Ordværkstedet: karakterskabelse

Så er det endelig blevet december – og det skal fejres!

Juletiden er en tid, hvor familie og venner stimler sammen indenfor i varmen og hygger sig, og på Movellas skal det ikke være en undtagelse. Så i anledning af jul er vi i denne tredje omgang af ”Ordværkstedet” fuldstændig i julehumør, og hvis du ikke selv er det helt endnu, så frygt ikke – det skal du hurtigt blive!


Du kender måske en klassisk julehistorie som for eksempel ”Et Juleeventyr” af Charles Dickens, og i denne måned bringer vi dig blandt andet en anmeldelse af bogen ”Let It Snow," en skriveguide med gode tips og sidst men ikke mindst endnu en julekonkurrence. Men apropos julehistorier og Charles Dickens’ ”Et juleeventyr,” så har denne måneds skrivetips netop noget at gøre med fyre som Ebenezer Scrooge, der er hovedpersonen i Dickens’ historie. Scrooge er en gammel, gnaven mand, der er nærig og hader jul – og det er hans karakter, der har været med til at gøre historien så berømt. Tydelige og troværdige karakterer er essentielle for en gennemført historie – men hvordan skaber man nu lige sådan nogle? Denne måneds ”Ordværkstedet” giver dig svaret!

 


Lav et skema

En overskuelig måde at lave en hurtig opsummering over sine forskellige karakterer på er ved at lave et skema. Du kan stille dig selv spørgsmål som Hvad elsker han allermest? Hvad er hun mest bange for? Hvordan udvikler han sig gennem historien? Hvordan ser hun ud? Hvad er ellers værd at vide?
På den måde kan du kort og præcist forklare dine karakterer overfor dig selv, så du er helt sikker på, at der ikke er huller nogen steder. Du kan eventuelt også skrive deres udseende ned, så man ikke liiiige kommer til at give den lækre Jonas brunt hår i første scene og lyst hår i den næste. Husk også på, at en historie typisk er en rejse – derfor kan dine karakterer ændre sig, fordi de bliver udsat for nogle ting, der forandrer dem, og de er også gode at notere.



Lev dig ind i personen
Hver gang personen foretager sig eller siger noget, kan du stoppe op og tænke: hvorfor gør personen dette? Hvis din karakter er meget stille og genert, er det ikke sandsynligt, at hun lige pludselig stiller sig op og råber noget meget højt – og hvis hun gør, hvad er grunden så?

 

Få inspiration

Nogle gange kan det være svært at vide, hvordan ens karakter lige skal være, og de medvirkende personer i din historie kan måske komme til at minde for meget om hinanden og blive uinteressante. Næste gang, du går på gaden, så prøv at observere de mennesker, du passerer, og tænk over, hvad deres historie mon kunne være. På den måde begynder du hele tiden at opfinde forskellige personer og karakterer, og du kan også skrive dem ned, så du senere kan hive dem frem igen.

 

Troværdighed, troværdighed, troværdighed

Er den feset ind? Troværdighed er nøgleordet for en god karakter. Når man har en tydelig karakter, der har helt unikke egenskaber som f.eks. at være utrolig kristen, meget højtråbende eller ekstremt selvfed, er det vigtigt, at man får begrundet hvorfor. Måske har den kristne pige oplevet noget, der gjorde, at hun lige pludselig blev overbevist om, at det var den vej, hun skulle gå. Måske føler pigen, der altid vil sige noget eller have sin vilje, at hun igennem sit liv altid er blevet overset eller tilsidesat. Måske er den selvfede fyr faktisk ikke så selvsikker, som han giver sig ud for at være. Igen skal man leve sig ind i personen, så man ved, hvorfor de er, som de er.

Hvad gør du, når du skaber en karakter? Fortæl os det i kommentarerne!

Skrevet af Damana

 

Boganmeldelse

"Let It Snow" er en bog, der er delt op i tre forskellige historier, hver skrevet af forskellige forfattere. Den ene historie hedder The Jubilee Express og er skrevet af Maureen Johnson. Den handler om en pige ved navn Jubilee, der er blevet nødt til at være sammen med sine bedsteforældre i julen, fordi hendes forældre er blevet anholdt. På vej hjem til sine bedsteforældre sker der en hel masse ting med nogle drenge, der helst ikke skulle være sket. Det indebærer en masse drama - og selvfølgelig også kærlighed.

Den anden historie, der hedder A Cheertastic Christmas Miracle, er skrevet af den velkendte John Green. Historien handler om drengen Tobin og hans to venner, der ser film hos Tobin. Pludselig får de et opkald fra deres ven, Kevin, der siger, at der er en flok cheerleadere på en vaffel-restaurant. Dog går turen ikke som planlagt med både bilen de kører i, og hvad der sker på restauranten, hvor de møder flokken af cheerleadere.

Den tredje og også den sidste historie, The Patron Saint Of Pigs, følger en pige ved navn Addie, der er deprimeret fordi hun lige har slået op med sin kæreste. Addie sendte ham en e-mail, hvor hun forklarede, at hun gerne ville gøre det bedre igen, men da han ikke svarede, gjorde hun noget drastisk og farvede sit hår pink. Hun havde aftalt med en veninde, at hun ville samle sin venindes kæledyrs-gris, mens hun havde fri fra sit arbejde på Starbucks. Dog falder Addie i snak med en kvinde, der påstår, at hun er ”The Christmas Angel,” og da hun endelig kommer hjem til sin veninde for at hente grisen, er den blevet adopteret væk. Addie prøver så at finde kvinden, der adopterede grisen og finder så ud af ting, hun slet ikke havde forventet.

Alle tre historier er skrevet rigtig godt. Ud af de tre forfattere, kendte jeg faktisk kun John Green, men jeg blev bestemt ikke skuffet af de andres historier og fik hurtigt lyst til at Google de andre, og finde ud af, hvilke bøger de havde skrevet. De har alle sammen et super fint sprog, og har hver især skrevet nogle gode historier, der sammen også spiller rigtigt godt sammen. Jeg vil anbefale bogen til dem, der godt kan lide kærlighed og romance, for det er ingen hemmelighed, at alle tre historier har en masse af det i sig. 

Har du brug for noget at læse denne vinter? Så smut ud og få fat på Let It Snow, for den er festlig, sjov og dejlig vinterlæsning, der enten kan ønskes eller gives som julegave!

Skrevet af Janice H

Loading ...