Nye ansigter på Movellas

af , mandag 10. august, 2015
Nye ansigter på Movellas

Velkommen til de nye praktikanter

Mød Simone og Charlotte

 

Så sker der nye ting på redaktionen. Vi har fået to nye ansigter på kontoret og i denne lille intro-blog kan du læse mere om hvem de er. Så tag godt imod Simone og Charlotte :-)

 

 
Hej Movellas-venner.
 
Mit navn er Simone og jeg skal i 10 uger være praktikant her hos Movellas hvor jeg bl.a. skal være med til at styre deres sociale medier, være med til at finde på konkurrencer, skrive blogs og meget mere. 
 
Mit praktikforløb er en del af min uddannelse som E-konceptudvikler, og så tænker I nok hvad det er for noget fint noget, men i det store hele går det egentlig bare ud på at være super nytænkende og finde på nogle fede brugbare koncepter/løsninger. 
 
Jeg ser super meget frem til de næste 10 uger her på Movellas da jeg simpelthen synes at det er så hyggeligt med et ægte bogunivers hvor der ikke kun bliver delt anbefalinger af bøger, men man får også selv lov til at udtrykke sig igennem en selvskrevet historie. Jeg holder selv meget af at læse bøger, og selvom jeg måske ikke helt er teenager længere, så kan jeg altså godt lide fantasy og  young-adult genren. Og en god kærlighedshistorie er jeg også fan af. Jeg blev fx. nødt til efter jeg havde set "En flænge i himlen", også at læse bogen og jeg går lidt med tanken om snart at få læst Paper Towns. 
 
Jeg glæder mig til at lære jer meget bedre at kende og få læst en masse gode historier. 
 
De bedste hilsner 
Simone
 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej Movellas-skribenter! 

 

Jeg hedder Charlotte, og er lige startet i praktik hos Movellas. Jeg glæder mig meget til at læse alle jeres historier, holde styr på de sociale medier og være med til at finde på en masse spændende skrivekonkurrencer. 

 

Jeg er lige blevet cand.mag. i dansk litteratur, sprog og film fra Københavns Universitet, og da jeg elsker at læse og skrive, er dette kreative tekstunivers det helt rigtige sted for mig at være – og så er det en rigtig hyggelig arbejdsplads! Jeg anmelder også film, og for mig er den gode historie det vigtigste, uanset om det foregår i litteraturen eller i filmens visuelle verden. 

 

Det er virkelighedens historie, jeg personligt holder mest af, dvs. når jeg kan genkende eller relatere til mit eget liv eller min person i en eller anden afskygning, eller når historien formår at skildre en virkelig person/forløb/hændelse på en realistisk måde. Favoritgenrenre ligger bl.a. indenfor realisme, poesi, magisk realisme og ekstensialisme, og blandt mine ynglingsforfattere er Paul Auster, Haruki Murakami, Gabriel Garcia Marquez og Søren Ulrik Thomsen.

 

I min fritid rejser jeg meget, jeg har bl.a. rejst rundt i Cambodja og boet i Edinburgh og Paris. Derudover synger jeg i kor og elsker musik, dans og at hygge med venner og familie. Jeg glæder mig til de mange spændende oplevelser her på Movellas!

 

Mange hilsner fra Charlotte.

Loading ...