Movellas på tur: Besøg på Røde Kors Center Gribskov

Asylbesøg og miniworkshop

De 14 finalister i Børn på flugt konkurrencen på tur

 

 

 

 

 

Torsdag den 6. august 2015,  "stævnede" 14 movellister ud en tidlig morgenstund for at tage på tur med Movellas til Gribskov og modtage en del af deres præmie fra konkurrencen, der sluttede i juni. De skulle møde unge flygtninge og skrive deres historie.

 

 

 

 

 

Vi mødte en del udfordringer, især sproglige, og resultatet blev et lidt andet end forventet. Men de seje movellister tog det med oprejst pande og gik til sagens kerne med positiv energi: At blive inspireret til at skrive en historie med temaet Børn på flugt og blive udgivet i samarbejde med Books on Demand.

 

Den 20. august er deadline for de 14 deltagende movellaer, og derefter kommer der en blog med alle historierne, så I andre også kan følge med. :-) Nedenstående er en stemningsblog fra dagen:

 

                                                                          

 

 

Drengen, der var for træt til at spille fodbold

 

Der er så dejligt ude på landet. En ko står og tygger drøv i vejkanten, de sirligt passede forhaver grænser op til de hyggelige bindingsværkshuse og de velholdte nordsjællandske villaer. En hest vrinsker i det fjerne, og sommersolens stråler skinner om kap med de gule sennepsmarker.

 

Vi sidder 16 mennesker i en bus på vej til Røde Kors Modtagecenter i Gribskov og nyder den danske natur, der viser sig fra sin smukkeste side, og i dagens anledning har taget sommertøjet på. Grønt græs og blå himmel så langt øjet rækker.

 

 

14 piger i alderen 12-19 år har skrevet sig vej til denne tur, og de sidder nu spændte og nysgerrige i bussen. Snakken går, og stemningen er livlig, mens der en gang imellem forsigtigt skeles ud af vinduet for at se, om vi snart er fremme.  

 

Vores rare chauffør, Per, fortæller os, at der nu kun er ca. 2 km til, at vi er fremme, hvorefter vi med ét drejer af vejen og kører ind i en skov. Høje træer tårner sig op på begge sider, og bussen snirkler sig afsted på den smalle skovsti. Men pludselig, ud af ingenting, åbner skoven sig som i et eventyr, og vi kører ind på gårdspladsen til det, der ved første øjekast mest af alt ligner en svensk ødegård.  Lave rustrøde bygninger og græsarealer på begge sider. Men det her er ikke et eventyr, og samtidig med at Claus Boström Pedersen fra Dansk Røde Kors tager varmt imod os og viser os til rette, fornemmer vi nysgerrige øjne, der følger os og en afventende sitren i luften. Små hoveder titter frem alle steder fra og følger vores lille optog nøje. De få piger, der er på centret, holder sig i baggrunden, mens drengene er mere modige.

 

 

 

Claus fortæller om centret og svarer på pigernes mange spørgsmål om, hvad det er for en hverdag, vi lige er trådt ind i. Modtagecentret fungerer som første stop for uledsagede unge/børn efter ankomst til Danmark, og er indgangen til endnu en lang rejse ind i det danske systems kringelkroge. Nogle af de børn vi møder, har kun været i landet i 3-5 dage, og de er stadig trætte efter flugten.

 

 

 

 

Foto: Røde Kors

 

 

Vi bliver vist rundt på centret i to grupper, for det ikke skal virke for overvældende for beboerne. Men uanset hvor meget vi smiler undskyldende over vores alt for unaturlige tilstedeværelse, og kryber mest muligt langs væggene, kan vi ikke løbe fra det overvældende faktum, at vi ikke hører til her i Limboland, hvor man kun er i transit og hele tiden er på vej et andet sted hen. Vi ved godt, hvor vi skal hen, når dagen er omme, og at det sidste punktum er sat, når vi skal hjem. Så heldige er beboerne på centret ikke. Jamal på 16 er flygtet fra Syrien og har efterladt sin mor og lillesøster i et IS-kontrolleret område uden mulighed for flugt. Han har været på flugt i over 3 måneder og krydset 4-5 landegrænser på sin vej.

 

Han viser os gerne sit værelse på centret, han skal bare lige bære en tung taske for en af pigerne, der skal flytte først. Da vi træder ind i værelset, møder en kraftig odeur af aftershave og teenager os. På den måde minder det meget om et helt almindeligt teenageværelse. Men der stopper ligheden også. Væggene er nøgne, og to senge og et lille bord er værelsets eneste møbler. Her er lyst og rart og rent, men det bærer præg af kun at være en midlertidig bolig. Jamal har været i Danmark i 5 dage. En af pigerne spørger ham, hvad han synes om at være i Danmark. ”Jeg er meget glad for det. Det er det første sted, siden jeg flygtede, hvor jeg ikke er blevet slået eller har følt, at jeg hele tiden blev mistænkeliggjort”. Claus fortæller os, at Røde Kors gør meget ud af at give beboerne den bedst mulige velkomst, og at det er vigtigt, at overgangen er så tryg som mulig. 

 

 

Vi spiser vores medbragte mad udenfor i solen samtidig med, at pigerne deltager i en lille skrive-workshop med forfatter, Jan K. Vi forsøger selv at få bakset et tungt træbord på plads, men Jamal kommer styrtende ”No, no, mademoiselles”, og råber på arabisk til et par fyre, som straks går i gang med at løfte. De unge beboere rykker nærmere og nærmere, og flere af dem sidder og lytter intenst til det, Jan fortæller om – selvom det foregår på dansk. På et af bordene ligger en mobiltelefon splittet ad, og da vi spørger til det, er forklaringen, at den ligger til tørre i solen. Det kan vi alle more os over sammen.

 

Én af pigerne forsøger at interviewe en ung fyr, der ikke taler engelsk. Da ordene ikke rækker, kommer pen og papir på banen, og der tegnes i stedet for. Sådan går dagen, med fagter og små forsigtige forsøg på at tale om svære emner som savn, hjemve og selve flugten. Den sproglige barriere er til stede, og der bliver ikke sagt så meget, men vi er der, og de flygtninge, vi kun har læst om, får pludselig et ansigt.

 

Da vores bus kommer for at hente os, er vi slet ikke klar til at tage afsted. I aften skal der grilles, fordi der er én, der har fået sin opholdstilladelse. Der er et par piger, der lige skal over og klare en bordfodboldkamp med nogle af beboerne, og Jamal insisterer på at invitere os på the. ”mademoiselle, chai, chai”! Det er svært at løsrive sig. Et par af beboerne vil gerne have taget billeder med os, og vi poserer smilende som den mærkelige familie, vi er blevet i løbet af dagen.

 

Lige inden jeg sætter mig op i bussen, kommer jeg i tanke om en fodboldkamp, vi havde snakket om tidligere på dagen. Jeg hiver fat i Jamal, og siger undskyldende, at det var da en skam, vi ikke lige nåede det. Han kigger på mig med et blik, der er meget ældre end ham selv, og fortæller mig, hvor meget han har gået i løbet af sin flugt, for blot et par dage siden, for at komme her til Danmark. ”Mademoiselle, legs… tired”. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med mig selv, men ender med at kramme ham hårdt og længe. Jeg ved godt, det ikke hjælper ham, men jeg kan ikke lade være.  

 

Fra bussens tonede ruder vinker vi farvel til Limboland og til de mange glade ansigter, der smilende sender os på vej. Vi kører ud af skoven, og i mit stille sind spekulerer jeg på, om det her virkelig skete, om vi virkelig var der? For lige nu virker det alt for ægte til at være sandt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Kim Agersten/POLFOTO

 

 

 

 

Loading ...