemroth interessante proces med at skrive en roman.

 

Kære Movellister, 

Jeg kan forstå, at der var en del forvirring over, hvilken skole jeg går på, og det er også okay – men i princippet irrelevant. Det eneste i behøver at vide er, at jeg har ét år til at skrive min første roman, og at jeg gerne vil dele, hvad jeg lærer, med jer. Så uden mere vrøvl, her er hvad jeg har måtte indse om den lange proces.

 

 

Det første jeg har gjort er, at bygge min histories skelet op. Jeg har skrevet en tidslinje over, hvad jeg vil have der sker, og i hvilken rækkefølge det sker. Det vil hjælpe mig til, senere, at holde mig til det jeg egentlig vil sige. Det næste er at skrive. Du kender det måske: folk fortæller dig bare skriv, og du tænker, at det er det dårligste råd du nogensinde har fået. Men jeg blive nød til at fortælle dig, at det er det bedste råd du kan få (måske lige med undtagelse af rør ikke ved det elektriske hegn). For hvis du ikke skriver, forbliver papiret blankt

 

Så du beslutter dig for, at sætte dig ned og bare skrive. Og det går faktisk meget godt. Lige indtil du sidder fast – igen. Du ved hvad der skal ske videre i historien; alligevel er der noget der stopper dig i at sætte flere ord på papiret. Personligt, og jeg vover at påstå at mange af jer vil finde, at I har det på samme måde, er det fordi jeg er perfektionistisk. Jeg sidder og kører rundt i den samme sætning eller det samme afsnit, uden at komme nogen vegne. Løsningen på dette er simpel: skriv videre. Lad det, du ikke er helt tilfreds med, være hvad det er, og kom videre. For det er næsten helt sikkert, at du ikke vil få det til at fungere, ved at stirre på det. Det kan være meget utilfredsstillende at vide, at der et eller andet sted i din historie gemmer sig et afsnit, der helt igennem stinker – men at rette op på disse steder er hvad vi har andet udkast til. 

 

Første udkast, andet udkast … Hvad er det egentlig? Første udkast er det første du skriver, de første ord der kommer på papiret. Det er her din historie bliver etableret – ikke at forvirre med, at den er endeligt fastlagt! Det er nemlig præcis her andet udkast (eller tredje, eller fjerde, eller femte – så mange du har brug for) kommer ind i billedet.Andet udkast er der, hvor du går dit første udkast igennem. Her vil du uden tvivl finde utallige huller i historien, og sikkert støde på det der sted, der irriterede dig. Stephen King foreslår, at man venter mindst seks uger, efter man har skrevet første udkast, med at gå i gang med andet udkast. Seks uger hvor man beskæftiger sig med et helt andet projekt, og modstår trangen til at gå historien igennem. Efter så lang tid vil dine ord nemlig føles som en andens, og det vil gøre det nemmere for dig, at rette i dine fejl og dræbe alt det, der ikke fungerer. 

 

Dette er den første roman jeg skal skrive – i det mindste på denne måde. At have en plan som den, jeg lige har spredt ud for dig, kan måske virke for upersonligt, og jeg kan godt følge dig. Jeg troede også, at hele processen skulle være totalt ophøjet, og ordene skulle flyde fra mine fingre uden problemer. Men det er desværre ikke virkeligheden, når man går i gang med et så stort projekt. For at arbejde sig ud af blokeringer, og for at gøre historien så god, som den kan blive, bliver man nød til at skabe en smule struktur.

 

Dette er blot råd, og hvad der har fungeret for mig. Det er vigtigt at huske på, at skriveråd kun er råd, og ikke noget man er tvunget til at følge. Det er blot én forfatter der har fundet sin vej, og som deler den, så andre også kan få glæde af den; pænt opsummeret af Chuck Wendig: If you want to find the way forward, then stop looking for maps and start walking.

 

                                                            

 

God skrivelyst,

N. Tiemroth

 

P. S. Hvis der er et område inden for romanskrivningen, som du gerne vil have, at jeg berører, så hold dig ikke tilbage fra at foreslå det 

Loading ...