Josefine Ottesen på bloggen

af , mandag 16. februar, 2015
Josefine Ottesen på bloggen

Har du brug for inspiration til din skrivning?

Giv dine karakterer liv med forfatter Josefine Ottesens gode råd.

 
Hun har skrevet et utal af bøger, blandt andet den dystopiske fremtidstrilogi Det døde land, fantasy-trilogien Krigeren og de historiske romaner I vendernes vold og Slægtens offer. Her på bloggen giver hun dig nu gode råd til, hvordan du former dine hovedpersoner og udvikler meningsfyldte relationer til sidekaraktererne.
 
 
Karakter og relationsopbygning
Af Josefine Ottesen
 
 
Når man beslutter sig for, hvem der skal være hovedperson skal man gøre sig klart, hvilken udvikling karakteren skal igennem i løbet af historien. En hovedperson udvikler sig altid fra 0-100, og det er en vigtig forudsætning for, at man som læser bliver grebet af karakteren og begynder at identificere sig med personen.
Altså: Hvis  hovedpersonen er bange for mus i begyndelsen af historien og hopper op på en stol og skriger, når der dukker én op, så har hun i slutningen af historien f.eks:
 
A: fundet ud af at styre sin angst.
eller:
B: blevet i stand til at hugge hovedet af musen med et samuraisværd
eller:
C: Fundet en stor, stærk mand der kan beskytte hende
 
For at man som læser skal blive nysgerrig på en karakter, skal personen have både en "appetit" - altså et mål de går efter, en længsel, en lyst, noget de stræber efter.
Og en "modstand" - altså noget, der forhindrer dem i at nå målet.
F.eks: Amalie vil gerne være opdagelsesrejsende, men mangler det ene ben....
 
For at læseren skal kunne følge, hvordan hovedpersonen udvikler sig, kræver det relationer til andre personer i historien. En hovedperson alene i et rum er svær at animere i læserens fantasi - med mindre personen bruger ensomheden til flash-backs, der forklarer, hvorfor hun er havnet i dette lufttomme hvidmalede rum uden lys udefra. Men så igen er det relationerne, hun erindrer, der giver læseren en "vej" til at forstå, hvem hun er.
Relationsudviklingen fungerer som en slags farvefilter, der langsomt ændrer sig, efterhånden som hovedpersonen udvikler sig og derfor oplever side/bi-personerne på en anden måde. 
 
Som oftest vil hovedpersonen være spændt op mellem minimum to forskellige sidekarakterer. Tit vil det være sådan, at de to sidekarakterer på et eller andet plan bakser med den samme grundkonflikt - f.eks. at være bange for mus :-)
De to sidekarakterer har som regel allerede valgt en løsning eller er ved at finde én. F.eks. at X altid er nødt til at have en stor stærk mand ved sin side, og at Y er ved at lære at svinge samuraisværdet.
 
Hovedpersonen kan altså forholde sig til forskellige muligheder og måske/måske ikke vælge det samme, men som oftest er det jo en rejse hen imod, at hovedpersonen skal tage sit helt eget valg. I den udviklingsproces spejler hovedpersonen sig i sidekarakterernes løsninger, og det er den måde læseren registrerer karakterens overvejelser og handlinger.
 

Afhængig af hvilken genre og figurtegning, man ønsker, kan sidepersonerne enten være en-dimensionelle og ikke ændre sig i løbet af historien eller ligesom hovedkarakteren være spændt op mellem "appetit" og "modstand". Ofte vil man måske vælge at lade de nærmeste relationer være fler-dimensionelle og de mere perifere karakterer mere en-dimensionelle 

God skrivelyst.
 
De bedste hilsner

Josefine Ottesen

 
 
​Josefine Ottesen er blandt andet også forfatter til bogen Helgi Daner, der er hendes seneste bog, og trilogien Historien om Mira. Bogen Krystalhjertet, er en gennemskrevet og nyredigeret udgave af de tre bind om Mira, henvendt til voksne læsere. I Krystalhjertet fortæller Josefine Ottesen i fantasyens eventyrlige ramme om den afgrund, der opstår, når mennesker begynder at mistro og dæmonisere hinanden.

 

 

 

Vi er glade for a have besøg at Josefine Ottesen på bloggen, og Ikke nok med, at du nu har fået gode råd til, hvordan du opbygger dine karakterer og relationer i dine historier, hun sidder også klar til at svare på dine spørgsmål.

 

 

Skriv dine spørgsmål i kommentarfeltet. Det behøver ikke kun handle om karakterer, men kan også være skriverelaterede spørgsmål til f.eks. plot, spændingsopbygning, indledning osv. Torsdag den 26. marts kl.16, samler vi alle spørgsmålene og sender dem til Josefine Ottesen, der svarer på spørgsmålene i en video, som vi poster herinde på bloggen.

Rimelig vildt ik?

Loading ...