Postkort fra... Anden ledetråd

Movellas på farten

Få flere ledetråde og gæt hvor Movellas er i verden

 

 

 

 

 

Sikke mange fine gæt I er kommet med, men jeg afslører ikke noget før næste og sidste rejseblog herfra... Der er ikke begrænsning på gæt, og man må kommentere lige så meget man har lyst, alle rigtige gæt er med i lodtrækningen om den bedste og mest autentiske rejsesouvenir jeg kan finde. 

 

 

I den sitrende eftermiddagshede, mærker jeg de lette vingestrøg fra de små svaler, og vinden der i sig bærer minderne om fortidens poesi. Sapfó hed den kvindelige poet jeg omtalte i sidste blog. Hun drev en pigeskole i 600-tallet for viser og lyrik. I følge legenden forelskede hun sig ofte i sine kvindelige elever og skrev bryllupsoder til dem, når de forlod skolen for at gifte sig. Sagnet fortæller at Sapfo siden tog sit liv ved at kaste sig ud over en klippe. 

 

 

 

 

I siestaens afslappende atmosfære, slentrer jeg ned til det lille torv i byen. Køber en neró mikró, for derefter at begive mig op af de 114 trin til den lille kirke på toppen af byen. Klippen som kirken er bygget på, er af vulkansk oprindelse, og denne er blevet et symbol for byen - deraf byens navn...

At man netop har bygget kirken her er i følge sagnet, at en sømand mistede sit ikon med Jomfru Marias billede ude på havet. Under sin søgen efter ikonet, så han et grønt lys på toppen af klippen. Det tog han som et budskab om at bygge en kirke her.

 

Efter at være kommet ned igen, tørrer jeg sveden af panden og traver videre mod den næste by der ligger 5 km fra hvor jeg bor. Udover at være øens mest fotograferede by, med sin pitoreske havnepromenade og de små brostensbelagte gader, får den i øjeblikket stor medieopmærksomhed på grund af sine uventede gæster. Dagligt stævner uheldige menneskeskæbner ind i den lille havn. Med sig har de ikke andet end håbet om et bedre liv og minderne om en uretfærdig verden. Jeg håber at de trøjer og sko og tegnebøger vi havde med hjemmefra kom nogle få til gode.

 

Men nu er jeg træt, og vender næsen hjemad mod den lille fredelige badeby hvor jeg bor. Jeg går langs stranden og mærker det fine grus mellem mine tæer. Den lyserøde neglelak er ikke så fin længere og er skallet af på flere tæer, jeg må huske at lægge et nyt lag når jeg kommer hjem. Jeg kigger ud over horisonten og funderer over at det er min største bekymkring lige nu. I dette øjeblik er havet blikstille, uden en eneste krusning - eller båd. 

 

 

 

                   

 

 

Har du gættet hvor jeg er? Du har indtil på torsdag til at gætte med, hvor jeg sender mit sidste postkort hvori jeg afslører hvor jeg befinder mig, og hvem der har vundet. Husk du skal gætte byen, på øen, i landet... Ja, det skal ikke være alt for nemt ;-)

 

Loading ...